Lisbeth Smedegaard Andersen har gennem årene udsendt en lang række bøger om kunst og kristendom. Men som hun selv bemærker i forordet til ”I tid og evighed”, så er det salmerne, der er hendes hjertebørn. Det er derfor altid salmerne, hun vender tilbage til, når hun for en tid har beskæftiget sig med teologi, kunst, historie og litteratur. For det er salmernes billedsprog, der kan ”sætte hverdagslivet ind i en større sammenhæng af tro og håb”.
Og det er denne sammenhæng, som ikke mindst gudstjenesten kan skabe, for ”søndag er livlinen rakt os af Gud”.
Salmesamlingen er disponeret ud fra kirkeår og årstider: ”Advent og jul”; ”Vinter og helligtrekongertiden”, ”Faste”, ”Marias bebudelse”, ”Marias liv”, ”Via Dolorosa”, ”Fra palmesøndag til påskedag”, ”Fra påske til pinse” og ”Trinitatis”. Derpå følger under overskriften ”Gudstjeneste” en række salmer, som er bredt anvendelige.
Salmerne er først og fremmest skrevet for at blive sunget. Hver enkelt salme er derfor forsynet med melodilinje og becifringer. Men salmerne egner sig også til at blive læst i enrum, hvor man har tid og ro til eftertanke. I god forlængelse heraf rundes udgivelsen af med sonetkransen ”Nu lægger vinden sig i verdens haver”. Disse sonetter skal netop ikke synges, men læses. Det er meditationstekster, der knytter til ved Jesu korsvandring og på fornem vis fører os fra den ene station til den næste for til slut at bringe os frem til den tomme grav. Her samles samtlige første linjer i de 14 sonetter til én sonet, der skaber sammenhæng mellem de enkelte sonetters motiver og munder ud i en skildring af påskeblomsten, der står ”fuld af lys i denne forårsnat”. På samme tid en meget rystende og meget betagende korsvandring.
Lisbeth Smedegaard Andersen begynder ofte en salme med at beskrive en park, en have eller byens gader i forskellig slags vejr og skiftende årstider. Disse beskrivelser vækker genkendelse, men de skal mere end det. De skal åbne blikket for en større verden, end den vi umiddelbart kan se. Lyset er ikke kun sollys, mørket er andet og mere end årstidens mangel på lys (side 49). Fuglene er velkendte, men de er også budbringere fra den himmelske verden, når de morgenmørke vinterfugle afsætter ”englespor i perlegrus” på pladsen foran kirken.
En af adventssalmerne begynder med strofen:
Langsomt stjæler
mørket magten
fra den korte dag
tungt igennem
vej og gade
dunker byens hjerteslag
Mørket er årstidens mørke; men det er også et billede på sindstilstanden i december, hvor man er så sårbar, at kun håbet formår at skabe en sprække, ”hvor Guds lys kan trænge ind”. Vandringen gennem byen med de regnvåde gader, der spejler himlen, bliver derfor også en vandring ”mod Guds rige/svøbt i lys og stjernetegn”.
Mange af salmerne knytter til ved bestemte bibelske tekster. I salmen ”Han gik langs søen en forårsdag” skildres det, hvordan Jesus kræver, at hans disciple forlader familie og fiskenet. Vi hører om Jesu store tale fra bjerget og hans omsorg for de nødlidende. Men salmen forbliver ikke i fortiden. Den slutter med en tolkning af, hvad det betyder i dag:
At følge ham er at springe ud
i dåbens hav på de tusinde favne
og på hans ord sige ja til Gud
der gav ham navn over alle navne
at trække vejret i fulde drag
og være hans til den sidste dag.
Salmen ”Så bøjed den dødsdømte nakken” (Den Danske Salmebog 188) er den første af en lille gruppe på tre langfredagssalmer. Salmebogskommissionen valgte desværre at udelade de to sidste. Men læst i forlængelse af hinanden viser de, hvilke djævelske kræfter der var på spil langfredag. Det er Satan, der ”kaster lod ved korsets fod”, mens den dødsdømte hænger på korset ”med slangens mærke i sin fod” (1. Mos. 3, 15), ”... ene og forhadt/af Gud og mennesker forladt”. Det er godt, at Lisbeth Smedegaard Andersen har taget alle tre salmer med.
Salmesamlingen indeholder - sammenlignet med Den Danske Salmebog - overraskende mange salmer om Jesu mor. Ikke blot er der salmer til Mariæ bebudelse, men der er flere salmer med refleksioner over Marias liv (side 55-72). Var hun fristet til at vende ryggen til englen, da han kom og fortalte hende, at hun skulle føde Guds søn? Hvad drømte denne unge kvinde om? Hvad tænkte den gamle kvinde, da hun stod ved sin søns kors? Tid og evighed mødes i denne kvindeskikkelse, når hun er på vej hjem fra mødet med Elisabeth, for
hun gik under rosenbuske
og gangen var ung og let
hun bar Guds bankende hjerte
tilbage til Nazaret.
Det smukke billede af fosteret som Guds bankende hjerte er både enkelt og dybt. Det samme gælder, når glæden over påsken skal få hjertet til at ”slå i mit bryst af fryd/som bittesmå fødder der sparker”. Påske betyder nyt liv! Eller som det udtrykkes i en anden salme: ”se! verden er ny - den er påskebegyndt”.
”I tid og evighed” er også i det ydre en usædvanligt smuk udgivelse, hvor Kirsten Kleins sort-hvide fotos - som en form for intertekster - skal få os til at se det anderledes i den umiddelbart velkendte natur. Samme funktion har Peter Brandes' litografier til sonetterne. Her gentages og varieres det samme motiv, så grundtonen bevares, men vi får mulighed for at se nye nuancer.
Lisbeth Smedegaard Andersens salmer er præget af teologisk dybde og stor indsigt i de glæder og vanskeligheder, som det moderne menneske oplever. De giver sprog til de svære ting, som næsten ikke er til at tale om, og den store glæde, som kan gribe en midt i dagligdagen. Bag salmerne mærker man en sjælesørger, der vil bringe lys ind i mørket uden at fornægte mørkets realitet. Salmerne kan gennem det fine poetiske sprog åbne vore øjne for en verden, der er større end hverdagen, og hvor lyset altid er stærkere end mørket.