Tidens forfatter er lidt af en flanør

Forfattere har altid slentret gennem byen, mens de har tænkt over livets store og små spørgsmål. Genren ”flanørlitteratur” er nu atter aktuel med nye bøger og artikler om emnet

Amerikansk-nigerianske Teju Cole elsker at gå og observere i naturen eller storbyen. Det sidste gør også hans hovedperson i debutromanen ”Åben by”, som skriver sig ind i en lang tradition for flanørlitteratur. -
Amerikansk-nigerianske Teju Cole elsker at gå og observere i naturen eller storbyen. Det sidste gør også hans hovedperson i debutromanen ”Åben by”, som skriver sig ind i en lang tradition for flanørlitteratur. - . Foto: Paw Gissel.

”En eftermiddag med øsende regn, hvor ginkgobladene lå i ankelhøje bunker ud over fortovene og lignede tusindvis af små, gule væsner, der lige var faldet ned fra himlen, gik jeg ud for at gå en tur.”

Og gå gør psykiateren Julius i Teju Coles essayistiske roman ”Åben by”, der udkom på dansk for nylig, og hvor dette afsnit er taget fra.

I bogen vandrer og slentrer Julius gennem New Yorks boulevarder og gader, mens tanker flyver højt om musik, litteratur og de forbipasserende millioner af ansigter, han møder på sin vej.

Teju Cole er selv lidt af en flanør. ”Jeg elsker at gå,” fortæller han til Kristeligt Dagblad under sit besøg i Danmark for nylig i anledning af den ekstremt velanmeldte debutroman.

Cole er født i Nigeria og har boet sit voksne liv delvist i New York og Zürich. Han har også altid sit kamera med sig sammen med en notesblok i lommen.

Med sin roman indtræder Teju Cole i en lang tradition for såkaldt flanørlitteratur, hvor hovedpersonen - ofte inspireret af forfatterens eget liv - ikke kan sidde stille og lader idéer, tanker og observationer komme til sig, mens det ene skridt tager det andet.

Teju Cole fortæller, at han selv har gået alle de ture, som beskrives i romanen. Måske ikke på samme tidspunkt og måske ikke i samme rækkefølge, altså med start og slutpunkt.

”Mange forfattere bruger Google Earth til at lære et sted at kende, men jeg går ud og fotograferer og skriver ned,” siger han.

”Åben by” har ikke noget klart plot, og dens styrke er, som en dansk anmelder påpeger det, dens ”essayistiske, kulturanalytiske afsnit, som dissekerer den vestlige samtidskultur, dens paradokser og dårskaber”.

Med sin fortæller Julius har han skabt en ny, samtidig flanør. Siden oldtidstænkerne traskede rundt på de græske øer og filosoferede, har mange forfattere opdaget forbindelsen mellem det at gå, tænke og skrive. Den romantiske periodes pioner, engelske William Wordsworths, digte er fyldt med mange skridt op og ned ad bjerge, gennem skove og ud ad befolkede veje. Selv gik digteren angiveligt mange kilometer om dagen - og mange tusinder gennem hele sit liv.

Teju Cole er uddannet kunsthistoriker og underviser i litteratur på forskellige forfatterskoler. Han er drevet af tematikker som etnicitet, kultur og køn, hvilket også skinner igennem i ”Åben by”. Han fortæller om en tur, han engang gik fra Houston Street til Columbiauniversitetet, en afstand på cirka 10 kilometer, midt i byen.

”Det føltes som en episk rejse at gå forbi husblok efter husblok med hver sin særlige karakter. Den slags vandringer sent om aftenen uden et bestemt mål, som kendetegner mange af mine gåture, kan føre til en slags hallucination, der bare fortsætter.”

Flanøren blev som romanfigur indført i litteraturen i løbet af 1800-tallet og opbygningen af de store metropoler. Flanøren slentrer rundt i gaderne i de nye europæiske betonjungler uden et egentligt formål og observerer det myldrende liv.

Charles Baudelaire og de franske symbolister var nogle af de første forfattere til at anvende flanøren, som har eksisteret i forskellige former sidenhen.

