Den stålsatte stjernekigger

Ny udgave af stor tysk biografi om Ernst Jünger åbner for teologiske perspektiver i forfatterskabet

Ernst Jünger blev over 100 år gammel og konverterede kort før sin død i 1998 til katolicismen. -
Ernst Jünger blev over 100 år gammel og konverterede kort før sin død i 1998 til katolicismen. - . Foto: Scanpix.

Den 17. februar 1998 døde Ernst Jünger kort før sin 103-års fødselsdag. Begravelsen foregik til alles overraskelse fra den katolske kirke i Wilflingen. To år forinden var Jünger i al hemmelighed konverteret til katolicismen. Heimo Schwilk skriver, at han dermed sendte et signal om, at han forventede, at det 21. århundrede skulle blive kristendommens renæssance.

For Ernst Jünger var en stjernekigger. Hele tiden var hans blik rettet mod nye horisonter. Måske kom det sig af, at han som barn skiftede skole 11 gange. I Hannover fik Jünger de laveste karakterer i hele skolens historie. Men da han skulle konfirmeres, anførte præsten i protokollen: ”Usædvanligt velbegavet”.

I konfirmationsundervisningen lærte han salmen ”Befal du dine veje” (DDS nr. 36), og i sin livsaften forklarede Ernst Jünger: ”Denne salme har fulgt mig igennem mit lange liv, hvor der i krig og fred hverken har været mangel på farlige episoder eller vanskelige tider. Og efterhånden som mit livs afslutning nærmer sig, bliver jeg stadig mere overbevist om budskabet i disse vers”.

Den purunge Jünger keder sig i Tyskland, og som et fortvivlelsens spring ud i det tomme rum, melder han sig som 18-årig til den franske Fremmedlegion. Faderen intervenerer og får sønnen hjem igen, men snart bryder Første Verdenskrig ud, og her kan ingen hindre Ernst Jünger i at deltage i også de mest dristige aktioner. Undervejs noterer han sine oplevelser med en så ætsende præcision og kølighed, at han i 1920'erne bliver en stjerne på den litterære himmel, da han udgiver ”I stålstormen”. Og han kommer til at få en vækkende og inspirerende indflydelse på ”Den konservative revolution”, der i 1920'erne slår til lyd for et opgør med det liberale og lighedsdyrkende demokrati.

I disse år dukker nazismen op over synsranden, men Jünger nægter at lade sig indrullere i, hvad han betragter som demagogiens og pøbelregimets forstadium. Han forlader således veteranforbundet, da de jødiske medlemmer ikke længere er velkomne. I det hele taget hører Jünger ikke til de ydmyge eller sagtmodige sjæle, der tier artigt eller pakker ordene ind i omsvøb. I den nazistiske presse bliver han derfor truet med ”nakkeskud”, hvad der i de år ikke behøver at være en tom trussel.

Alligevel skriver Jünger sidst i 1930'erne den lille fabel ”På marmorklipperne”, hvori han advarer mod nazismens grusomheder. Jünger viser sig heri som en mester i den antydningens og tvetydighedens grumme ironi, der får bogen listet igennem censuren.

Det er en kundskabsrig og dybtgående biografi, Heimo Schwilk har skrevet. Den opsporer og gennemarbejder en mængde nyt stof, men forfatteren bærer byrden med en lethed, som gør bogen spændende og medrivende. Tillige og især åbner biografien nyt land og nye perspektiver ved at fremdrage de gamle, som blev fortrængt.

Det ser man ikke mindst i kapitlerne om Anden Verdenskrig, som Jünger mestendels tilbringer i Paris. Her lever han flanørens liv. Han dumper ind i antikvariater, gæster museer, deltager i litterære symposier - og har flere lidenskabelige affærer. Jüngers kone opdager dette, og hun anklager ham for dermed at have svigtet sin egen religiøse overbevisning. Anklagen slår benene væk under Jünger, og han retter nu brodden indad, mod sin samvittighed, sin egen holdning og sit eget liv, og han opdager bønnens betydning: ”Af alle domkirker skal kun én blive stående, og det er den, der bliver formet af de foldede hænder. I den alene er der sikkerhed”.

I Paris læser Jünger hele Bibelen fra ende til anden. Han tolker kristendommen som en åndsmagt, der står i uforligelig modsætning til nazismen, hvor SS-folk skyder til måls efter krucifikser. Jünger knytter kontakt til oppositionelle teologer og påbegynder et skrift, hvor kirken tiltænkes en afgørende rolle i efterkrigstidens Europa.

Det lykkes også Jünger at redde mange jøders liv, idet han orienterer den franske modstandsbevægelse om en tilstundende razzia, men efter krigen tier han derom. Han vil ikke erhverve sig offentlig sympati på den konto. I fire år er Jünger således underlagt publikationsforbud, fordi han nægter at erklære sig for ”afnazificeret”. ”Den, som kommenterer sig selv, går under sit eget niveau”, lyder Ernst Jüngers mest berømte maksime da også.

Kort før krigens afslutning falder Jüngers ældste søn, og det tab forsoner han sig aldrig med. Da Jünger mange årtier senere bliver portrætteret, registrerer kunstneren, at der er en latent sorg i den gamle mands ellers så vitale og optimistiske ansigtstræk.

Med mere end 5000 dagbogssider i bogform kortlagde Ernst Jünger det 20. århundrede og skildrede samtidig sit eget dramatiske liv og sig selv som et menneske, der stod på egne ben og ikke på andres. Ernst Jünger gik andre veje end de vedtagne, og med sit forfatterskab foregreb han tegn og tendenser i tiden. K.E. Løgstrup skrev, at vi har skabt et samfund, vi ikke har intelligens nok til. Det var Jünger enig i. Han var derfor kritisk over for atomenergi og genteknologi og manede til respekt for skaberværket, før det blev mondænt. Jünger kunne ømt fortælle om den lille bille, der kravler på et græsstrå som udtryk for Guds signatur på denne verden. Af den grund kunne både Joschka Fischer fra De Grønne og pave Johannes Paul II hylde den omstridte forfatter.

Som 98-årig blev Jünger i øvrigt bidt af en flåt under en vandretur, og på hospitalet kunne han læse i avisen, at han lå for døden. Det fik Jünger til at rejse sig fra sygelejet med ordene: ”Ja, den tjeneste har jeg endnu ikke tænkt mig at gøre dem.”

Den stålsatte stjernekigger så nemlig frem til sin 100-års fødselsdag, der blev en national begivenhed. Forbundspræsident Roman Herzog sagde i sin tale til Jünger: ”Mangel på mod har aldrig hørt til Deres fejl”.

Derom kan man forvisse sig ved at læse Heimo Schwilks biografi.