Danske musikanmeldere er bibelsk døve

80-årige Leonard Cohen har udgivet endnu et album, som danske musikanmeldere er positive over for. Men det er påfaldende, hvor døve de er for alle de bibelske over- og undertoner

Der er masser af bibelske motiver i Leonard Cohens nye sange, mener Henrik Hoffmann-Hansen.
Der er masser af bibelske motiver i Leonard Cohens nye sange, mener Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Diego Tuson.

Denne kommentar er ikke skrevet af en musikanmelder. Derfor er det heller ikke en musikanmeldelse. Men det er en refleksion over, hvor let det tilsyneladende er at høre det, man gerne vil høre.

Sangskriveren og musikeren Leonard Cohen fyldte for nylig 80 år og udgav endnu et musikalbum, denne gang med titlen ”Popular Problems”. Det har som de fleste af hans udgivelser de senere år fået positive anmeldelser både herhjemme og i resten af verden.

Blandt de danske musikanmeldere skriver for eksempel Politikens Simon Lund, at Cohen er ”uovertruffen som garvet førsteelsker, majestætisk, når han ser døden i øjnene med et stift blik, og han er alle de gamle rutiner værd, når han punkterer det hele med et tørt grin”.

Jyllands-Postens anmelder Anders Houmøller Thomsen er knap så begejstret for ”Popular Problems” og skriver, at det nye udspil er ”mere gådefuldt sløret med dunkle dybder og kryptisk indadvendthed, der jævnligt lyner af elektrisk poesi”.

Dunkle dybder? Javel, det er svært at komme udenom, når det handler om Leonard Cohen. Og ja, det første nummer på albummet, ”Slow”, er sikkert et ”budskab om at nyde livet langsomt - om det så handler om musik, sex eller noget helt tredje”, som Berlingskes Lars Rix skriver.

Men hvad er det helt tredje? Kunne det være de bibelske over- og undertoner, som stort set alle hjemlige anmeldere er så påfaldende døve for?

Man kan sagtens høre albummet som en hyldest til livet og som et budskab om, at Cohen har fået meget mere mod på det her i sin alderdom. Hvorfor har han så det? Man skal ikke lytte meget til den tidligere buddhistmunks tekster for at finde både lys og håb, som rækker ud over livet her og nu.

Tag sangen ”Almost Like the Blues”, hvor sidste vers lyder, at der ikke er nogen Gud i Himlen, ikke noget Helvede nedenunder - i hvert fald hvis man skal tro ”den store professor i alt, hvad der er at vide”. Hvorefter verset fortsætter: ”Men jeg har fået invitationen, som en synder ikke kan afvise, og det er næsten som frelse, det er næsten som 'the blues'.”

Måske ikke en entydig kristen trosbekendelse, men i det mindste en dybsindig kredsen om kristendommens kerneord.

Endnu mere direkte er han i sangen ”Born in Chains”. Cohen står bag det verdensberømte nummer ”Hallelujah”, der rummer mange dobbelttydigheder og bibelske referencer, men som ikke uden videre kan tolkes som en kristen hymne.

I ”Born in Chains” er det imidlertid sværere at komme udenom.

Sangen er bygget over den bibelske beretning om Israels befrielse fra slaveriet i Egypten. Leonard Cohen væver sindets mørke ind i slaveriets mørke, forfulgt af ridderne af et mørkt og ondt regime, som han skriver. Men befrielsen kommer. ”Velsignet er navnet, navnet er velsignet, skrevet på mit hjerte med brændende bogstaver, det er alt jeg ved, jeg kan ikke læse resten”, lyder min gebrækkelige danske oversættelse, som selvfølgelig slet ikke yder Cohens poesi retfærdighed.

Senere nævner sangen én - hvem mon? - der viser, hvor han var blevet såret. ”I ethvert atom” er navnet brudt. Og der skal ikke den store fantasi til at læse et opgør med buddhismen i det efterfølgende vers. Der konstaterer han alene på vejen, at ”din kærlighed er så forvirrende”. Alle hans lærere har nemlig fortalt ham, at han kun havde sig selv at bebrejde for sin ensomhed. Men nu er der dette velsignede navn. Igen: Hvilket mon?

Vist er det poesi. Vist er der stadig og heldigvis dunkelhed, men det er, som om danske musikanmeldere slet ikke kan forholde sig til den åndelige side af Cohen.

Et sidste eksempel. ”You Got Me Singing” er en ørehænger. En halvironisk sang, der umiddelbart handler om Leonard Cohens tidligere manager og kæreste, Kelley Lynch, som bedrog ham for hele hans pensionsopsparing og derfor tvang ham til at genoptage musikkarrieren i en alder af 73 år. Hvad han egentlig i dag er godt tilfreds med.

Lytter man efter, er det imidlertid svært at overhøre antydningerne af, at den, der har fået Cohen til igen at synge ”Hallelujah”, også kunne være en anden. En, der kunne få ham til at ønske, at kærligheden varer ved. Og få ham til at tænke, at han har lyst til fortsætte.

Amen.