Åndslivet bidrog til Europas selvmord

Kan man regne med de store tænkere som et værn mod krig og samfundets sammenbrud? Det skete ikke i 1914 og vil nok ikke gøre det i dag, lyder det fra danske og udenlandske forskere og forfattere, der er aktuelle med bøger om krige og på Golden Days festivalen

De europæiske forfatteres romantiske forestilling om den stolte og modige kriger til hest med hævet sværd og flot uniform krakelerede totalt på slagmarken i Første Verdenskrig. -
De europæiske forfatteres romantiske forestilling om den stolte og modige kriger til hest med hævet sværd og flot uniform krakelerede totalt på slagmarken i Første Verdenskrig. - . Foto: Scanpix.

”En stor europæisk Krig vilde være en umaadelig Ulykke for alle Mennesker. Ikke desto mindre baner i de senere Aar den Tanke sig mange Steder Vej, at en saadan Krig bliver. Ikke desto mindre viser Erfaringen, hvor let det er at vække krigerske Stemninger, og jeg tror ikke, det vil lykkes at nedstemme dem, endmindre at afskaffe dem ved en Appel til Nytte-Hensynet. Spørgsmaalet er ikke simpelt, fordi Europa endnu befinder sig i Middelalderen.”

Således skrev Georg Brandes i 1913, da krig endnu en gang syntes uundgåelig på europæisk jord. Den kulturradikale danske foregangsmand formulerede en række tekster som en slags advarsler i årene frem mod Første Verdenskrig, men forgæves. Det berømte skud i Sarajevo faldt for 100 år siden, og fem stormagter slap ”Mordlysten og Tilintetgørelsesraseriet, primitive Drifter, udrustede med de mest raffinerede Ødelæggelsesmidler, løs over Europa”, som Brandes beskrev verdenskrigens begyndelse.

Brandes stod temmelig alene i sine bange anelser og advarsler, idet størstedelen af den europæiske intelligentsia og åndsliv bifaldt krig, hvis ikke ligefrem fremmanede den. Krigsbegejstringen var udbredt blandt tænkere og forfattere i hele Europa, fra København til Kreta, hvor forfattere og filosoffer forbandt krig med ånd og ødelæggelse med skaberkraft. Herhjemme lovpriste den fremtrædende forfatter Karl Larsen nationalmilitarismen i bogen ”Krig og Kultur” fra 1915.

Det var især tyske forfattere, der tog imod krigstrommerne med åbne arme. Den intellektuelle elite havde et stort behov for at fremelske en udeblivende national samhørighed i den unge stat, der blev samlet i 1871, fortæller Adam Paulsen, litteraturforsker ved Germansk Institut ved Syddansk Universitet.

”Det var folk med fortolkningsmagten og ordet i sin magt, der især lod sig begejstre, mens arbejderne og landmændene var bange,” siger Adam Paulsen.

Tanken om krig forbandt de fleste, ikke mindst åndslivet, med en romantisk idé om soldaten til hest på slagmarken med højt hævet sværd. Fra begyndelsen af 1900-tallet var der endda en slags apokalyptisk krigslængsel, fortæller Adam Paulsen og nævner Max Weber, der i 1895 udtrykte, at samlingen af riget jo handlede om, at det skulle ende med en krig. For hvad skulle man ellers med alle de kræfter?

Husk på, man havde stadig slaget ved Waterloo in mente, påpeger den belgiske forfatter Stefan Hertmans, der er aktuel med en roman om Første Verdenskrig og i dag optræder ved Golden Days-festivalen, der handler om krigen.

”Alle havde en naiv, nærmest spirituel forestilling om krig. Det handlede om mod, eventyr og pligt. Alle sider mente, at netop de forsvarede en højere civilisation, og i forsøget skyndte de sig ned i dybet, de ikke kunne se,” siger Stefan Hertmans.

De få, tilføjer han, der kunne se ud over de nationalistiske magtpolitiske strategier, blev betragtet som landsforrædere, og for eksempel den franske socialist og akademiker Jean Jaurs, der gik imod strømmen, blev myrdet af en landsmand kort før krigen.

Den tyske forfatter Thomas Mann er den mest kendte krigsbegejstrede forfatter, der så en konfrontation med de øvrige magter som en forløsning. For ham handlede det om at genfinde den tyske ånd, fortæller Martin Zerlang, som også er aktuel med en bog om krigens sindstilstand. Thomas Mann sammenlignede ligefrem soldaten med en sand kunstner.

