Jeg har læst de første 50 sider af den internationalt hyldede bestsellerforfatter Christian Mørks nye historiske roman ”Den store mester. Den sande historie om verdens største tryllekunstner”, der udkommer på torsdag. Og så har jeg skimmet et par sider rundt-omkring. Kan man nu skrive en anmeldelse af en bog, som man ikke har læst til ende?
Nej, selvfølgelig ikke. Det følgende er da heller ikke en anmeldelse, men en sproglig kritik og et par principielle kommentarer om den faldende standard hos forlagene.
Når jeg ikke har læst romanen, der udkommer på Politikens Forlag, til ende, skyldes det den sproglige uformåenhed, den bærer præg af. Det er, som om det er en amatør, der skriver, og ikke en topprofessionel skribent med flere bestsellere bag sig og en karriere som kulturskribent for The New York Times.
Den er gal med udsagnsordenes tider, med forholdsordene, med stedordene og med forståelsen af ordenes betydningsmæssige nuancer. Jeg skal give nogle eksempler, der kan illustrere problemernes omfang og art.
Den 16-årige hovedperson Marcus vil gerne være tryllekunstner og jonglør. Han ”var blevet skrap til at jonglere med næsten hvad som helst og havde mestret flere af de sværere korttricks (“)”.
Man må formode, at han stadigvæk kan trickene, og derfor skal der stå ”mestrede” og ikke ”havde mestret”.
”Publikum klappede, som de skulle, og kun et par duer fløj den forkerte vej til det store glansnummer.” Nej, duerne fløj ikke forkert til det store glansnummer, men ”under” eller ”ved” nummeret.
”Det var nogen, der skreg (“)”. Nej, ”Der var nogen...”.
Videre står der om Marcus, at ”han ventede på sit snit til at stjæle lidt mad.” Talemåden er ”at se sit snit til”.
Ved siden af de helt åbenlyse fejl er der så en mængde sproglige udtryk af mere diskutabel karakter som for eksempel denne: ”Tøjbylter, folk havde smidt fra sig i farten, føg hen over vejen.” Tøjbylter fyger vel ikke, men tumler af sted eller et eller andet andet, som en passende metafor ville kunne beskrive.
Efter Marcus' barndomshjem er skudt i stykker under Første Verdenskrig, finder han sin mors sko med hendes afrevne fod i. Sko og fod går han rundt med på sin vandring væk: ”Han fulgte solen mod vest, efter den kom frem bag en metalfarvet sky. Han fortsatte gennem aftenen og traskede videre gennem natten ind i næste solopgang. Han smed først skoen fra sig dagen efter, da den begyndte at give en menneskelig stank fra sig.” Menneskelig stank?
Er det det præcise ord for, at hans mors fod er ved at gå i forrådnelse og for Marcus' følelse? Er der ikke snarere tale om en umenneskelig og sindsoprivende stank? Og hvordan kan han gå ind i solopgangen, når han går mod vest, og solen står op i øst?
Galt bliver det også i beskrivelsen af en sønderskudt statue, ”der forestillede Johannes Døberen, hvis hoved manglede”. Er det da en statue af Johannes Døberen uden hoved, efter at Salome har fået hans hoved på et fad? Nok ikke. Man forstår nok, at hovedet er skudt af, men det er bare ikke det, der står.
Underligt bliver det også med nogle af de ord, Mørk anvender. De virker fremmede og stive i forhold til den situation, som de skal beskrive. Der tales for eksempel om en amerikansk soldat som ”indtrængeren” - er det det danske ord for det engelske ”intruder”?
Der er mange af sådanne sproglige fejl og unøjagtigheder, og de har fået mig til at tvivle på forfatterens evne til at mestre det danske sprog. Men dertil er også fortælleren i romanen ude af trit med det, han fortæller om, og hans bevidsthed er ikke afstemt med forestillingen om, hvad der foregår i den dybt traumatiserede Marcus.
Fortælleren kommer med besynderlige og umotiverede betragtninger, der går imod den oplevelse, Marcus har, og de tanker, han kan gøre sig i den givne situation. For eksempel fortælles det, at de skræmte mennesker ”skreg på deres ulykke og nævnte kun Gud af chokeret vane, ikke af tro”. Det er næppe noget, Marcus skænker en tanke, og begrundelsen for, at fortælleren skal komme med den bemærkning, er ikke oplagt.
Et andet eksempel er, da Marcus ser ind i en madvogn og kommer til at tænke på sin elskede veninde Clothilde, som er dræbt: ”Her var skinker, der lignede nøgne barnekroppe, men synet mindede ham kun om Clothilde med de bortsprængte lemmer.” Hvorfor skal man så høre om barnekroppe?
Andre gange gentager fortælleren noget, man lige har hørt - for eksempel at et kirkespir er skudt ned. Og så forklarer han i ét væk, hvad det er, der sker, i stedet for at stole på kraften i sin egen fremstilling.
For mig at se magter Christian Mørk hverken grammatisk eller betydningsmæssigt det danske sprog. Han magter heller ikke at give en tæt psykologisk beskrivelse af en dreng på 16 år, der er i chok. Det kan hænge sammen med sproget. Om Marcus' sindstilstand står der et sted, at den er sælsom. Det turde være en underdrivelse i forhold til hans livstruende identitetsmæssige krise.
Mørk har tilsyneladende ikke fået hjælp af nogen redaktør, som har kunnet luge ud i de værste sproglige fejl, og som har kunnet pege på slinger i fremstillingen. Det stiller da et principielt spørgsmål. Hvad har man redaktører til, hvis de ikke kan eller vil rette åbenlyse fejl og mangler i et manuskript? Hvis redaktøren skal være andet end en formidler mellem forfatter, trykkeri og distributionsled, så må man forlange en sproglig opmærksomhed og vilje til at arbejde med manuskriptet.
I Mørks tilfælde er den sproglige revision helt nødvendig. Han har ifølge onlineleksikonet Wikipedia boet det meste af sit voksenliv i USA, og han oversætter selv sine bøger fra engelsk til dansk.
Hvis det sidste passer, så burde han få sig en oversætter, for efter 30 år i udlandet er hans danske så rustent, at det ikke duer til professionel forfattervirksomhed. Sprog skal passes og plejes og udvikles, og det bliver det kun, når man lever i og med det.
Man kan hertil sige, at hvis man vil gælde for en seriøs anmelder, skal man i det mindste gøre sig den ulejlighed at læse værket, før man udtaler sig om det. Sandt nok. Principielt mener jeg dog også, at der må være et sprogligt mindstemål. Det er svært at tage det fejlagtige, misvisende og omtrentlige alvorligt, og bøger fulde af den slags plejer jeg at lade være med at omtale. De har det bedst med at blive ignoreret og glemt.
Jeg skulle da heller ikke skrive noget om denne bog, hvis ikke lige at det drejer sig om en professionelt skrivende forfatter med bestsellerstatus, som ikke kan skrive dansk på et acceptabelt niveau. Og her taler jeg ikke engang om kunstnerisk niveau, men blot om ganske jævnt brugsniveau. Og fordi det drejer sig om et seriøst og stort forlag, der udgiver et produkt, som ikke holder helt almindelige og forventelige standarder. Det er simpelthen ikke i orden, og hvis vi håber på, at bogen skal have en fremtid, så må der trylles anderledes og mere overbevisende med sproget.