Men hvad er det med at gå, som gør det så meget bedre at tænke og skrive, spørger videnskabsjournalisten Ferris Jabr i en artikel, der blev bragt for nylig i kulturmagasinet The New Yorker.

”Når vi går, slår hjertet hurtigere og cirkulerer mere blod og ilt - ikke kun til muskler, men også til hjernen. Eksperimenter viser, at motion, selv lidt bevægelse, får folk til at klare sig bedre i hukommelses- og opmærksomhedstest,” noterer Jabr.

Han nævner desuden, at psykologer allerede har påvist, at musik i højt tempo får os til at løbe hurtigere. Når vi vandrer, vil vores skridt på samme måde automatisk påvirke vores humør og tankestrømme, lyder det fysiologiske svar.

Hvor de tidlige vandrere var optaget af naturen, stimuleres flanøren af byens variation af indtryk. Forfatteren Virginia Woolf lod sig for eksempel rive med af den kreative energi fra Londons summende gader, hvilket hun i sin dagbog beskriver som ”at være på toppen af den største bølge, lige i centrum af det hele”.

Men det er formentlig tilbage ved skrivebordet, at det viser sig, at skrivning og vandring i sidste ende er to alen af samme stykke, to ens bedrifter, lige dele fysisk og mentalt, konkluderer Ferris Jabr i The New Yorker.

En af dem, der tænkte bedst under sine spadsereture, var den franske filosof Jean Jacques Rousseau, som skrev ”Den ensomme vandrers drømmerier” fra 1782. Han er en toneangivende gående forfatter, fra tiden inden den urbane flanør kom på banen, fortæller lektor Dan Ringgaard fra Aarhus Universitet, som beskæftiger sig med sted og stedsteori i kulturen.

”Tanken om at vandre rundt for bedre at kunne tænke og tale går tilbage til Rafaels berømte maleri af Platon og Aristoteles, som kommer gående og gør gestus ud i luften,” siger han.

Digtere og filosoffer som Charles Baudelaire og Walter Benjamin har siden skrevet om flanøren som en essentiel figur i den moderne urbane verden, en slags amatørdetektiv i byen.

”Dengang var storbyen et sansebombardement, der gav beskueren et chok. Det er kendetegnet ved flanøren, at han ikke lader sig påvirke af det, men sanser og registrerer uden et mål modsat alle andre,” siger Dan Ringgaard, der advarer mod at anvende den oprindelige opfattelse af flanøren i dag, hvor folk har vænnet sig til byens mange indtryk.

”Men det med at gå og tilegne sig et sted gennem kroppen og bevægelsen ser man eksempelvis hos norske Tomas Espedal, der er vendt tilbage til naturens sanser,” siger Ringgaard.

Moderne flanørbøger er ofte essaystiske fortællinger, der er opstået ud af det frirum, der opstår ved bare at gå, som alle kender det, blot flyttet over i prosaen.

Genren, hvis man kan kalde flanørlitteratur det, vil nok ikke forsvinde, men opstår i bølger gennem tiden, mener Dan Ringgaard og henviser til den autobiografiske strømning, vi oplever i disse år. Og ofte er romaner med en flanør også taget ud af forfatterens eget liv, som man ser med Tomas Espedal og Teju Cole. Og Norske Karl Ove Knausgårds ”jeg” i storværket ”Min kamp” er måske også en slags moderne flanørlitteratur, hvor jeg'et måske ikke geografisk vandrer gennem gader eller skovstier, men sætter sig selv i forskellige sociale situationer i stedet - og observerer livet og kulturen herfra.

”Det handler om kropslig investering, det at gå har en frigørende effekt, og man ved ikke rigtig, hvad der kommer ud af at sanse. Vi lever i en ekstremt struktureret tid, som en fransk antropolog har noteret. Forfattere prøver at gå deres egen vej, eller en omvej, mod strømmen, og insisterer på at frigøre sig, om det så er fra byrummet eller sociale konstruktioner. Det kommer der interessante ting ud af,” siger Dan Ringgard.

Afslutningsvis kan man genlæse Dan Turlls ord fra digtsamlingen ”Storby-blues” fra 1977:

”Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang // det skal være mit sidste beskedne ønske // jeg vil gå på mine fødder igennem min by // igennem København.”