Vi har intet lært af krigen

Første Verdenskrig var på flere planer vigtigere end Anden Verdenskrig, siger den prisvindende franske forfatter Pierre Lemaitre, som kommer til Danmark i næste uge i anledning af oversættelsen af krigsromanen ”Vi ses deroppe”

I Pierre Lemaitres roman ”Vi ses deroppe” skildrer forfatteren psykisk og fysisk ødelagte franske krigsveteraner fra Første Verdenskrig, der forsøger at vende tilbage til hverdagen efter krigen. Billedet er fra krigsveteranhjemmet Les Invalides i Paris i 1930. -
I Pierre Lemaitres roman ”Vi ses deroppe” skildrer forfatteren psykisk og fysisk ødelagte franske krigsveteraner fra Første Verdenskrig, der forsøger at vende tilbage til hverdagen efter krigen. Billedet er fra krigsveteranhjemmet Les Invalides i Paris i 1930. - . Foto: Scanpix.

Første Verdenskrig, der begyndte for 100 år siden, har længe stået i skyggen af den næste verdenskrig. Det gælder både i den kollektive hukommelse og i fiktionen. Og det til trods for, at Frankrig alene mistede seks millioner landsmænd. Men forfattere og instruktører skildrer igen og igen kendte og nye sider af den dramatiske Anden Verdenskrig, der synes uudtømmelig for skæbnefortællinger.

La Grande Guerre, som den fire år lange første krig kaldes i Frankrig, var mindre sort-hvid, uden nogle oplagte gode og onde sider og havde ingen klar vinder og taber. Men nu har jubilæumsåret for skuddet i Sarajevo og markeringer af datoen i hele Europa vendt fokus mod skyttegravene i Somme og Verdun, hvor millioner af soldater endte deres dage.

Og til hvilken nytte, spurgte og spørger blandt andre franskmændende sig selv igen under 100-året for krigen.

En indgang til at forstå krigen og dens indvirken på mennesket og samfundet dengang er Pierre Lemaitres prisvindende epos. Roman handler om krigens sidste dage og de første efterkrigsår i Paris. ”Vi ses deroppe” er netop udkommet på dansk og skildrer tre veteraners følelse af svigt fra omgivelserne i genopbygningen af det ruinerede land, som efter krigen var præget af korruption blandt politikere, generaler og erhvervsfolk.

Den franske forfatter, der besøger Danmark i næste uge, fortæller til Kristeligt Dagblad, at krigen og de efterfølgende år var noget helt unikt.

”Jeg har skrevet en bog om udgangen af krigen, som er en meget speciel episode i historien. Denne krig er uden sidestykke og fuldstændig exceptionel. Første Verdenskrig er en del af min kultur, min historie, fordi den er en del af alle franskmænds kultur og historie og har formet det Europa, vi kender i dag,” siger Pierre Lemaitre.

Hvordan har franskmændene det i dag med krigen?

”Frankrig mindes som andre europæiske lande 100-årsdagen for erklæringen af krigen i år. Man kunne have frygtet, at denne højtideligholdelse blev en institutionel og kunstig begivenhed, helt frakoblet almindelige menneskers virkelighed. Men præcis det modsatte er sket. Franske familier har gennemgået deres arkiver og fundet fotos og breve frem. Fra hele landet er læsere kommet til mig for at vise dokumenter og for at fortælle deres families historie. Vi havde ikke forventet et kollektivt ønske om at mindes eller en reel reaktivering af den fælles hukommelse. Men det er, præcis hvad der er sket. Denne konflikt er tilsyneladende stadig meget tæt på os.”

Efter krigen blev Frankrig genopbygget i en sameksistens af de åbenlyse modsætninger moral og korruption. Hvordan kunne det ske?

“Denne sameksistens af moral og korruption er lige så gammel som den civiliserede verden, og jeg ser ingen grund til, at dette århundrede skulle undslippe den forbandelse. Opbygningen af Europa er ikke mindre moralsk eller mere korrupt end andre tider og andetsteds.”

Har civilisationen overhovedet rykket sig siden 1918? Har vi lært noget af krigen?

”Det er umiddelbart to forskellige spørgsmål. Vi har intet lært fra krigen, vi ikke allerede vidste dengang. Derimod har civilisation ændret sig: Første Verdenskrig medførte udryddelsen af fire imperier: Østrig-Ungarn, det russiske imperium, det ottomanske og det tyske. Krigen forandrede fuldstændig Europas udseende, og den varslede et Europa, som vi kender det.”

Er Første Verdenskrig på en måde vigtigere end den anden?

“Jeg ved ikke, om man kan sige vigtigere. Men de er meget forskellige. Den første krig er en lang og barbarisk militær krig. Anden Verdenskrig, som reelt varede få uger i Frankrig, er en historie om nazisternes barbari og om holocaust. Disse er forskellige kategorier af kriminalitet og krig. Igen kan man sige, at deres relative betydning måske kunne måles, hvis vi vidste, hvilket grundlag man kunne sammenligne krigene på. På det geopolitiske plan var Første Verdenskrig nok 'vigtigere', fordi man så de store europæiske imperiers fald. Den førte til etableringen af nye stater, den russiske revolution og inddragelsen af USA i europæiske forhold. Og så dannede forholdet mellem vindere og tabere kimen til den næste verdenskrig.”

Hvordan ændrede krigen fransk litteratur?

“Første Verdenskrig blev en katalysator for en hel litterær generation i Frankrig. Krigen påvirkede fransk litteratur og forfattere, der måtte se sig nødsaget til at anvende et brutalt sprog for at skildre krigens brutalitet og til at anvende et råt sprog for at beskrive volden. Deres litteratur blev på en måde inspireret af oplevelsen af død. Jeg tror ikke, at eksempelvis Louis-Ferdinand Céline var blevet den store forfatter, vi kender, uden denne krig.”

Céline deltog som ung i Første Verdenskrig og blev hårdt såret og siden dekoreret. Han slog igennem med værket ”Voyage au bout de la nuit” (Rejse til nattens ende) fra 1932, der bygger på erfaringer fra krigen og skildrer den moderne tilværelse som absurd og grusom.

Hvad siger det om vores kultur, at en seriøs roman som din om krigen bliver en bestseller?

”Min roman er ofte blevet genstand for fejlfortolkning af den franske situation: mange læsere tror simpelthen, ud fra den historie jeg fortæller, at Frankrig var utaknemmelig over krigsveteranernes indsats ved helt bevidst at glemme alt om dem og ved at komme videre uden at tage hensyn til de skadede. I virkeligheden var der tale om et Frankrig, der var ødelagt af en krig uden fortilfælde, overrumplet af konfliktens konsekvenser og frem for alt uden ressourcer til at håndtere det anderledes, end man gjorde.

Denne fejlfortolkning bunder efter min opfattelse i en grundlæggende fransk mistro til staten: læserne omsætter i deres fortolkning en manglende tillid til de politiske institutioner, en desillusion over for den politiske moral og en opgivende holdning over for korruptionen og ulovlige indtjeninger.

Franskmændenes læsning af bogen er en temmelig trist diagnosticering af deres forhold til politik. På den måde, og forhåbentlig kun i denne forbindelse, er bogens succes ikke en særlig god nyhed.”