Der behøver ikke flyde blod, men der skal være noget på spil

Oxus-floden snor sig livgivende gennem landskabet, der er rammet ind af den afghanske bjergkæde Hindu Kush. I baggrunden kan man skimte ruinerne fra den kulturrige by Balkh i provinsen med samme navn, hvor den persiske poet Rumi skrev sine digte. Balkh står skrevet på farsi henover den løgformede kuppel på den blå moské Mazar-e Sharif. Og ud af billedet flyver en kæmpebi med en fem-bladet propel, der danner en heraldisk blomst. Biens liv hænger i propellernes kerne - Jesus-bolten, som den kaldes.

Bien er symbol på de tre danske redningshelikoptere, der siden slutningen af juli har været på mission i Afghanistan. Og sammen med de andre symboler er den blevet til det stofmærke, som de 76 danske udsendte i eskadrille 722 bærer på deres uniform, mens de er af sted på mission. Missionsmærket er skabt af den danske kunstner og pilot Simone Aaberg Kærn.

”Da jeg selv er pilot, er jeg kommet meget tæt på de udsendte piloter, og jeg er bekymret for dem. De skal operere på et tidspunkt, hvor vi ellers har sendt de danske soldater hjem og vendt Afghanistan ryggen. Derfor er det vigtigt for mig at give dem nogle stærke symboler og noget god magi gennem mærket. De har brug for lykke på rejsen,” forklarer hun.

Simone Aaberg Kærn vugger frem og tilbage i en farvestrålende hængekøje, der er spændt ud mellem de nøgne betonsøljer i det pakhus, som udgør hendes atelier i det københavnske nordvestkvarter.

Den aktivistiske kunstner har ladet krig og kunst krydse veje flere gange gennem årene. For eksempel da hun portrætterede 45 kvindelige piloter under Anden Verdenskrig på Louisiana. Hun trodsede i 2002 et flyveforbud i afghansk luftrum og fløj en enmotors propelflyver derned for at besøge en afghansk pige, der brændende ønskede sig at flyve. Turen resulterede i en prisvindende dokumentarfilm. Og hun har udstillet portrætter af danske ministre, der har været med til at sende danske soldater i krig, som på portrætterne har fået påført soldaternes sår.

I 2010 slog Simone Aaberg Kærn for alvor sit navn fast, da hun forevigede Anders Fogh Rasmussen i selskab med et Hercules-transportfly på portrætvæggen i Folketinget. Og hun lavede i 2011 også missionsmærket til de danske soldater i Libyen. Efterfølgende tog hun til basen på Sicilien for at male missionsmærket med de danske soldater og videre til Libyen for at være øjenvidne til kamphandlingerne på fronten. Og det nye missionsmærke har hun også planer om at tage til Afghanistan og male med de danske udsendte til september.

”Med missionsmærkerne har jeg tidligere taget et stykke virkelighed og puttet det ind i kunsten. Og så går jeg tilbage til virkeligheden og laver noget helt konkret til den. Det er samtidig dybt provokerende. Du kan jo kalde missionsmærket for krigspropaganda, hvor jeg som kunstner involverer mig direkte frem for at være neutral iagttager,” siger hun, kigger intenst efter en reaktion og griner med et glimt i øjet som et barn, der har fingrene langt nede i kagedåsen.

”Det er et dybt interessant dilemma, for hvordan skal jeg agere i det?”, spørger hun retorisk uden at give svar lige med det samme. Med en fortid som besætter i det anarkistiske miljø er det da også svært at se svaret ligge lige for.

”Jeg bliver ved med at spekulere over det dilemma, og det provokerer mig helt vildt. For det skubber til min egen småborgerlighed, som jeg bruger som model for, hvad der er interessant at arbejde med,” forklarer Simone Aaberg Kærn.

Bag hende har en Gadaffi-oprører taget sigte i bunden af et gigantisk lærred. Han sigter mod to kampvogne. Og kampflyene over hans hoved er ved at tegne sig i kul. Det er også et af Simone Aaberg Kærns kunstneriske projekter efter hendes oplevelser i Libyen.

”Min ambition er at skubbe til min egen og andres virkelighedsopfattelse. Tænk, hvis vi kunne komme til at se verden på en anden måde bare et øjeblik. Krig stiller nogle meget store spørgsmål til det at være menneske, for vi må jo ikke slå ihjel. Men når nu staten har bedt os om det, hvordan skal vi så håndtere det?”, spørger hun.

Og netop de moralske spørgsmål gør, at kunsten skal med i krig, mener Simone Aaberg Kærn.

”Det er noget andet at være der end at se krigen i fjernsynet, hvor man kan forholde sig mere distanceret til den. Og det er nødvendigt at se, hvad krigen rent faktisk gør, fordi kunsten efter min mening skal afspejle det, der foregår i vores samtid,” siger hun.

Simone Aaberg Kærn, der har været ude på flere missioner i kunstens navn, har dermed også valgt at leve livet farligt. Og det er nødvendigt for at skabe interessant kunst, mener hun.

”Der behøver ikke flyde blod, men der skal være noget på spil - for eksempel mit ståsted og min ære som kunstner. Hvis jeg bare reproducerer mig selv, gør jeg ikke mit arbejde som kunstner ordentligt. Men jeg har selvfølgelig ikke løst opgaven, hvis jeg ikke kommer hjem igen. Og i dag må jeg ikke dø, for jeg har en stor familie derhjemme,” siger Simone Aaberg Kærn, der er mor til seks - to biologiske og fire bonusbørn.

Det var imidlertid noget andet, der oprindeligt fik den nu 45-årige kunstner til at vælge sin vej: En daglig væmmelse over et Bjørn Nørgaard-værk på Høje Taastrup station, når hun tog toget ud til sit naturvidenskabelige studium på Roskilde Universitet. Og da nogle venner en dag tog hende med til croquis-tegning, blev hun grebet og begyndte at følge kurser på Arkitektskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi, som hun senere blev uddannet fra.

I takt med, at Simone Aaberg Kærn som kunstner insisterer på at træde helt ned i Anders Fogh Rasmussens sokker, når hun skal portrættere ham, og at bidrage til krig ved at skabe missionsmærker til danske udsendte, placerer hun sig også i skudlinjen for kritiske røster. Men som medborger i et demokratisk land er hendes krigsdeltagelse uundgåelig, mener hun.

”Jeg er som borger med til at sende soldater i krig, og min medskyld bliver ikke mindre af, at jeg lukker øjnene for det. Jeg har altid vidst, at krig er noget skidt. Men jeg ved også, at vi ikke holder op med at føre krigshandlinger foreløbig. Derfor er det vigtigt at studere dem, så vi kan komme med alternativer til metoden,” siger hun og fortsætter:

”Og så skylder vi de udsendte at vide, hvad de laver. Jeg vil ikke være farisæer. Jeg vil vise, hvorfor de gør, som de gør, så vi ikke fordømmer dem bagefter, når de har gjort det, vi har bedt dem om.”