Frygt var årsagen til Første Verdenskrig, lyder en af de få centrale påstande i professor Martin Zerlangs nye, lækre og overdådigt illustrerede bog om 1914, der udkommer i samarbejde med dette års Golden Days Festival i København: Tiden, menneskene og staterne var nervøse, hektiske, mistroiske. Man vogtede over hinanden, frygtede at blive omringet, udspillet eller distanceret.
I denne elektriske atmosfære kunne den mindste årsag få mastodontiske virkninger: derfor satte den serbiske nationalist Gavrilo Princips mord på Østrig-Ungarns tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo verden i brand.
Zerlang interesserer sig ikke så meget for krigen i sig selv som for tidens stemninger og sindstilstande, dens ”mentalitet”, som forfatteren kalder det, der kommer til udtryk i snart sagt alle facetter af ”kulturlivet” (i ordets mest omfattende betydning): litteratur, mode, sport, opdragelse, industrielt design, forlystelseslivet, film, finkultur og massekultur. Det hele er med i én stor, demokratisk pærevælling.
Læseren får altså ikke en sammenhængende fortælling, men en fastfrysning af årets begivenheder og trends i en løs, sideordnet komposition uden centrum og rækkefølge. 1914 betragtes som et kubistisk maleri: ”“ i brudstykker og fra flere vinkler på samme tid, og gerne i 'brækkede jordfarver', så man først ved andet eller tredje øjekast kunne se, hvad billedet hævdede at forestille”.
Det kubistiske blik er bogens ene greb, det andet er samspillet mellem Danmark og verden: Vi puslingelændere hyggede os jo i smug, men den store verden spejlede sig selvfølgelig i vores lille, og Zerlang har forlystet sig med at sammenligne, hvordan man byggede i Danmark og resten af Europa, hvordan man morede sig, hvad forfatterne skrev om osv.
Blandt Zerlangs forbilleder er den franske mentalitetshistoriker Marc Bloch og den danske kulturhistoriker Troels Lund, der hellere skrev om almuens dagligdag end konger og krige. I baggrunden aner man den unævnte tyske tænker Walter Benjamin, der ligesom Zerlang tog populærkultur og underholdningsindustri dybt alvorligt. Zerlang har i hvert fald moret sig med at gennembladre gamle aviser, tidsskrifter og ugeblade.
”1914” er gennemgående underholdende: Det er morsomt at læse om Blixens møde med en tysk kaptajn i Afrika og Johannes V. Jensens forgæves forsøg på at forstå sin tidsalder ved at foretage en jordomrejse, men billedet forestiller ikke rigtigt noget, og den eftersøgte ”mentalitet” vil ikke materialisere sig.
Til gengæld finder den meget vidende professor opsigtsvækkende spejlinger mellem Danmark og verden: modsætningen mellem de tyske forfattere og brødre Heinrich og Thomas Mann, hvoraf den ene var pacifist og internationalist, den anden krigsbegejstret nationalist, finder sit danske modstykke i forholdet mellem brødrene Ove og Helge Rode; førstnævnte var pacifistisk, radikal indenrigsminister, sidstnævnte digter og kritiker, der vel ikke var begejstret, men temmelig fascineret af krigen.
Det var heller ikke kun tyskerne, der havde Nietzsche-inspirerede ”krigsfilosoffer”, som rugede over de dybe forbindelser mellem krig og ånd, ødelæggelse og skaberkraft, over soldatens særlige livsindsigter og militarismens velsignelser; også her kunne vi være med i skikkelse af den fremtrædende forfatter Karl Larsen, der lovpriste den tyske ”Nationalmilitarisme” i bogen ”Krig og Kultur” fra 1915. Beundrende hedder det om tyskerens militariserede livsforløb: ”Han er under hele sit livs virksomhed i trøjen og bytter den først med ligskjorten.”
Overraskende nok følte kraftkarlen Johannes V. Jensen væmmelse ved krigsreportager, som han sammenlignede med pornografi.
Et nyt fænomen, der begyndte at optage iagttagerne, var ”massen”: Hvad sker der med hin enkelte, når han euforisk smelter sammen med mængden, mister sit jeg, sin individuelle eksistens, og smelter sammen med en større krop? Man kunne se fænomenet lige for øjnene af sig i de berusede augustdage i 1914, på storbyernes pladser, torve og boulevarder.
Den danske filmstjerne Asta Nielsen oplevede fænomenet i Berlin, da en opgejlet hob forfulgte hende i den tro, at hun var russisk agent. Da hun bliver genkendt, skifter stemningen fra lynchning til jubel.
Freud investerede sin ”libido” i den østrig-ungarske sag, men så samtidig, at i massen trives ”de mest primitive, gamle og rå, psykiske forestillinger”. Massemennesket er hinsides fornuften, men det kan styres af reklame og propaganda. Der var meget at lære for de totalitære bevægelsers demagoger, der boltrede sig efter krigen.
Javist, det er spændende alt sammen, men igen: hvad forestiller billedet, hvilken mentalitet har Coco Chanel og Johannes V. Jensen, Emma Gad og Franz Kafka tilfælles? Bevares, de levede alle i en verden, der (som verden altid gør) blev mere og mere ”moderne”; der kom flere biler og færre hestevogne; landsbyerne skrumpede, byerne voksede, det hele gik så hurtigt. Men indgår figurerne i et motiv? Zerlangs postulerede forbindelseslinjer fra ”arkitektur til gymnastik, fra politik til skulptur og fra sprog til vold” forbliver usynlige, stumperne stykkes ikke sammen, bogen er lige så fragmenteret som verden efter 1914.