En salme skal kunne synges af alle

Salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersens 80-årsfødselsdag i dag bliver markeret med udgivelsen af et pragtværk med 100 af hendes salmerog sonetter. ”Når man skriver salmer, sætter man sig i forhold til noget, der er stort og betyder meget i kirken,” siger dagens fødselar

”Der kommer virkelig også et overskud med alderen. Man bliver bedre til at se, hvad der er værd at bekymre sig over, og hvad man vil bruge tiden på,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, som ud over salmer har skrevet bøger om kunsthistorie, kirkekunst og teologi. -
”Der kommer virkelig også et overskud med alderen. Man bliver bedre til at se, hvad der er værd at bekymre sig over, og hvad man vil bruge tiden på,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, som ud over salmer har skrevet bøger om kunsthistorie, kirkekunst og teologi. - . Foto: Morten Holtum.

Lisbeth Smedegaard Andersen har en stor glæde ved at digte salmer. Hun kalder dem for sine hjertebørn. Og de kan som bekendt volde kvaler.

”Men jeg er blevet bedre til at erkende, at når man først er begyndt på en salme, kan man ikke øve vold på den. Når man er kommet et stykke ind i en salme, kan man ikke tvinge den i en bestemt retning. Jeg føler, det lidt som at holde en lille fugl i hånden, og hvis man tager for hårdt, kvæler man den. Der er ånd i en salme,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Hun er teolog, forfatter, kunsthistoriker og salmedigter og har i mere end 30 år beriget den danske salmeskat med blandt andet syv salmer i Den Danske Salmebog. I dag fylder hun 80 år, og i den anledning er 100 af hendes salmer og sonetter blevet samlet i pragtværket ”I tid og evighed. Salmer og sonetter”, der udkommer på fødselsdagen på Kristeligt Dagblads Forlag.

Her er salmer til hele kirkeåret - højtider og årstider, faste, Mariæ bebudelse og liv, Via Dolorosa, fra palmesøndag over påske til pinse og trinitatis. Dertil sonetkransen ”Nu lægger vinden sig i verdens haver”, der er digtet med inspiration fra middelhavslandenes korsvejstradition med pilgrimsvandringer langs bjergstier, hvor der undervejs er små stationer med motiver fra Jesu lidelsesvej.

Også kunstneren Peter Brandes' litografiserie ”Påske” fra 1989 over det samme tema, som ledsager sonetterne i bogen, har været til inspiration. Dertil har billedkunstneren Kirsten Klein bidraget til værket med sine fotografier af den danske natur.

”Jeg synes, at Kirsten Kleins billeder passer så godt i stemningen. Jeg bruger mange naturbilleder i mine salmer. Det er vigtigt for mig at holde fast ved, at vi er en del af naturen og af en større helhed. Vi lever i en urolig verden og er i det daglige omgivet af alt det, vi selv har frembragt. Men når vi er i naturen, bliver vi mindet om, at vi er del af noget større end os selv,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen og tilføjer, at hun er meget glad for den nye bog.

Septembersolen skinner gyldent over den vej i Hellerup nord for København, hvor salmedigteren bor i lejlighed med sin mand Jens Smedegaard Andersen. Det blæser, træernes blade er ved at gulne, og de højrøde hortensiaer på en trappesten er blevet blege. Noget er på vej som i hendes egen efterårssalme ”Fra vest står blæsten ind”: ”Hør! fugletrækket nordfra/en sommer brænder ned/og græsset visner væk og solen vender. Når Gud vil lyse om os/velsignelse og fred/skal vinterhjerter leve i hans hænder”.

”Jeg lægger meget mærke til tingene omkring mig og er meget påvirket af årstiderne og vejrets vekslen. Jeg holder meget af Grundtvigs sang 'Et jævnt og muntert virksomt liv på jord' med linjerne: 'Med øjet, som det skabtes himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden'. Vi lever i tiden, men har evigheden som horisont,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

I forordet til bogen skriver hun, at salmer tilhører en genre for sig, der har rod i de gammeltestamentlige salmer, Davids Salmer, som har været sunget og reciteret i gudstjenesten lige siden den kristne kirkes begyndelse. En salme er ikke kun et digt, en sang, en bøn eller en prædiken, men indeholder elementer af det hele.

”En salme er en lovsang. Det er enhver salme, selv en klagesalme, for også dér regner man med, at der er en, der lytter, nemlig Gud. Men en salme indeholder også en forkyndelse. I modsætning til moderne digtning, der ikke må spændes for en vogn, så hører salmen hjemme i en bestemt sammenhæng som en forbindelse mellem tro, evangelium og forkyndelse. Jeg forsøger at løsrive mig fra de kirkelige klichéer, men man kan ikke løsrive sig fra det kristne fundament. Det er ligesom med kirkekunst. Også der må kunstneren tage hensyn til kirkerummet, liturgien og alt det, der skal foregå i det bestemte rum.”

”En salme skal være sådan, at man kan synge den i mange forskellige situationer - af folk, der er glade, folk, der er bedrøvede og både unge og gamle. Det sidste er nok det sværeste,” siger hun med en karakteristisk humoristisk latter og fortsætter:

”En salme skal have noget alment, og de private erfaringer, man bringer ind i den, skal være så almene, at man kan synge med på det. Og det kan være et problem med nogle af de gamle salmer, for de udspringer af en verden, der er anderledes end vores, og hvor man stillede andre spørgsmål, end vi gør. En salme er menighedens svar på evangeliet og indeholder de spørgsmål, vi stiller i dag. Og det er en af grundene til, at salmer, forkyndelsen og teologien må forandre sig.”

