Et traditionelt opbygget program ventede publikum i DR Koncerthuset - og radiolytterne - ved den sidste torsdagskoncert i september: en 10 minutter lang ouverture, en 20 minutter lang koncert og et 40 minutter langt symfonisk værk. Trip, trap, træsko - og geografisk kom vi til England, Frankrig og Rusland.
Vaughan Williams' ”Hvepsene” stammer fra 1909 og var egentlig tænkt som ledsagemusik til et næsten 2500 år gammelt satirisk skuespil af Aristofanes. Og vist hører man hvepsene, som strygerne i begyndelsen af stykket lader summe hidsigt omkring, inden musikken glider over i melodiøs engelsk folklore. Ravels klaverkoncert i G-dur fra 1931 - der ikke må forveksles med den for venstre hånd i D-dur, som franskmanden komponerede til den østrigske pianist Paul Wittgenstein, der havde mistet højre arm i Første Verdenskrig - er et raffineret værk, hvor to hurtige yder-satser omkranser en ”adagio assai” af sublim skønhed. Denne sats begynder med en flere minutter lang klaversolo, som den kroatisk-østrigske pianist Dejan Lazic gav en krystalklar og intens fortolkning af, senere suppleret af Sven Bullers smukke indsatser på engelskhornet. Hele satsen er et klingende bevis på, at Ravel kunne mere end ”bare” at skrive brillant og perfekt.
Shakespeares kærlighedsdrama ”Romeo og Julie” har selvsagt fristet mange komponister. Der er skrevet operaer over det unge par fra Verona af blandt andre Bellini og Gounod, mens Berlioz og Tjajkovskij har skabt flot orkestermusik over temaet. Men for mange (også denne anmelder) rangerer Prokofjevs uforlignelige musik til balletten højest. Den blev skabt i midten af 1930'erne, kort efter at Prokofjev fra sit eksil i USA og Paris var vendt tilbage til Moder Rusland, men trods sine yderst iørefaldende kvaliteter havde værket som følge af den kommunistiske ”kulturpolitik” svært ved at vinde fodfæste i Sovjetunionen. Derfor blev det først i den tjekkiske by Brno, at ”Romeo og Julie” gik over scenen. I dag er Prokofjevs balletmusik kendt og elsket over hele verden, og den findes i mange fremragende indspilninger på cd og dvd, hvor der også er meget at fryde sig over for øjnene.
Problemet med at fremføre musikken i en koncertsal i stedet for i en orkestergrav er selvsagt, at de cirka 160 minutters spilletid må koges ned til en fjerdedel eller mindre. Der er lavet hele tre suiter med ”smagsprøver” fra det righoldige partitur, og de kan sammensættes efter behov - og dirigentens præferencer. I torsdags havde den fremragende russiske maestro Vasily Petrenko valgt at spille den anden suite (opus 64b) i sin helhed, suppleret med tre numre fra den første suite (opus 64a). Det gav i alt 10 stykker, der varierede fint med hensyn til karakter og tempi, og hvor musikken ikke kunne undgå at fænge, men hvor Shakespeares - og Prokofjevs - kronologi var brudt. Og selvom DRSO var i fin form, og den ranke og myndige Petrenko virkelig kan denne musik helt ud til sine slanke fingerspidser, kunne det give oplevelsen en noget flygtig karakter, hvor man let kom til at fokusere på den undertiden bagvendte rækkefølge.