Nu kommer Luther-bøgerne

Forlagene er ved at varme op til Luther-jubilæet i 2017 med en række bøger, der spænder fra de ganske korte og pædagogiske til de videnskabelige

2017 er 500-året for de 95 teser, som Luther slog op på Wittenberg Slotskirke.
2017 er 500-året for de 95 teser, som Luther slog op på Wittenberg Slotskirke.

Om tre år vil der alle vide vegne fejres reformationsjubilæum. Den 31. oktober 1517 slog Luther sine 95 teser op på porten til Wittenberg Slotskirke, og det regnes almindeligvis for Reformationens begyndelse. Så 2017 er 500-året.

På bogfronten er der i den anledning allerede sat udgivelser på bedding. Per Ingesman og Ole Høiris redigerer det kommende to-bindsværk ”Reformationen - 1500-tallets kulturrevolution”.

Carsten Bach-Nielsen og Niels Henrik Gregersen er redaktører på et kommende trebindsværk med titlen ”Reformationen som kirkeligt og kulturelt program”. Første bind omhandler de første knap 200 år med den luthersk evangeliske kirke i Danmark, andet bind de næste 200 år, mens tredje bind tager sig af de seneste 100 år.

Samme Carsten Bach-Nielsen skriver selv bogen ”Fra jubelfest til kulturår - de danske reformationsfejringers historie”. Som titlen siger, kastes et blik på, hvordan hjemlige fejringer af tidligere reformationsjubilæer formede sig.

Luther selv kommer til orde i en ny studieudgave af centrale Luther-tekster, oversat til dansk med tysk eller latinsk originaltekst trykt parallelt. Det drejer sig fortrinsvis om tekster, hvor den store reformator udtrykker sit kirkesyn. En stor del af dem har ikke tidligere været oversat til dansk. Udvalgets redaktører er Steffen Kjeldgaard-Pedersen, Anna Vind og Henrik Hovgaard Laursen.

Anna Vind vil tillige være redaktør på den engelsksprogede antologi ”Lutherreception in Denmark in the 20th Century”. Ni forskere fortæller på engelsk om dansk brug af Luther i teologi og kirkeliv i det 20. århundrede.

Kristeligt Dagblads Forlag udgiver i dette efterår en dansk oversættelse af den tyske historiker Heinz Schillings store biografi ”Martin Luther - rebel i en omvæltningens tid”.

Forlaget Anis, Religionspædagogisk Center planlægger udsendelsen af en hel byge af ganske små bøger, inspireret af serien ”Tænkepauser”, hvor forskere på Aarhus Universitet kort introducerer til en vifte af temaer.

Bøgerne i denne teologiske serie til markering af jubilæet kommer alle til at hedde ”Reformationen og ...”. På den tomme plads vil der stå: kønnet, musikken, selvet, krigen, kirken, humanismen, sproget, arbejdet, pengene, skolen, universitetet, mystikken og demokratiet. Endnu er det dog uvist, hvor mange der realiseres.

På vej er tillige en studiebog om Luther af Niels Henrik Arendt, som skal kunne anvendes i alle de sammenhænge, hvor man ønsker at lave læsekredse og studieforløb om Reformationen. Den skal udkomme næste år.

”Den vil bringe korte, centrale tekster af Martin Luther og mine indledninger til dem,” fortæller Niels Henrik Arendt, der også er tovholder for hele den danske fejring af reformationsjubilæet.

”Bogen samler sig om fem temaer. Det første hedder 'Befrielse' og angår retfærdiggørelse ved tro og Luthers forståelse af frihed og bundethed. Derpå følger 'Det første bud', hvor der kastes lys over det buds forbindelse med den rette gudsfrygt. Den, som vel at mærke afskaffer menneskefrygten,” forklarer Niels Henrik Arendt om bogen, hvis øvrige temaer er ”Forandring”, ”Ordet og sværdet” og ”Hverdagen”. Det er Anis, Religionspædagogisk Center, der udgiver Arendts bog.

Martin Luther selv kommer til orde i jubilæmsåret i en ny studie-udgave af centrale Luther-tekster, oversat til dansk med tysk eller latinsk originaltekst trykt parallelt. Her ses et fragment af et af reformatorens breve. - Foto: Scanpix.