”Når verden forandrer sig, og vores liv forandrer sig, må spørgsmålene stilles anderledes. Det er det, der er så fantastisk ved evangeliet. Man kan tænke det som en prisme, der drejer sig i lyset. Hver gang lyset falder i en ny vinkel, reflekteres det på en ny og anderledes måde. Derfor har vi brug for nye salmer. Når jeg sidder i kirken, er det utrolig dejligt, at jeg meget ofte finder svar i en salme, der lige præcis tolker noget af det, jeg går og tumler med,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Hun understreger, at hun selvfølgelig er meget glad for de gamle salmer, men mener også, at nogle af dem er udtryk for noget, der hører en anden tid til. Deriblandt nogle af Brorsons salmer, mens andre af dem hører til blandt de bedste, deriblandt hendes yndlingssalmer ”Den yndigste rose er funden” og ”Her må ties, her må bies”.

Som moderne salmedigter er man oppe imod en stærk tradition, og det affødte i begyndelsen kritik, også af Lisbeth Smedegaard Andersen.

”Når man skriver salmer, sætter man sig i forhold til noget, der er stort og betyder meget i kirken. Man er lidt ude på farefuldt vand. De af os, der har skrevet salmer, blev nogle gange udsat for kritik. Bare det at skrive salmer var ikke noget, man behøvede i kirken. Og i nogle kredse var der meget lidt ønske om fornyelse. Men det har ændret sig, heldigvis da.”

”Som salmedigter vil man meget gerne have, at det bliver brugt. Og jeg er glad for at være repræsenteret i salmebogen. Når jeg er i kirke og hører en af mine salmer og selv synger med, har jeg ikke noget ejerforhold til den, men synes, det er rart, at den kan bruges, og at mange synger med. Jeg føler ikke, at det er mine private salmer, de er blevet en del af noget andet. Det er nok det almene ved salmer.”

Lisbeth Smedegaard Andersen er vokset op i et hjem, hvor der blev bedt aftenbøn og læst salmer højt. Hun har aldrig været i tvivl om, at begge hendes forældre var troende, men meget kirkegang blev det ikke til. Så alle blev meget forbavsede, da hun begyndte at læse teologi. Da var hun 37 år, for de fire børn skulle først godt i vej. Siden blev hun præst ved blandt andet Risskov Kirke i Aarhus og Holmens Kirke i København. Det var arbejdet med prædikener, der satte hende i gang med salmedigtningen.

”Ofte var der noget, jeg ikke kunne slippe og gerne ville arbejde videre med i salmeform. Det hændte også, at når jeg havde holdt prædikenen, opdagede jeg, at noget andet var på spil, og så blev det til en ny salme. Siden har det været sådan, at når jeg har arbejdet med kunst eller teologi, er det altid salmerne, jeg vender tilbage til. Det er meditativt at arbejde med salmer. Jeg kan godt lide den stramme form, ord og vendinger. Der kan gå masser af tanker gennem hovedet, men man er nødt til at skære ind til benet. Et ord kan være vigtigere at bruge end et andet. Og man er altid lidt klogere, efter man har skrevet en salme, end før man begyndte.”

”Mine salmer har ændret sig meget i årenes løb. De første var udsat for, at teologien skulle være korrekt. Det mener jeg stadig, at den skal. Men når man har arbejdet med det i mange år, kommer der en større frihed ind. Man bliver også ældre. Der er noget, der bliver dårligere med alderen (latter), men man bliver mere fri og skriver mere for sig selv. Kritikken betyder ikke så meget, man er sikker på, hvad man vil. Når man bliver ældre, har man mange erfaringer, man har levet et langt liv og har tænkt mange tanker.”

”Jeg har været så heldig, at jeg har kunnet arbejde videre med mit fag, efter at jeg blev pensioneret. Jeg er nok blevet lidt mere modig med hensyn til at finde nye sproglige billeder, fordi jeg tør forlade mig på, at folk selv digter med. Et sprogbillede får også liv af, at den, der synger eller læser det, sætter det ind i sin egen erfaring. Det har jeg tillid til og forventer det også. Det, har jeg følt, var en fantastisk gave. Jeg har også følt, at folk var glade for det. Jeg har fået meget respons. Det tyder på, at man gerne vil have noget glæde og drage nytte af den erfaring inden for et fag og et område, som man kan få, når man har arbejdet med det i mange år,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Den forestående 80-årsfødselsdag har fået hende til at tænke på sin alder med taknemmelighed - over at have fået lov til at leve så længe og over at leve i et land med så mange gode muligheder. Men der er også en erkendelse i forhold til, at et liv har en vis udstrækning, og at den tid, der er, skal bruges godt.

”Der kommer virkelig også et overskud med alderen. Man bliver bedre til at se, hvad der er værd at bekymre sig over, og hvad man vil bruge tiden på. Jeg bryder mig ikke om at spilde tiden. Tiden går af sig selv. Opgaven er at sørge for, der er fylde i den.”

Er født 1934 på Frederiksberg og opvokset i Herning. Cand. theol. fra Aarhus Universitet 1979, bifag i kunsthistorie samme sted 1988. Hjælpepræst ved Dansk Sømandskirke 1979-80, sognepræst i Risskov Kirke 1980-90, sognepræst i Holmens Kirke 1990-96 og vikar for præst ved Den Danske Kirke i Paris 1999. Har et stort forfatterskab bag sig inden for kunsthistorie, kirkekunst, teologi og salmer og sonetter. Modtog Bibelselskabets Pris 2009. Er gift med Jens Smedegaard Andersen. Parret, der bor i Hellerup nord for København, har fire børn og 12 børnebørn.