Hjemme hos familien Stockmann er der kernefamilieidyl og velafstemt hygge. Der er rigeligt med rødvin i dagligstuen, som er moderne designerkomplet med teaktræ og B&O-anlæg. Men der er noget i gære. Thomas har gjort en stor opdagelse til gavn for sundheden i samfundet, men byens spidser er ikke glade. Fra højttalerne lyder tonerne af Bob Dylan, der synger om social uretfærdighed og korruption som et varsel om, hvad der er i vente. Og snart lukker dagligstuens vægge sig omkring Thomas og hans familie.
Aalborg Teaters ”En folkefjende” er ordrig, som Ibsen jo er, men både teksten og tematikkerne fra Ibsens stykke fra 1882 er fremragende tilpasset verden anno 2014. ”En folkefjende” er vedkommende og relevant og en stor, stor oplevelse, og den får os til at sætte vores samfund - og ikke mindst vores egne handlinger (og mangel på samme) - under en meget kritisk lup.
Hovedpersonen Thomas Stockmann har sammen med sin bror, pengemanden Peter, bragt et kurbad til byen. Kurbadet er byens vigtigste indtægtskilde og har bragt byen tilbage fra de døde. Men Thomas har opdaget, at vandet er giftigt. Taknemmelig, og stolt, over at have taget ulykken i opløbet præsenterer han sine beviser til medierne og byens spidser, men ingen vil tro på hans kemiske analyser - eller tage konsekvenserne deraf.
Ingen andre er villige til at ofre deres levestandard for at genopbygge kurbadet, og Thomas fanges i en korrupt byrådssump styret af økonomiske interesser, og han tvinges til at vælge mellem sin ytringsfrihed og integritet og sit familieliv. I denne lille sceneverden handler det om kurbadet, men parallellerne til nutidens rige, vestlige samfund er ikke svære at få øje på. Thomas er lillebyens whistleblower, en moralens beskytter, en udstødt.
Karakteren Thomas er helstøbt og portrætteres på fremragende vis af Mads Rømer Brolin-Tani, som formår at afstemme balancen mellem den excentriske idealist og den elskelige familiefar. Og i sit desperate forsøg på at vinde retten i dette provinsdiktatur skifter han ham til en hysterisk, aggressiv og usympatisk samfundsrevser. Det er en stor og flot skuespilbedrift.
Efter pausen sker der noget uventet og teatergenialt, men der skal ikke afsløres for meget her. Som publikum bliver vi inddraget i en multifacetteret politisk diskussion, et provokerende greb, som understreger teatermediets gennemslagskraft og evne til at overraske. Vi konfronteres på stærkeste vis med vores egen uudtalte og fortrængte skam over vores lalleglade tilværelse, hvor vi gladelig ifører os skyklapper for øjnene. Vores samfundsengagement strækker sig jo kun til et Facebook-like eller en 50'er i en indsamlingsbøtte, indser vi. ”Brænd i helvede, I uopdragne køtere!” - råber Thomas Stockmann efter os, mens han bliver eskorteret af scenen.
Scenen flyder med giftigt, råddent vand, og man kan nærmest mærke sumpen trække i fodsålerne, som man forlader teatersalen i Aalborg. Langsomt ifører man sig skyklapperne igen og vender tilbage til livets kapitalistfest - men dog med følelsen af, at man har fået et ordentligt spark bagi. Kan vi gøre mere? Ibsen og Aalborg Teater har i hvert fald gjort deres.