Den dansk-norske kunstnerduo Michael Elmgreen og Ingar Dragset har igennem de seneste 20 år udstillet verden over og skabt forsidehistorier på de internationale kunstmagasiner med deres spektakulære, men samtidig underfundige værker.
Et gennemgående tema i de to kunstneres arbejde har været menneskets drømme om et andet liv, en anden tilværelse, der som oftest forliser og går til i en konform verden.
Med en forfinet blanding af det brutale, det seksuelle og det poetiske har Elmgreen & Dragset skabt værker, man husker. Som da duoen lod Den lille Havfrue få lov til for en gangs skyld at spejle sig, efter at så mange millioner af turister havde spejlet sig i hende.
Eller da duoen opstillede en lille rytterskulptur i plexiglas på Trafalgar Square i London og hev den sidste rest af pompøsitet ud af det smuldrede britiske imperium.
Eller da de med en lille flirtende twist fik opstillet en transkønnet havfrue på en mole i Helsingør havn som en slags pendant til Edvard Eriksens på Langelinie i København. For er det ikke lige netop det, havfruen drømmer om? At forvandles og skifte køn?
Nu har Elmgreen & Dragset med egne ord ”lavet et stort grimt barn i maven på Statens Museum for Kunst”. For er det ikke også det, museet i Sølvgade vil? Forvandles og fødes på ny?
Museet er kommet et stykke af vejen med den nye organisk slyngede og indbydende museumshave, som åbner institutionen mod byen. Og indenfor rumler det nu også med nyt liv i form af tre gigantiske installationer af den dansk-norske duo, stillet sammen under titlen ”Biography”.
For udstillingen er ikke blot den hidtil største herhjemme med den internationalt kendte duo, men også en retrospektiv af slagsen, hvor de to kunstnere har kunnet iscenesætte en række af deres værket fra de seneste tiår på en ny måde, der passer ind i museets forhal og de to store dagslysfrie udstillingssale i museets bug. En fremstilling af de tos eget liv og deres resultater, men også en fremstilling af de andres liv. Vores.
Resultatet er storslået, manende, morsomt, tragisk - og tankevækkende. Ikke mindst fordi de to kunstnere hele tiden holder fokus på skellet mellem drøm og virkelighed, og hvordan vi hver især forsøger at komme fri af den trælbundne vilje og ind i noget andet. Vi forsøger at undslippe alt muligt, ultimativt også døden, men den griber os til sidst med sin istapshånd.
I museets forhal står et fire etager højt DDR-lignende ”plattenbau” med små kvadratiske lejligheder med titlen ”Den ene og de mange”. Man kan ikke gå ind i huset, men kikke ind ad nogle af vinduerne. Værket virker med sin voyeurisme. Publikum flokkes ved vinduerne for at se udsnit af de andres liv, uanset hvor trivielt, tarveligt og udsigtsløst det måtte være. For måske gemmer drømmen sig herinde i kuben? I de små celler vores liv - det indre og det ydre - er bygget op af.
I forhallen står publikum ved en slags T-kryds og skal vælge.
Går man til højre, kommer man ind i mørket og noget, der kunne ligne helvedes forgård. Installationerne herinde hører drømmenes endeligt til. En amerikansk campingvogn med et tonstungt neonskilt væltet ned over sig. Det blinker med Las Vegas. En dreng på en amerikansk brandtrappe i anden sals højde. Han ser ud, som om han sidder i et fængsel.
For enden af rummet en swimmingpool med et højt trådhegn omkring. En kamphund fråder op ad hegnet, mens en død mand flyder rundt i pølen. Værket vakte opsigt på Venedig Biennalen i 2009, hvor det bar titlen ”Kunstsamlerens død”. Herinde, i bugen på Statens Museum for Kunst, er det måske selve det klassiske kunstbegrebs død, værket varsler. Eller Guds? Et stort traktorhjul med en kedeldragt spredt ud på dets runding vidner om, at korsfæstelsen ikke er langt borte.
Går man til venstre, kommer man ind i et irreelt klinisk system af gange. En slags kafkask mareridt, der på forskellig vis vidner om, at vi alle er klienter i samfundet og venter på døden. Værket er skræmmende i sin konsekvente mimen af alle offentlige institutioners værste anonymisering.
Men det er også morsomt, flirtende og underfundigt. Alskens døre, der ikke kan åbnes, ventesalen med en udgået plante og en knækket paraply, et ur, der går, mens tiden ikke kommer nogen vegne, to håndvaske, hvis rør er indbyrdes forbundne på den mest groteske måde med titlen ”Ægteskab”.
To låste toiletdøre uden håndtag, to køjesenge, hvor den øverste vender nedad, som kunne de adskilte alligevel være sammen, en boks til pengedonation fyldt med ukurante effekter, en lukket billetluge med gardinet trukket ned.
Individets afmagt over for systemets bevidste anonymisering stilles til skue i al sin absurditet. Og som finalt værk: en lift med et spædbarn glemt under en hæveautomat. ”Den moderne Moses” er titlen. Vi er alle sat ud og flyder rundt, nogen har glemt os - eller sat os fri til forsynet.
Som det skulle fremgå, er Elmgreen & Dragsets civilisationskritik og problemstilling om individet over for systemet, kønnet over for konformiteten, egentlig banal. Ligesom deres modstillinger er kendte og til et vist mål forudsigelige som en del af den modernistiske kunsts faste vokabular de sidste 100 år.
Men udførelsen af deres værker og installationer er det ikke. Værkerne appellerer i kraft af deres originalitet, underfundighed og utilslørede brutalitet og blanding af det hæslige, det formbevidste, det industrielle og det sært skønne som en slags ”ready mades” i Marcel Duchamps ånd.
Michael Elmgreen og Ingar Dragsets udstilling rummer masser af død i konkret og overført betydning, men den rummer ingen døde øjeblikke. Den er en konstant udfordring til vores liv.