Selvom pastor emeritus og tidligere folketingsmedlem Søren Krarup har spillet en væsentlig rolle i mere end halvtreds års dansk samfundsdebat, er der aldrig kommet en monografi om hans forfatterskab. Det råder historiker og kommentator Mikael Jalving nu bod på med dagens udgivelse ”Søren Krarup og hans tid”
Da jeg første gang hørte om Jalvings bogprojekt, var jeg især spændt på to ting. Kunne Jalving, der ikke er teologisk skolet og, om jeg husker ret, for nogle år siden gav den som ateist i den primitive Richard Dawkins-aftapning, overhovedet forstå Krarups tænkning med baggrund i Tidehverv? Og ville bogen give svar på 100.000-dollarspørgsmålet om, hvor vidt det er rigtigt, at Søren Krarup og i videre forstand Tidehverv altid har sagt og ment det samme? Eller kan man lave en ”fase-inddeling” af Krarups forfatterskab, også forstået på den måde at hans sene tanker ikke nødvendigvis er en (teo)logisk konsekvens af de tidlige?
Med et lille forbehold, som jeg skal komme tilbage til, er Mikael Jalvings bog meget vellykket som introduktion. Den giver god besked om Krarups tanker, bøger og inspirationskilder. Og man mærker både historikerens og formidlerens pen, når den historiske baggrund for afgørende debatter trækkes op. Med held går Jalving ind i en fortættet reportagestil omkring bestemte begivenheder: Krarup, der for første gang langfredag 1991 får rejst Dannebrog ved kirken i Seem, Krarup i tv-debat med Thor A. Bak fra Dansk Flygtningehjælp og så videre. Og Jalving har sørme også, i hvert fald ud fra mit lægmandsteologiske skøn, bestået den højere forberedelseseksamen i lov og evangelium og antinomisme-striden i Tidehverv i 1970'erne. Tjek!
Bogen er inddelt i tematiske kapitler som ”Demokratismen”, ”Unionen” og ”Indvandringen”, der til en vis grad også fungerer kronologisk, fordi Søren Krarup har skiftet fokus, når udviklingen satte nye problemstillinger på dagsordenen. Jalving nærer både sympati og beundring for Søren Krarup, men der er alligevel en fin distance i bogen.
Her er det nok en fordel, at Jalving kommer ”udefra” og ikke har haft sin gang i tidehvervske kredse. Flere af de afgørende debatter er han på såvel historisk som saglig afstand af, og det hjælper på det kølige overblik. Distancen glipper desværre mod bogens slutning, hvor vi nærmer os nutiden. Jalving er selv brændende engageret i den såkaldte islamkritik, som også bliver det hidtil sidste store tema for Krarup, og der går heppekor i fremstillingen, som kæntrer på underlig vis. Pludselig diverteres der med lange lister af bogtitler på islamkritiske bøger, og en enkelt refereres over flere sider.
Jalving virker også rådvild med hensyn til, hvordan bogen skal tone ud. Hidtil har man kun meget diskret fornemmet, at han også trækker på samtaler med kritiske kendere som en Bertel Haarder. Pludselig lader han billedligt talt mikrofonen gå rundt til Kathrine Lilleør, Iben Thranholm, Monica Papazu med flere. Kan de hjælpe her? Hvad skal man mene om Krarups samlede indsats?
Det er synd, at bogen ender lidt opkørt og ufokuseret. Det er jo ingen skam at lade en åndshistorisk fremstilling klinge åbent og spørgende ud, fordi det selvsagt ikke er muligt på nuværende tidspunkt at vurdere rækkevidden af Krarups indsats. I øvrigt er han jo ikke død endnu, selvom Jalving slår over i en elegisk tone.
Til spørgsmålet om faseinddeling i forfatterskabet lægger Jalving nogle brikker. Det forbliver dog for denne læser lidt uklart, hvilken rolle Krarups allertidligste bøger om Harald Nielsen og Hørup spiller for det senere forfatterskab. Bliver der lagt nogle afgørende spor her?
Mere vigtigt for Jalving er et indlæg ved Tidehvervs sommermøde i 1964, hvor den unge Søren skosede de ældre i kredsen for lige lovlig fornemt at holde sig uden for den almindelige kulturdebat. Dette var signalet til at Krarup gik ind i sin tid, ikke mindst med ”Demokratisme” fra 1968. Med denne bog blev der både åbnet en liberal flanke mod behandlerstaten Danmark og en eksistentialistisk flanke mod formyndersamfundet. Krarup kom naturligt nok i strid med de mange fra sin egen generation i Studenterkredsen, der gik til venstre i ungdomsoprøret.
Til gengæld følte han et uventet fællesskab med venstrefløjen og Ebbe Kløvedal Reich og hans Grundtvig-læsninger i modstanden mod Danmarks tilslutning til EF i 1972. Krarup bliver her mere nationalt bevidst, og det går også op for ham med ætsende klarhed, hvor lidt han har til fælles med de borgerlige partier. Senere i 1970'erne fulgte det store interne opgør i Tidehverv. Forenklet sagt leverede Krarup nu den teologiske argumentation for, at man burde gå ind i sin tid og byde den modstand, og han forfulgte derefter forskellige politiske dagsordener i de senere årtier: modstanden mod EF, modstanden mod indvandringen, kritikken af islam. Krarups eget grundlag forskyder sig igennem disse konfrontationer fra det liberale mod det konservative, fra det eksistentielle mod det nationale og fra det (kristent-)nihilistiske til kristendom forstået som positivt grundlag for en kulturkamp. Man fornemmer måske også hos Jalving, at Krarups skrivestil gennem tiden forandres fra det analytiske og polemiske (og underholdende!) til det revsende og forkyndende (og måske ikke helt så underholdende).
Mange af hans teologiske rejsefæller stod af eller måtte sluge nogle kameler for at fortsætte med karavanen. Som intellektuel historie havde Mikael Jalvings fremstilling nok stået stærkere, hvis han havde gjort mere ud af de principielle, herunder teologiske, uenigheder, der kunne gøre det svært for selv dedikerede tidehvervsfolk at sluge den seneste vending.
På akkurat dette punkt er Jalving hæmmet af, at han kender mere til politiske lidenskaber end til teologiske. Han forstår ikke dybden af den forargelse, en Krarup har kunnet vække, selv hos folk der var enige med ham i mangt og meget.
Men der skal jo også være noget for os andre og for efterslægten at give sig til, og som den første monografi om Søren Krarups forfatterskab gør Mikael Jalvings bog fin og rigelig fyldest.