I den populære tyske forfatter Juli Zehs nye roman ”Nultid” fortælles en anekdote om jeg-fortællerens afsluttende universitets-eksamen. Fortælleren, der i sin tid læste jura, blev i den sidste, mundtlige prøve eksamineret af statsretseksperten Brunsberg, berygtet for sin ydmygende adfærd over for de studerende.
Og i denne eksamen dropper Brunsberg rigtigt nok idéen om at eksaminere fortælleren i jura og statsret, som denne havde forberedt sig til, men morer sig derimod over at udspørge den af angstsved drivvåde studerende om et emne, denne aldrig har beskæftiget sig med i sine studier: nemlig politisk filosofi.
Eksamen ender overraskende nok med skulderklap og en meget fin karakter til fortælleren. Alligevel bliver oplevelsen et vendepunkt for ham. Denne frastødende scene fremstår for ham symbolsk for hele det moderne Tyskland, hvor alle og enhver konstant er optaget af at se hinanden an, at vurdere og bedømme hinanden: Hvor alle er del i en lige så overfladisk som udbredt ”bedømmelsesmaskine”, og livet leves i et altomfattende net af gensidige vurderinger.
Fortælleren beslutter efterfølgende at forlade ”krigszonen”, som han nu kalder det forhadte Tyskland. Han vælger derimod et liv med arbejde som dykkerlærer på en tropisk vulkanø midt i Atlanterhavet. Og hans søgen efter roen under vandoverfladen, hvor alt er reduceret til stilhed og klarhed, er et mere end tydeligt symbol for denne længsel væk fra præstationssamfundet, hvor små børn skal lære kinesisk for senere at kunne klare sig i den internationale konkurrence.
Romanens egentlige plot, et trekantsdrama med psykologiske dybdedimensioner og et voldsomt mordforsøg, er bygget ind i denne historie om flugt fra det moderne bedømmelsesvanvid. Men i bund og grund tjener plottet - som det så ofte er tilfældet hos Zeh - mest som en illustration af moralske og retsfilosofiske problemstillinger: i mødet med skuespilleren Jola og forfatteren Theo stilles skarpt på de mellemmenneskelige relationers indre dynamik og på umuligheden i at stedse forblive under vandet: på et eller andet tidspunkt udløber tiden her (den såkaldte ”nultid” blandt dykkere), og fortælleren bliver på godt og ondt nødt til atter at dukke op og forholde sig til de komplekse spilleregler og bedømmelsessystemer, som åbenbart præger den menneskelige adfærd.
Zehs roman er derfor langt hen ad vejen foruroligende læsning. Man kan vel næsten læse den som en dystopisk erkendelse af, at længslen væk fra ”krisgzonen” er dømt til at mislykkes - så længe vi har dens selvsamme bedømmelsesmekanismer inden i os. Som en af de andre hovedpersoner i romanen på et tidspunkt udtrykker det: At udvandre ville kun give mening, hvis det land, vi flygtede til, ikke var os selv.
Ligesom i forfatterens tidligere romaner som ”Corpus delicti”, ”Det sidste spørgsmål” og ”Legesyge” beskæftiger Zeh sig i denne roman altså med aktuelle problemer, som behændigt sættes i en filosofisk og politisk kontekst.
”Nultid” forholder sig kritisk til længslen efter eksilet, til idéen om, at man bare kan bryde ud af ”det stressede 21. århundrede” ved at flytte til for eksempel en ensom ø.
Alverden drager i eksil, hedder det et sted i romanen, af sted til ”biedermeier, ud på landet, ind i hobbyen, nostalgien eller altså ud på en ø”.
Ifølge romanen er disse forsøg dog intet andet end et ”retræteslag”, hvor de egent-lige udfordringer måske snarere - sådan kan man i hvert fald læse romanen - ligger i at tage kampen op mod det aktuelle bedømmelsesvanvid.
Det er ikke så længe siden, at en tysk litteraturkritiker gjorde opmærksom på, at den aktuelle tyske samtidslitteratur i uforholdsmæssig grad handler om øer.
Zehs roman tager diskussionen et skridt længere: hvordan ønsker vi egentlig at leve sammen? Dens plot er delvist forudsigeligt, og en æstetisk inspirerende forfatter bliver Zeh nok heller aldrig. Men hendes bøger tager aktuelle emner op til diskussion - og åbner for spørgsmål, som utvivlsomt er værd at tænke over.