Litteratur giver virkelighedsbilleder. Litteratur fortæller historier om, hvordan det var engang, og hvordan det kunne blive. Virkelighedsbillederne er gode, fordi de overhovedet tillader os at se og diskutere noget som helst andet end meget abstrakte historiske strukturer og en masse tal. Men virkelighedsbillederne står også til diskussion. Er de rigtige, er de dækkende, er de repræsentative?
Jeg har netop læst Katrine Marie Guldagers bud på en beskrivelse af året 1972 - romanen ”Peters død”. Den bliver blandt andet til en karikatur over tidens kollektiver og storfamilier. Den handler om frigørelse fra familien og fra normerne for det monogame parforhold. Det samme handler Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman ”Hvis sandheden skal frem” fra sidste år også om. Og også den bevæger sig på kanten af karikaturen. May Schack skrev i sin anmeldelse af Marstrand-Jørgensens roman i Politiken, at ”Problemet er, at når man skriver om den tid, kommer en del let til at lyde som den rene karikatur”.
Det gør det, når man beskriver nogle af de ekstreme frigørelsesforsøg og vanvittige politiske idéer. De rabiate revolutionsromantikere er det ikke svært at se det latterlige og farlige i, og det er ikke vanskeligt på bekvem historisk afstand at gøre nar ad det hele. Og, indrømmet, der var også en hel del naragtigheder og vanvittige handlinger, man ikke kan andet end at grine ad i dag. Eller græde over, hvis man var så uheldig at være offer for dem. Nu består virkeligheden dog af meget andet end ekstreme udskejelser, som det er forholdsvis let at fortælle en satirisk og ”spændende” historie om. Der er også den mindre dramatiske og mere ordinære historie at fortælle. Jeg er selv født i 1956, så min ungdom faldt i 1970'erne og ind i 1980'erne, og jeg har tit svært ved at genkende de stærkt karikerede billeder, litteraturen tegner af de forkætrede 1970'ere. Jeg nåede selv at bo i to kollektiver og i to bofællesskaber, og de havde ikke meget at gøre med de karikaturer, som jeg kan læse om i litteraturen.
Kollektiverne blev til af to grunde: en praktisk og en idealistisk. Den praktiske bestod i at få et billigt sted at bo. Det kunne man i kollektiverne, hvor man delte en lang række ting og kunne købe stort ind.
Dengang var der ikke noget, der hed forældrekøb af lejlighed, medmindre ens forældre var rasende velhavende, og det var der ingen, der var i min omgangskreds. Vi måtte selv finde ud af det, og det gjorde vi så på bedste måde og ved fælles hjælp.
Det var nok så meget heri, frigørelsen lå: at man kunne klare sig uden sine forældres hjælp og indblanding. At man var økonomisk uafhængig - og dermed fri til at bestemme over sit eget liv.
Den idealistiske grund bestod i, at vi i tidens ånd ville noget andet end vores forældre, der ganske hurtigt havde fået børn, var blevet gift og var flyttet sammen - måske i en lidt anden orden.
Vi ville afprøve andre boformer og fælleskaber. Og de virkede langt hen ad vejen godt og stærkt socialiserende. Havde man ikke lært hjemmefra at tage del i husholdningen, fik man lært det i en fart i kollektivet, fordi man nu på en helt anden måde var forpligtet på fællesskabet. Man blev hele tiden konfronteret med dilemmaer, der drejede sig om ens individuelle udfoldelse og hensynet til kollektivet. Kollektivet bød på konstante problemer, fordi så mange skulle leve sammen, men det bød også på fællesskab, fest og gang i den.
En gammel veninde spurgte mig for nylig, hvordan jeg havde det med den erotiske frigørelse i 1970'erne. En frigørelse, som hun selv havde haft det skidt med.
Hvordan jeg havde det?
Jeg havde det overhovedet ikke. Jeg løb ikke omkring med en drøm om at have sex til højre og venstre. Hvis jeg bare kunne finde den eneste ene, så var det mere end rigeligt.
Alt andet var bare midlertidigt og kunne nok være meget rart og sjovt, men det var ikke det, som det for alvor drejede sig om.
Sådan set var 1970'erne, som alle andre perioder, en blanding af traditionelle forestillinger og drømme om at gøre tingene på en anden måde.
Vi, der var unge dengang, og altså ikke var med i de berømmede 1960'ere og ikke var politisk radikaliserede, vi havde faktisk et liv, hvad man nogle gange kan komme til at tvivle på, når man læser kritiske fremstillinger af perioden.
Midt i al tidens opbrud og krise, og efter at John Lennon i 1970 havde proklameret, at ”the dream is over”, så kunne vi udfolde os ganske autentisk og frit på musikfestivaller og interrail og i de kollektiver, hvor vi forsøgte at leve livet lidt anderledes.
Drømmen var ikke forbi. Men den havde måske nok antaget lidt mere realistiske former.