Da jeg for over 20 år siden begyndte at beskæftige mig med islam og læste Koranen, var der en dansk konvertit, som sagde til mig, at det slet ikke var nok. Hvis jeg for alvor ville vide noget om islam, så skulle jeg også læse Hadith.
En hadith er en fortælling eller beskrivelse af noget, som muslimernes profet Muhammed har sagt eller gjort, og der findes flere gamle og omfattende samlinger, blandt andre ”Bukharis værk”, som rummer 7275 individuelle beretninger fordelt på 97 separate bøger og ”Muslims værk”, som er opdelt i 54 bøger med omkring 4000 hadither.
John Burton, som er en anerkendt islamforsker, fortæller i denne introduktion til Hadith om islams historie, om den islamiske tradition og forskning og først og fremmest om de forskellige hadith-samlinger og deres indbyrdes forskelle og tolkninger.
Han indrømmer, at når man indleder studiet af disse skrifter, så kan man føle sig lige så skræmt som den nybagte sømand, der skal navigere uden søkort på havet. Hadith er som et oprørt hav, der skal tæmmes. Disse store skriftsamlinger er både med hensyn til indhold og omfang umådeligt omfattende, med deres mange bestemmelser om politiske, rituelle, juridiske, teologiske, tekniske og fortolkningsmæssige forhold og problemer ved livet som muslim.
Selvom den vestlige islamforskning siden 1880'erne har ment, at man ikke her har en kilde til, hvad Muhammed rent faktisk har sagt, så har muslimer siden år 800 fundet svar på spørgsmål som: Hvordan skal man holde lillefingeren under andagtsøvelser, hvordan skal man rede håret, må man farve håret eller skægget, og hvad vil den passende farve i så fald skal være for en muslim? Hvilken mad er lovlig og hvilken ulovlig, hvilken drik må man nyde eller ej, hvad skal man sige på vej til eller fra toilettet? Hvad skal man sige, når man går i seng, og hvilken side bør man ligge på? Man får desuden at vide, at profeten ikke kunne lide løg, gulerødder - og slet ikke hvidløg.
Burton nævner eksempler på uoverensstemmelser mellem Koranen og Hadith samt stridigheder mellem forskellige tolkninger. Må man for eksempel spise firben, når nu profeten ikke kunne lide firben? Og hvordan med afvaskningen inden bønnen? Her er det et stridsspørgsmål, om fødderne skal vaskes eller gnides. Sunnier vasker fødderne, hvorimod shiitter foretrækker, at fødderne bliver gnedet.
Formålet med Hadith er ifølge John Burton ikke at tilvejebringe et fjernt ekko af profetens stemme. Det er et middel skabt af den omsorgsfulde Herre til at bevare profeten i menneskers midte. Hadith skal med andre ord gøre profetens liv, hans eksempel og domme levende for den troende læser.
Hvordan er han så, denne profet? Burton ofrer ikke et særligt kapitel på spørgsmålet, hvilket ellers havde været interessant (men nok også umuligt), men gennem forskellige citater tegner han alligevel et mere nuanceret billede af Muhammed end den strenge profet, som idømmer piske- og steningsstraf for hor.
Muhammed kan for eksempel sige: ”Jeg er menneskelig. Jeg glemmer, ligesom I glemmer, og når jeg glemmer, så påpeg det for mig.”
Og i en samtale siger han: ”Men ingen kommer i himlen på grund af sine gerninger.” ”End ikke dig?” blev han spurgt. ”End ikke jeg, med-mindre Gud omfavner mig med tilgivelse og nåde.”
I modsætning til Koranen udfører Muhammed også mirakler. Han får vand til at pible frem og udfører flere brødundere, og han kan kalde regn ned fra himlen - endda så skyerne deler sig, så folk ikke bliver våde.
Man hører også, at Muhammed ikke var mere fanatisk, end at han under kolde, barske vejrforhold kunne give en anvisning om, at der i kaldet til bøn skulle indføjes en ekstra sætning: ”Bed hjemme!”.
Ja, det fortælles endda, at da Muhammed engang blev angrebet, tørrede han blodet af sit ansigt og sagde: ”Herre, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Alligevel sidder man tilbage med indtrykket af, at man stadig står over for et oprørt hav - med en person og en religion, som er svær at blive klog på, og som er lige så kompliceret som fraktaler. Der åbner sig hele tiden nye sider og mønstre, jo mere man læser.
”En introduktion til Hadith” er skrevet i 1994, og det havde været relevant at høre, om der er sket en udvikling inden for de senere år i studiet, tolkningen og betydningen af Hadith. Har disse skrifter stigende betydning eller ej? Og hvordan bruges og omsættes de konkret i dag blandt muslimer?
Bogen kunne desuden være strammet op og komponeret på en mere pædagogisk måde, ligesom oversættelsen også har sine mangler. Det muslimske bønnekald hedder i hvert fald ikke ”Indkaldelsen til bøn” - ligesom man normalt heller ikke siger om evangeliet, at det er de menneskelige forfatteres personlige erindringer fortalt med års forsinkelse som anekdoter (!) om den mand, de troede på.
Men der er grund til at hilse denne indføring i Hadith på dansk velkommen. For hvis man vil vide mere om islam, så giver den under alle omstændigheder et levende indtryk af, at der er nok at gå i gang med.