Lørdag aften indtraf kulminationen på den årlige Langgaard-festival i Ribe. Ligesom de fire dages mange koncerter, foredrag, billeder og film blev holdt under fællesnævneren ”Ekstase”, havde arrangørerne også givet den uomtvistelige gallakoncert, hovedretten i den righoldige musikalske tag selv-buffet, denne titel.
Den bagved liggende idé var en sammenkobling af Richard Strauss (1864-1949) og Rued Langgaard (1893-1952). Langgaard har under de fire foregående festivaler været sat sammen med komponister som Wagner, Debussy, Liszt og Schumann, men hvorfor nu Strauss? Ifølge festivalens kunstneriske leder, Esben Tange, hænger det sammen med, at både Langgaard og Strauss var ”romantikere dybt ind i sjælen”, at de begge søgte ”de ekstatiske øjeblikke”. Det kom ikke mindst til udtryk i de to voluminøse værker, der var på plakaten lørdag aften.
Først spillede Sønderjyllands Symfoniorkester under ledelse af Thomas Dausgaard den unge Langgaards anden symfoni i originaludgaven fra 1912-1914. Værket, der har tre satser, er tydeligt inspireret af Strauss, ikke mindst i førstesatsen med betegnelsen allegro con anima. Her demonstrerer Langgaard sin lyst til at bruge det store orkesterapparat, hvad han egentlig allerede havde gjort med sin første symfoni, ”Klippepastoraler”, der vakte international opsigt, da den i 1913 blev uropført af Berlinerfilharmonikerne under ledelse af Max Fiedler.
I andensatsen spiller Lang-gaard til gengæld på de religiøse strenge, men det er værd at understrege, at der ikke er tale om en specifikt kristen musik, snarere en mere diffus mystisk-åndelig søgen. Langgaard havde allerede et par år tidligere erklæret, at han ville vandre ad ”de stier, som ikke gælder for mennesket, men kun for ånden alene”. I sidstesatsen bliver det klart, hvorfor symfonien har fået titlen ”Vaarbrud”. Der går ikke mange øjeblikke, før sopranen - denne aften i skikkelse af en yderst velsyngende Signe Asmussen - lukker op for store spjæld for at synge Emil Rittershaus' digt ”Lenzklänge” (Forårsklange). I Rolf Harboes danske oversættelse sættes der et optimistisk punktum for værket med ordene: ” ... lad den fulde forårspragt igennem sjælens dybder svæve!” Et typisk Langgaard-valg og en flot afslutning på en spændende, omend ikke ganske homogen symfoni.
Efter pausen fik man slut-scenen fra den meget heftige Strauss-opera ”Salome” fra 1905, ledsaget af et æstetisk frapperende lysdesign af Lars Egegaard Sørensen. Det var virkelig ekstatiske, for ikke at sige morderisk sensuelle klange, der her blev sluppet løs i domkirkens rum, men heldigvis er der højt til loftet i Ribe Domkirke. En Stig Fogh Andersen - still singing strong - sang Herodes' parti, Signe Asmussen var skarp som Herodias, og den danske verdenssopran Eva Johansson satte trumf på, både vokalt og dramatisk, i titelrollen som den vellystige prinsesse, der kræver Johannes Døberens hoved på et fad: store sangere i en stor kirke.
Festivalen foldede sig i det hele taget ud i en skøn alsidighed og på et imponerende kunstnerisk niveau. Tidligere på lørdagen havde man, også i domkirken, kunnet høre eminente danske musikere som violinisten Johannes Søe Hansen og pianisten Christina Bjørkøe i glimrende fortolkninger af violinsonater af Strauss og Langgaard - denne gang i kronologisk rigtig rækkefølge: først Strauss' voldsomme opus 18, om hvilken Bjørkøe angiveligt har sagt, at klaveret skal lyde som et helt symfoniorkester, mens violinen skal klinge som en tuba! Ekstrem musik af en fuldt flyvefærdig komponist på et par og tyve år. Den efterfølgende Lang-gaard-sonate med titlen ”Parce nobis, Jesu” (Skån os, Jesus) stritter måske nok i flere retninger - blandt andet præsterer Langgaard at fyre en hel sats af på 28 sekunder - men er et af den slags værker, man er taknemlig for at få lov til at opleve i en så sublim udførelse.
Festivalen må for min skyld gerne fortsætte sit vokseværk i 2015, hvor vi også får lejlighed til at høre Carl Nielsen i anledning af 150-året for hans fødsel. Ikke mindst i Ribe vil man hævde, at vi dermed får Danmarks to største komponister serveret på et fad.