Når teatret åbner sjælens skuffer

”Som i himlen” er livsbekræftende teater, båret frem af et dynamisk ensemble

Billede fra forestillingen.
Billede fra forestillingen. . Foto: godsbanen.dk.

stjerner

På et nøgent plankegulv står en lille kvinde af stort format og synger flankeret af et broget kor. Kvindens hjerteskærende sang fortæller os, at vi skal leve, så vi kan mærke det. Så vi virkelig mærker det. Kom nu. Gør noget, så du mærker det.

Dette budskab er omdrejningspunktet for forestillingen ”Som i himlen” - en livsbekræftende teaterfortolkning af den svenske instruktør Kay Pollaks Oscar-nominerede film fra 2004.

Den store komponist Daniel Daréus (Victor Marcussen) vender hjem til sin barndomsby og påtager sig ansvaret for byens kirkekor. Daniel har en livslang drøm om at få musik til at åbne folks hjerter, og han øjner en mulighed for at opnå det her blandt lillebyens personligheder, som lader sig kue af alt lige fra kirkens moralske idealer til aggressive ægtemænd og voksenmobbere. Daniel har meget at lære landsbyen, men han har også sine egne stier at betræde.

På plankegulvet udspiller sig dramaer mennesker imellem, og bag dem tårner en mur af mørkdystre kommoder. Skufferne er lukket i, men den sympatiske Daniel får disse mennesker til at åbne deres indre skuffer op, og der kommer lys mellem sprækkerne.

Scenografien er tungt ladet med symbolik, men det fungerer - og her finder vi det, teatret kan tilføre filmen. Forestillingen er et flot eksempel på, hvordan en fortælling, når den overføres til et nyt medie, tilfører nye lag til historien og dens karakterer.

Daniel lærer bysbørnene, at de skal lytte - til musikken, til sig selv, til hinanden. ”Alle mennesker har deres egen unikke grundtone”, siger han, og med én enkelt tone får han deres personligheder til at kravle ud fra skjul.

Sigfred (Uffe Kristensen), minkavler og halvdøv klodrian, leverer en dyb, trofast bas. Den kuede Gabriella (Anna Ur Konroy) starter spagt ud, men viser sig at have en kraftfuld, vindende alt gemt et sted indeni. Det er en smuk måde, hvorpå musikken viser, hvad den kan rumme og repræsentere.

Forestillingens tematiske centrum bunder i Kay Pollaks religiøse overbevisning. Vi ser spændingsforholdet mellem kunst og religion komme til udtryk i nærkampen mellem byens dydige præst (Bue Wandahl) og den fritlevende komponist.

Præsten ser det som sin fornemste opgave at uddelegere skyld, men hans kone, den sprællevende sopran Inger (Anni Bjørn), hader ham for det. ”Du er skadet af kirken,” råber hun og smækker døren. Al den snak om synd hindrer vores frigørelse, og vi bør fokusere på at finde det gode i mennesket og realisere vores iboende potentiale.

Forestillingens største styrke ligger i de små subtile forhold, som spirer imellem karaktererne. ”Som i himlen” er ikke en forestilling præget af store enkeltpræstationer, men derimod af et dynamisk og meget velfungerende ensemble, der på troværdig vis med deres perfekt uperfekte stemmer og spil formår at repræsentere lykkelige såvel som ulykkelige møder mellem mennesker.

Og det er ikke mindst en forestilling, der efterlader os varme af håb og latter og med en tåre hængende i øjenkrogen. Vi mærkede noget.

Kristeligt Dagblad bragte i går et portræt af stykkets instruktør, Hans Rønne. Læs artiklen på