Tilfældets musik

To mennesker mødes i en skov, og anmelderen må bare bøje sig i støvet for Helle Helleshverdagsskildringer af den menneskelige tilværelse

Minimalisten Helle Helle undergår sig selv med den diskrete ”Hvis det er”, der alligevel ved anden gennemlæsning ramte anmelderen med sin banale histories formidling gennem små og sansede detaljer. - Arkiv
Minimalisten Helle Helle undergår sig selv med den diskrete ”Hvis det er”, der alligevel ved anden gennemlæsning ramte anmelderen med sin banale histories formidling gennem små og sansede detaljer. - Arkiv. Foto: Leif Tuxen.

Jeg plejer ikke at læse romaner to gange, før jeg anmelder dem. Det er der ikke tid til, og det er vel også vigtigt at skrive på det umiddelbare indtryk. Men det turde jeg alligevel ikke med Helle Helles nye roman, ”Hvis det er”. For ved første gennemlæsning syntes jeg, at det var en lille pjosker. Nok er Helle Helle kendt for ikke at sige for meget, og en akademisk antologi om hendes forfatterskab bærer den sigende titel ”Hvor lidt der skal til”.

Men denne gang var det alligevel så lidt, at tidligere romaner som ”Rødby-Puttgarden” og ”Ned til hundene” virkede som det rene Charles Dickens ved siden af: panoramisk bredde, dramatiske begivenheder, farverige persongallerier “ på den Helleske nedspillede måde, men immervæk. Jeg turde imidlertid ikke give mig skuffelsen i vold, så jeg læste en gang til, langsomt og grundigt, og så var der ikke så meget at rafle om.

To mennesker mødes i en skov i Jylland. De er faret vild under hver sin løbetur og er fremmede på egnen. Manden, der også er romanens jegfortæller, hedder Roar og er 48 år. Kvinden får vi aldrig sat navn på, men hun er yngre, et sted i 30'erne. Mørket falder på, og de slår sig sammen. Finder et såkaldt shelter, hvor de overnatter. Næste dag går de rundt i skoven, forkomne, sultne, tørstige, og de kan stadigvæk ikke finde ud. Koldt er det også, vi er i uge 44, og selvom man normalt ikke kan forsvinde eller omkomme i den danske natur, for så stor og barsk er den jo heller ikke, ser det ikke godt ud for manden og kvinden.

Helle Helle udnytter den ekstreme situation optimalt med sine egne diskrete virkemidler. Helt trygt er det vel ikke at være henvist til et så tæt overlevelsesprojekt med et fremmed menneske, men de to viser sig at være venlige fremmede, for nu at bruge et udtryk, der figurerer andre steder i forfatterskabet. Og yderst tæt følger læseren dem også på niveauet for fodvabler og vandflasker og ondt i halsen og urolig søvn og tudende ugler. Manden virker som en meget indesluttet person, en ensom eksistens, han er på kursus i nærheden. Kvinden er lidt mere livlig, men deres indbyrdes kommunikation begrænser sig til det meget praktiske og nødtørftige. Vi er her det helt modsatte sted i forhold til middagskonversationens ”og hvad laver du så ...?”. De skrabede replikskifter og forsigtige følere står og svinger mellem det helt banale og det svagt absurde.

Men efterhånden begynder den unge kvinde at fortælle om sig selv og sit liv, og her skifter romanen så spor. Den sproglige illusion om, at Roar fortæller os, hvad hun fortæller ham, forsvinder hurtigt, og i stedet får vi en livsfrise med upersonlig fortæller, der antager kvindens synsvinkel. Med stort mesterskab udruller Helle Helle et liv, som det kan forløbe fra de søgende ungdomsår til de lidt mere modne år, hvor man blot er rådvild på et højere niveau.

Pigen hænger ud med en klike fra Aalestrup (vi er jo i Jylland, helt atypisk for Helle Helle), hun flytter i kollektiv og forelsker sig, men ugengældt. Hun lever derefter alene, men møder tilfældigt den gamle kærlighed, og denne gang ender det godt. Indtil den dag det ikke går så godt mere. Kvinden ligner de gennemgående kvindelige hovedpersoner fra forfatterskabet. Hun er attraktiv (kan vi formode ud fra den måde, mænd omkring hende agerer på), men hun lider ikke af overdreven selvtillid. Hun har svært ved at gøre sig gældende og få ordentligt fat i livet. Hun vil gerne have lov at være med, men hun er ikke den, der går forrest. Hun driver lidt af sted med tilfældige jobs og tilfældige mænd. ”Hun levede virkelig sundt dagen igennem. Men hver aften endte hun oppe på tanken med en Ritter Sport.”

På en måde er det en helt banal historie, men den er hele tiden formidlet igennem små og sansede detaljer, så man læser og tænker, at ja ja ja - det er jo sådan, livet er. Hvorfor er der aldrig andre forfattere, der har kunnet indfange det i deres linser? Det er, som om Helle Helle ene af alle kan tune sig ind på det lille livs særlige frekvens. Hvor andre forfattere pendler forudsigeligt mellem det ordinære (nu skal der snittes grøntsager) og det ekstraordinære (nu siger manden, at han vil skilles), bevæger hun sig i det infra-ordinære, hvor der både sker næsten ingenting, og hvor alt alligevel afgøres. Det er til tider hjerteskærende at læse, men det er aldrig emotionelt anmassende.

Hvis det er. Det hedder romanen. En vending, der har med både tilfældighed og med forsigtighed at gøre, og den rammer dermed romanens dæmpet-dramatiske tone perfekt. ”Du kan låne mit pandebånd, hvis det er,” siger kvinden på et tidspunkt til Roar. Hun mener, at han kan bruge det som forbinding på sin vabel. Hun siger ikke, ”jeg synes, at du skal “” eller ”hvis du vil “”, for man skal jo ikke mase sig på eller tage noget for givet. Hun taler også lidt til verden og dens orden eller mangel på samme. Det er aldrig helt til at vide, om det er, eller hvad det er. Tilfældets musik. Måske vil et eller andet vise sig.

Naturligvis spiller Helle Helle også på vores forventninger til den romantiske komedie. To mennesker mødes under omstændigheder, der ikke just lægger op til romantik. Men vil de ikke netop derfor finde hinanden og forelske sig? Eller vil Roar og kvinden bare tage afsked med en kejtet krammer? Hvis det altså er, at de overhovedet kommer ud af skoven.