Naragtige er de. Også i den grad.
På den måde er Holberg faktisk meget demokratisk i ”Erasmus Montanus”, hvor han i sjælden grad lader så at sige alle personer være fjolser i mere eller mindre udstrakt grad.
Med Jacob Berg, lillebror til Erasmus Montanus, som eneste fornuftige undtagelse. Måske er det derfor, at Jacob glider lidt mere ud i periferien i Thomas Bendixens iscenesættelse på Det Kongelige Teater, selvom Simon Kaastrup-Mathew ellers spiller Jacob med både drenget charme og moden indsigt.
Men den kongelige opsætning her har fuldt tryk på komedien. Det giver mange latterudbrud hos publikum, for dybt underholdende er det jo, når man samler så stærke kræfter udi både klassikere og komedie på samme scene. Til gengæld er det sværere at uddrage en stærk og samlet, moderne fortolkning af ”Erasmus Montanus”. Som ellers har meget at sige et nutidigt publikum med stykkets debat om akademikere kontra almindelige mennesker, om teori kontra virkelighed og om den svære kunst at kommunikere ny viden ud, så den gør nytte frem for at føles som en overhaling.
Forestillingens sproglige leg er dens største styrke. Som når Ole Lemmekes skøre ridefoged bevidst taler det idiotiske teatersjællandske, som Holberg-forestillinger tidligere brugte. Tilsat et par nyere eder. Og når Henrik Koefoed - aftenens mest præcise Holberg-skuespiller - giver den nyrige Jeronimus en fed københavnsk udtale, der placerer Erasmus' svigerfamilie et helt andet sted end byens bønder.
I Thure Lindhardts skikkelse er Erasmus Montanus også et helt andet sted end de andre. Han er pustet af modernitet og mondænitet i sin hvide amerikaniserede barokdragt over for de andres rødmossede ansigter og smånussede tøj.
Men han kommer meget hurtigt til kort over for Per Degn. Også i selve opsætningen, hvor Søren Sætter-Lassens pralhals og småsvindler af en degn næsten bliver stykkets hovedperson. Ikke mindst, fordi han er så utroligt morsom. Den lille fedtede degn, der sådan set godt ved, han ikke er en af verdens store åbenbaringer.
Til gengæld kan han spille spillet og få det maksimale ud af enhver situation. Det viser Søren Sætter-Lassen helt forrygende i den berømte scene, hvor han og Erasmus skal disputere over for et publikum bestående af Erasmus' beundrende forældre og den skeptiske ridefoged.
Det bliver en tenniskamp, hvor Erasmus ikke engang når at serve, før degnen smasher ham med sit sammenstykkede, hjemmelavede latin. Men mest med sin klare bevidsthed om, at der er et publikum, han skal vinde over. Her føler man faktisk med Thure Lindhardts naive Erasmus, der aldrig forstår, at disputten ikke kun handler om ære, men om degnens overlevelse. Det, opsætningen viser bedst, er, at det handler om, hvordan man sælger sig selv og sin vare. Erasmus er så forlæst og så opblæst, at han tror, det er nok, at han - en lærd - kommer med et udsagn, og så vil alle bøje sig i støvet.
Mens degnen ved, at man skal give folk det, de vil have, for at få det, man selv vil have.
Så til syvende og sidst ville Per Degn nok stadig klare sig bedre også i den moderne verden end den Erasmus, der har forlæst sig på det hele!
Kristeligt Dagblad bragte i fredags et interview med Thure Lindhardt om opsætningen. Læs artiklen påk.dk/kultur
I Thure Lindhardts skikkelse er Erasmus Montanus et andet sted end de andre, moderne og mondæn som han er i sin hvide amerikaniserede barokdragt. - Foto: Det kgl. Teater