Ved tennisturneringen US Open spillede Caroline Wozniacki den 7. september finalekamp mod Serena Williams. Selvom kampen blev vist sent om aftenen, blev den alene i Danmark set af 360.000. Efterhånden som Wozniacki havde jordet modstander efter modstander, herunder en topspiller som Maria Sharapova, steg spændingen til bristepunktet. Men i finalen måtte hun strække våben over for en modstander i en klasse for sig.
Det har undret og irriteret mig, at mange - både journalister, kommentatorer og folk i min omgangskreds - har forklejnet Wozniackis indsats. Deres indvending har typisk været, at hun er en defensiv spiller, der hovedsageligt sender bolden retur over nettet uden at lægge pres på modstanderen. Også hendes forhåndsslag, serv, netspil og smash vurderer de som mådelige. Når jeg så spørger, hvorfor hun mon i over et år var nummer et på verdensranglisten, svarer de, at hun har skrabet sine points sammen ved at deltage i en masse små turneringer. Men det kan hendes konkurrenter da også gøre!
Foruden sine modstandere på banen har Caroline Wozniacki måttet kæmpe med både pressen og almindelige borgere, der på meningsløst grundlag satte spørgsmålstegn ved gyldigheden af hendes førsteplads.
Men også hendes optræden før og efter kampene har man brokket sig over - herunder i denne avis. Når hun interviewes, har hun ifølge en kommentator intet interessant at bidrage med, men fremtræder mekanisk smilende og medieglat. Hvorfor løfter hun dog ikke på sløret og inddrager sit privatliv, spørges der.
Når jeg sammenligner Caroline Wozniackis interviews med andre tennisstjerners, synes jeg nu ikke, der er meget at kritisere. Man kan forstå, hvad hun siger - i modsætning til det engelsk, der bruges af en del andre spillere - og både når hun har vundet og tabt, taler hun anerkendende om sine modstandere. Hun husker også at takke tilskuerne for deres støtte og engagement. Hendes sprog er godt nok lidt klichéfyldt, og skulle jeg give hende et råd, kan hun godt droppe modeordet 'amazing'.
Men at hun også skulle levere dybsindigheder eller berette om sine private udfordringer, er da for meget forlangt. Når der i Hollywood holdes takketaler efter Oscaruddelinger, er der jo heller ikke meget stof til eftertanke i dem. De fleste prismodtagere aflirer lange lister over folk, de vil takke, og de, der skiller sig ud, optræder enten balstyrisk (som Roberto Benigni), bryder sammen i gråd (som Gwyneth Paltrow) eller forsøger at sige noget intellektuelt (typisk briter).
Hvad ligger der egentlig til grund for denne mangel på respekt for, hvad det kræver at komme til tops i en sportsgren? Kan det være akademisk nedladenhed?
Dybsindigheder og refleksion i interviews med sportsstjerner hører ikke til normen og er vel heller ikke det, de fleste lægger vægt på. Men det, stjernerne leverer, skal selvfølgelig gerne være forståeligt, informativt og underholdende. En markant undtagelse fra normalbilledet er legenden Andre Agassi, der har skrevet en virkelig tankevækkende bog om sit liv som tennisspiller (”Open - An Autobiography”, 2011, dansk oversættelse 2012). Her får man et indblik i, hvor umenneskelig høj prisen kan være for at komme til tops. Agassi fortæller også, hvordan han blev kritiseret for endnu ikke at have vundet en Grand Slam-turnering. Det er præcis det samme, Caroline Wozniacki kritiseres for i dag.
Under US Open var det tydeligt at se, at Wozniacki er blevet bedre, både hvad angår serv, grundspil, netspil og smash. Nu mangler der blot lidt mere fart, dybde og sikkerhed i forhånden. Mentalt virker hun stærkere end nogensinde.
Den dag Caroline Wozniacki efter en sejr over tjekken Petra Kvitova som den første dansker nogensinde blev nummer et i verden, havde jeg en kronik om hende i Berlingske (8.10.10). I den skrev jeg, at hun kunne fortjene at komme på et frimærke - i fuld figur, naturligvis. Det gjorde Michael Laudrup, da han i 1989 prydede det frimærke, der blev lavet til DBU's 100-årsjubilæum. Det kostede 3,20 kroner! Hvis Post Danmark har brug for at få en ny portoforhøjelse til at glide ned, foreslår jeg nok engang, at de lancerer et Caroline-frimærke. Det ville være en fuldt fortjent anerkendelse af en stor idrætspersonlighed.