Det raffinerede mesterværk

”Rosenkavaleren” imponerede med glimrende kvindelige sangere

Michael Boder styrer slagets gang som dirigentfor Det Kongelige Kapel og Operakor i opsætningen af "Rosenkavaleren."
Michael Boder styrer slagets gang som dirigentfor Det Kongelige Kapel og Operakor i opsætningen af "Rosenkavaleren.". Foto: Dennis Lehmann .

”Rosenkavaleren” har status som Richard Strauss' mest populære opera. Repremieren på Operaen i fredags var opførelse nummer 118 på Det Kongelige Teater gennem tiderne, og det tal er særligt imponerende, i betragtning af at det er en lang og krævende forestilling at stable på benene.

Besværlig er den også i den forstand, at den kan virke noget splittet mellem det alvorlige, marskalindens stille vemod over tidens ubarmhjertige gang, det romantiske i form af en i hvert fald tredelt kærlighedshistorie og det farceagtige, repræsenteret ved den brovtende baron Ochs. Denne blanding af en skurk og en nar var vist egentlig tænkt som operaens hovedperson, inden Strauss sammen med sin librettist, Hugo von Hofmannsthal, flyttede rundt på brikkerne i det komplicerede spil, så der kom mere fylde og - måske - også en stærkere sammenhæng i værket.

Forestillingen er helt igennem raffineret. Handlingen, der udspiller sig i Wien i midten af 1700-tallet, er set fra Strauss og Hofmannsthals perspektiv fra begyndelsen af 1900-tallet og spiller meget bevidst på det nostalgiske, samtidig med at forestillingens iscenesætter, Marco Arturo Marelli, leger med tid og rum på en meget elegant måde. I alle tre akter domineres scenebilledet af kæmpestore, bevægelige spejle - runde eller rektangulære - der synes at leve deres eget liv og viser os ting, vi ikke ser blot ved at rette blikket mod de medvirkende på scenegulvet, eksempelvis skikkelser, der forsøger at skjule sig. Også tidsforskydninger arbejdes der med, som når et par fotografer fra anno dazumal dukker op og blitzer løs på de adelige.

I grove træk er der fire sangere, der skal bære forestillingen igennem. Det er de tre sopraner, der synger rollerne som feltmarskalinden, Sophie, og den blot 17-årige Octavian, sidstnævnte en såkaldt bukserolle. Det er så yderligere et raffinement, at han (eller hun, om man vil) i flere omgange skal agere kvinde.

Det Kongelige Teater havde besat alle tre roller glimrende: Ann Petersen (der alterner med Anne Margrethe Dahl) var sikkerheden selv som den vemodige, endnu smukke feltmarskalinde - en anelse mere ”endnu” end ”smuk”. Den tyske sopran Anke Briegel var både scenisk og vokalt et fint valg som den unge Sophie, der er lige ved at havne i kløerne på den gamle gris af baron Ochs, og endelig fik Elisabeth Jansson på det nærmeste et nyt gennembrud som Octavian. Hun spillede og sang med et stort overskud og blev aftenens største oplevelse - meget passende, i betragtning af at hun har titelrollen. Hun er jo den kavaler, som kommer med den rose, der over for Sophie skal bane vejen for Ochs.

Samme Ochs blev sunget af Wolfgang Bankl, der ikke helt levede op til de store forgængere i rollen, for eksempel Aage Haugland, som jeg oplevede på The Met i 1990.

Bevares, Bankl var driftssikker gennem alle tre akter, men han manglede en del vildskab eller overskud i sin humor, brovterierne havde deres begrænsninger. Han gled så at sige ind i alle de raffinementer, der nok er forestillingens styrke, men også kunne opleves som dens hæmsko.

Virkemidlerne mere end tangerede det udspekulerede, idet der i alle tre akter var så meget at holde øje med, og for den del af publikum, der havde brug for også at læse de danske overtekster øverst i sceneåbningen, måtte det uvægerligt medføre flakkende blikke og en vis desorientering.

Opera er nu engang også en visuel kunstart, men det nærmede sig det overlæssede, og af og til kunne man blive fristet til at lukke øjnene og bare lade sig rive med af de sofistikerede Strauss-toner, som Det Kongelige Kapel under ledelse af den veloplagte chefdirigent, Michael Boder, tryllede frem fra orkestergraven.