”Man kan ikke undgå at føle, at det, der sker i København, er finere end det, som sker i udkanten”

”Helten” og ”Løgneren” er bøger, der har gjort stort indtryk på professor Viggo Mortensen. Han er medarrangør af konferencen ”Oprør fra udkanten”

Viggo Mortensen glæder sig til at se filmen ”Så meget godt i vente”, der lige har haft premiere i 40 biografer, også på Ærø, hvor Mortensen bor. -
Viggo Mortensen glæder sig til at se filmen ”Så meget godt i vente”, der lige har haft premiere i 40 biografer, også på Ærø, hvor Mortensen bor. - . Foto: Leif Tuxen.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

”I sommer læste jeg Harald Kiddes roman 'Helten'. Den foregår på Anholt, og selvom den er skrevet for mange år siden, giver den et rigtigt godt billede af relationerne på en ø: Man er omgivet af vand, og derfor kan man ikke bare løbe væk. Man er her, og derfor bliver de relationer, som man indgår i, meget vigtige. Desuden er bogen rigtig interessant, fordi den beskriver nogle grundvilkår i forhold til det at være kristen, og den handler om, hvordan man får kristendommen inkarneret i en given folkelighed. Det er en bog, som alle teologiske studenter burde læse.”

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

”Her må jeg svare Bibelen, som jeg både professionelt og som et kristent menneske har beskæftiget mig meget med. Den er hele kulturunderlaget for mig. Ellers vil jeg sige, at i min ungdom spillede Martin A. Hansens roman ”Løgneren” en særlig rolle. I mange år læste jeg den i stedet for at gå i kirke tredje søndag i fasten.”

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

”Jeg ser meget frem til at se filmen 'Så meget godt i vente'. Den har lige haft premiere i 40 biografer, også i vores biograf på Ærø, Andelen, der drives af frivillige. Den skildrer en bonde der ved at fokusere på økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder formår at skabe en kvalitet, som interesserer de bedste restauranter. Det er en livsbekræftende historie fra udkanten af Danmark, hvor en dedikeret ildsjæl kæmper for det, han tror på, og dermed kommer i karambolage med systemet.”

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

”Hvornår bliver man formet? Det gør man i ungdommen, og i min formning indgik et højskoleophold på Askov Højskole. Her var den skik, at lørdag aften opførte lærerne et skuespil som læsestykke, hvor de sad med rollehæfter, som de læste op af. Det var ikke det store udstyrsstykke, men alligevel blev den store verdensdramatik bragt ned til de 300 elever. For eksempel husker jeg tydeligt stykket 'Biedermann og brandstifterne', som er en kritik af det daværende samfund. Det blev gjort levende og formidlet til os, og det sammen med hele opholdet gjorde et voldsomt indtryk. Jeg husker også tydeligt Niels Højlunds historieforedrag, Knud Hansens gennemgang af det gamle Israel og Tage Skou-Hansens digtoplæsning og -analyse. Her fik jeg smag for litteratur. Jeg plejer at sige, at det var på Askov Højskole, at jeg blev vakt. Der fik mit liv en retning, og jeg blev klar over, at jeg skulle læse teologi.”

Hvem har du senest været til koncert med?

”Den 20. august var jeg til koncert på Søbygaard (på Ærø, red.) .Det var en operakoncert med højdepunkter fra operaens verden med Solveig Louise Hjerrild og Sune Hjerrild, der blev akkompagneret af Ulrik Stærk. Det var afslutningen på en meget fin koncertrække, der var været på Søbygaard i løbet af sommeren. Her i sommer har vi også hørt 'Troubaduren' på Opera Hedeland ved Hedehusene. Her havde vi den fornøjelse af se vores søn, Otte Ottesen, i en mindre rolle.”

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

”Generelt synes jeg, at kulturen i udkantsområderne kunne fortjene meget mere opmærksomhed. Der sker mange spændende ting uden for København, og det har medierne et stort ansvar for også at dække. Man kan ikke undgå at føle, at det, der sker i København, er finere end det, som sker i udkanten af Danmark.”

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

”Jeg elsker at høre et velturneret frit foredrag, men standup og rap siger mig ikke noget. De sælger jo deres mor for en vittighed. Jeg synes, at det er plat, og livet er for kort til at beskæftige sig med platheder.”