En af de tyske soldater var den yngre landsmand Ernst Jünger, der trods erfaring med rædslerne ved fronten fastholdt begejstringen. Han insisterede på, at krigen var en kulturkraft, og hans oplevelser blev nedfældet i den berømte roman ”I Stålstormen”.

I løbet af krigens første måneder blev der skrevet omkring 50.000 digte hver dag, bare af tyskere. I den anden grøft lå blandt andre den britiske soldat og forfatter Siegried Sassoon, der frivilligt drog til fronten i 1915 med samme romantiske forestilling om krigen.

Soldater og forfattere blev dog hurtigt klar over, at den moderne krig førte til det rene selvmord. Civilisationen, man mente var på sit højeste omkring 1900-tallet med en globaliseret økonomi og kultur, viste sig at være temmelig skrøbelig.

”Efter krigen introducerede Freud idéen om en menneskelig dødsdrift, en urkraft, der er endnu stærkere end libidoen. Mere civiliseret var man trods alt ikke,” siger Adam Paulsen.

Når man taler om krigen som det 20. århundredes urkatastrofe, kan man udmærket holde intelligentsiaen medansvarlig, mener forfatter og filosof Peter Tudvad.

”Det forarger os let, men kun fordi vi forventer af intellektuelle, at de i deres metier er drevet af nøgtern sandhedskærlighed og ikke af vilde passioner. Historisk er faktum ikke desto mindre, at de selv har et lige så romantisk forhold til krig,” siger Tudvad, der dog holder fast i, at man kan forvente mere.

Han nævner sit favorit-eksempel, nemlig den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som dybt påvirket af krigen og Versailles-traktatens uretfærdighed aldrig forstenede i sin forurettelse, og som en af de få uafhængige intellektuelle reagerede prompte på nazismens indtog - og blev myrdet for det. I dag kan man dog stadig ikke forvente sig særlig meget af folk med åndelig og kunstnerisk indsigt, når det gælder samfundsdebatten. Det mener forfatter og kommentator Carsten Jensen.

”Herhjemme tilhører forfattere i stigende grad en åndelig almue, som vi uden for de litterære reservater kan forvente os meget lidt af. Brandes var dengang unik med en livslang beskæftigelse i litteratur og politik. Åndstyper som ham er forsvundet,” siger Carsten Jensen, der dog påpeger, at ingen i 1914 havde nogen anelse om krigens brutalitet og længde.

På samme måde vidste forfattere som egyptiske Alaa al-Aswany heller ikke, da han deltog i revolutionen i 2011, at alternativet til diktatur blev islamistisk styre og nu igen militærstyre. Han ser det stadig som sin forpligtelse som intellektuel og forfatter at tænke på folket og reagere på omgivelserne.

Carsten Jensen mener ikke, at forfattere har den pligt.

”Jeg fordømmer ikke kunstneren, der tier. En forfatter har snarere en forpligtelse på sproget. Som forfatter skriver jeg for at skildre virkeligheden og udforske sproget så klart og sandt som muligt. Og krigens første offer er sandheden, og drabet på sandheden sker i sproget. Derfor må man undgå at lade sig rive med af demagoger og krigens forhærdende sprog, som er det sande forræderi mod kunsten.”

At Danmark i nyere tid har deltaget i tre krige, er ikke noget, der interesserer forfattere, der er mere indadvendte end samfundsorienterede, mener Carsten Jensen. Samtidig er det ifølge ham sværere at tage stilling i dag, hvor Vietnam-krigen formentlig var den sidste imperialistiske krig. I dag er der sjældent sort-hvide krige, og ideologien bag konflikter som i Mellemøsten og Ukraine er sværere at gennemskue.

Tyske Stefan Kertmans er også i tvivl om forfatternes forpligtelse og indflydelse. Det var jo, påpeger han, netop den sidste store litterære statsmand Thomas Mann, der demonstrerede, at forfattere netop ikke kan spå om fremtiden, eller om hvornår krig er det rigtige. Han citerer den tysk-jødiske filolog og holocaustoverlever Victor Klemperer, der under Anden Verdenskrig i sin dagbog nedfældede disse ord:

”Samtiden ved ingenting.”

”Jeg tror, han har ret,” konkluderer Kertmans.