Hørslev skriver sig ind under Marie Grubbes korset

Lone Hørslevs niende bog er svær at lægge fra sig, før sidste side er vendt, mener anmelderen. Klik på pilen for at se flere billeder. - Foto: Scanpix

En fornem række af forfattere har skrevet om adelskvinden Marie Grubbe, og med sin nye roman "Dyrets år" bliver Lone Hørslev én af dem

Oppe på Akershus slot er Marie Grubbe ved at blive klædt på af Anna Orse. Den slags tager tid: der er korsetter, skørter, bånd og bændler, der skal strammes og arrangeres. Nede fra den stinkende, iskolde kælder høres de desperate skrig fra ”Troldkvinden”, der efter en tur i torturkammeret har indrømmet alt og nu afventer dødens fred.

Vi er i vinteren 1666, ”Dyrets år”, på Akershus i det daværende Christiania.

På forsiden af romanen giver Lone Hørslev et overlegent og legende svar til dem, der klager over, at kvinder iscenesætter sig selv på deres forfatterfotos, ved selv at optræde (halvt dekapiteret) iklædt en korsetteret kjole, som kunne have siddet på hendes hovedperson. Et billede på, at hun som forfatter ikke bare er en hjerne, men faktisk forsøger rent kropsligt at rykke ind i sin hovedperson, uden at hun dog dermed bilder sig ind at være sin hovedperson (derfor det halve hoved). Et forsøg, der lykkes i den grad. Man både mærker og tror på Hørslevs Marie Grubbe.

Det en stolt tradition inden for dansk litteratur, som Lone Hørslev med Marie Grubbe-romanen ”Dyrets år” lægger sig i. Holberg, Blicher, H.C. Andersen og J.P. Jacobsen har alle skrevet om kvinden, født til et liv på samfundets top, som fulgte sin lidenskab til samfundets bund. I vores tid har Ulla Ryum og Juliane Preisler arbejdet med hendes figur.

Som kun 17-årig blev Marie Grubbe fra herregården Tjele gift med kongens uægte søn, Ulrik Frederik Gyldenløve. Et klassisk arrangeret ægteskab, arrangeret på trods af det faktum, at Gyldenløve gennem otte år havde været gift med en anden. Efter syv år returnerer Gyldenløve sin kasserede kone til Tjele, formodentlig fordi hun var ham utro (den slags friheder var kun mænd forundt). Hvad der siden skete, og hvordan det gik til, at hun endte sit liv alene og i stor fattigdom på Falster, må man selv læse videre i historiebøgerne om.

Man forstår godt, at Marie Grubbe, som de fleste nok stifter bekendtskab med igennem J.P. Jacobsens vidunderlige roman, stadig kan ægge til nye fortolkninger. Man ved meget lidt om personen Marie Grubbe (1643-1718), for eksempel findes der stort se ingen visuelle gengivelser af hende, så ud over de historiske fakta er der et stort frirum for forfatterens egen fortolkning.

Lone Hørslevs roman udspiller sig primært i den iskolde vinter 1666-67. Christian Frederik Gyldenløve er udnævnt til statholder, han er for det meste bortrejst, og Marie Grubbe er overladt til sig selv. 23 år, alene hjemme, er det så underligt, at hun kaster lange blikke efter ritmester Blanquefort, er det så underligt, at hun (for første gang i sit liv måske) forelsker sig med sjæl og ikke mindst med krop? Nej, viser Lone Hørslev os i de erotiske scener mellem de to, hvor hun i den grad folder sit talent for karaktertegning og sanseligt nærvær ud.

Lone Hørslevs Marie Grubbe er en ung, lidt naiv kvinde med en stor sanselighed og et vakt erotisk begær, som hun i modsætning til de fleste af tidens kvinder har mulighed for at leve ud, fordi hun ikke bliver gravid. Hendes mor døde i barselsseng, hendes søster føder det ene barn til kisten efter det andet, pigen i køkkenet må betale med livet for en graviditet påført hende af hr. Gyldenløve, men Marie Grubbe går fri. Lone Hørslev lader hendes barnløshed være en frihed og årsagen til, at hun reelt kan og tør åbne for sin egen seksualitet. Parallelt udfolder hun Gunille fra køkkenets skæbne med en nøgternhed, der gør gruen så meget desto større.

Nok har Marie Grubbe formelt en stor magt og frihed som toppen på kransekagen, men reelt er hun sin mands ejendom, og slottet har ører overalt. Både i konkret og i overført forstand er hun spærret inde:

”Anna Orse strammer til, og Marie gisper og forbander den uro hun har i sin krop, og som intet korset kan holde styr på. En uro som er flyttet ind i hendes krop efter Blanquefort kom til Christiania i sommer. En uro som har vokset sig større dag for dag, som en myretue der kriblende krablende vokser.”

Ritmesteren bliver bange for den forelskede Marie, og trækker sig klogeligt ud af den erotiske alliance, hvilket efterlader hende i så stor en kærlighedskrise, at hun må bevæge sig ud, hvor hun for alvor sætter sit liv på spil. Det er her ”Dyrets år”, 1666, kommer ind. Fattigdommen er enorm, uvidenheden stor, sult og børnedødelighed, døden er nærværende hver eneste dag. Overtroen og historierne florerer. Det kan være fatalt at søge hjælp hos den forkerte:

”Ingebjørns messen var efterhånden blevet næsten uhørlig, en hvislende hvisken, en strøm af uforståelige ord. Og omsider åbnede hun øjnene og så på Marie, - det er tid til at spørge, hviskede hun venligt og vendte sig mod ålen i karret.”

Hekseafbrændinger og de vildeste torturmekanismer er normen for at udgrænse alt det farlige, der truer civilisationen. Og nu er vi så ovenikøbet nået til ”Dyrets år”: ”Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666,” som der står i Johannes' Åbenbaring. Og var efterårets store brand i London ikke bare det første tegn på, at Satan nu vil tage over? Det mener i hvert fald Styge Høegh, Marie Grubbes sortsynede, men charmerende svoger, som sammen med hendes bitre og misundelige storesøster, Annemarie, har søgt tilflugt fra hans kreditorer på Akershus. Hvordan denne menage a trois (Gyldenløve er stadig ikke kommet hjem) udvikler sig, må man selv finde ud af.

Lone Hørslev skriver indlevet om Marie Grubbe, så man selv føler, man er der. Men det er man ikke, det er hun heller ikke selv, og det markerer hun ved indimellem at lade en mere historisk og nøgtern fortællerstemme tage over og berette om, hvad der faktisk skete, hvad man ved og ikke ved. Det er en svær konstruktion - dette med at skifte mellem fiktiv indlevelse og regibemærkninger af faktisk art, men det lykkes for Lone Hørslev.

Med ”Dyrets år” har hun skrevet en historisk roman, som man fuldstændigt lever sig ind i, samtidig med at man også ved, at det historiske er en ramme, et lån til fiktionen af i dag.

Lone Hørslev har komponeret og spundet sine ender, så man mærker, hvilke hårde betingelser det der med kærlighed havde, både ”upstairs and downstairs”. Og så man ikke kan lægge bogen fra sig, før sidste side er vendt. Og ser man på de litterære Marie Grubber - ja, så kan man bare sige, at Hørslevs version fortjener sin plads i rækken.