Gudstjenesten er en gåde og en udfordring ud over det sædvanlige og for at komme lidt nærmere dens inderste væsen skrev dr. phil. Erik A. Nielsen i 1987 bogen ”Den skjulte gudstjeneste”. Nielsen opfattede dengang - og vistnok stadig - i vid udstrækning gudstjenesten i folkekirken som en stivnet og ufestlig affære, der ikke i tilstrækkelig grad åbenbarer, hvilket enormt drama der er på spil. Og hvilken livsforvandling man som kirkegænger kan komme i berøring med.
Derfor gennemgår han i sin bog gudstjenestens symbolik, ritualer, liturgi og ikke mindst dramatiske potentiale, der blandt andet sættes i forhold til forfatterne Samuel Beckett og Henrik Ibsen. Erik A. Nielsen har dyb indsigt i billed- og symbolsprog, han kan sin Bibel, og han elsker højmessen og ønsker, at mange flere fik øjnene op for dens rigdom. Så langt så godt.
Der er god inspiration at hente i bogen for den, der gør sig tanker om gudstjenesten og om, hvordan flere danske hjerter kunne åbnes for den. ”Den skjulte gudstjeneste” skabte debat, da den i sin tid udkom, bogen blev genudgivet i 2011, og den er fortsat værd at læse. Det skyldes ikke kun Erik A. Nielsens viden om og begejstring for sagen, men også den kendsgerning, at hans bog fremhæver en klassisk konflikt i synet på gudstjenesten, som kun er blevet endnu mere aktuel siden bogens fødsel.
Det handler om forholdet mellem den sansede erfarede og den akademiske kristendom. Ikke fordi man skal tage fejl af Erik A. Nielsen. Nok drømmer han om friskbagt brød på alteret og ønsker, at vi i vores vesterlandske kultur kunne finde frem til en ”autentisk skønhed og udtrykskraft”, der minder om det, man ser i USA og Afrika. Men forfatterens tilgang til gudstjenesten er båret af stor teologisk indsigt og seriøsitet.
Når bogen alligevel har tiden imod sig, skyldes det, at den med årene er blevet så synligt modsagt. For vi kender udmærket godt forsøgene på i folkekirken at fremhæve dramaet og inderligheden og sætte den akademiske teologi i baggrunden. Den moderne skik med på skærtorsdag at omdanne gudstjenesten til et måltid i kirken er et indlysende eksempel på det. Begejstringen for meditation er et andet, og det er højst tvivlsomt, om det gavner sagen. For spørgsmålet er, om den livsforvandling, som Erik A. Nielsen kredser om - gudstjenestens skjulte essens - bedst udtrykkes gennem dyrkelse af det sanselige eller den velformulerede teologi. Det er ikke et ubetinget enten eller, og for eksempel spiller det musikalske en uomgængelig rolle, men vi har nu engang ikke samme temperament og livssyn som mennesker i Afrika.
Og når præster i folkekirken vil bringe dramaet ud over rampen, resulterer det jævnligt i klodsede optrin, som de fleste intuitivt genkender som et malplaceret forsøg på, ja, at ”nå ud over rampen”.
Erik A. Nielsen anerkender Tidehverv som et nødvendigt opgør med kristendommens moralske omklamring, men han mener, at man siden groede fast i en ”abstrakt og fantasiløs” tilgang til gudstjenesten.
Det pudsige er dog, at Nielsen i høj grad selv i sin søgen efter dramaet formulerer sig abstrakt. Han kredser om tanken om ”den tredje bog”, der efter de to testamenter kan ses som det nuværende, og han skriver: ”Gudstjenesten slutter i Bibelens tredje bog, den, som selv er uafsluttet og dramatisk nutidig, den, som skrives i menighedens hjerte og i Guds hukommelse.”
Hvordan dette aktuelle drama skal udfoldes, er uklart, og skulle man placere Erik A. Nielsen i dagens debat, hvor yngre teologer genoptager tidehvervsk tænkning og efterlyser klar evangelisk forkyndelse, ville han møde kritik af sin luftige forestilling om det synlige drama. Fordi den som sagt forbliver en abstrakt skitse, og fordi det jo netop er denne fantasi, der får visse præster til i dag at optræde en kende uheldigt.
Erik A. Nielsen jonglerer overlegent med det akademiske, det bibelske og det dramatiske, men spørgsmålet er, hvordan hans tankemæssige kildevæld kan overføres til kirkerummet, uden at man giver køb på alvor. Og lur mig, om ikke Erik A. Nielsen selv hovedsageligt ville ty til det intellektuelle foredrag, hvis han stod på prædikestolen.
”Den skjulte gudstjeneste” er stadig en inspirerende bog, og det giver selvsagt mening, at Nielsen vil klargøre, hvor meget, der er på spil med Kristus som forløser og understreger, at ”en så eminent grad af nutid, svanger med så stor en fremtid, kan intet kunstværk tilvejebringe”.
Lige netop. Og derfor må gudstjenesten ikke komme til at fremstå som et menneskeligt forsøg på at skabe et kunstværk, for den er noget helt andet. Den står og falder med, at vi forbliver på vores ydmyge position i forhold til Gud, og Erik A. Nielsen bakser bogen igennem om denne svære balance mellem ydmygheden og det iscenesatte. Man kan ikke sige, at han finder balancen, men man kan til gengæld også i dag bruge hans bog i sin egen fortsatte bestræbelse efter at ramme den.