Vi brokker os så meget, fordi vi er tilfredse

I dag udkommer Bent Vinn Nielsens nye roman, ”Den svævende tankbestyrer”, skrevet på forfatterens indfældethed i de små steder i Danmark

”Jeg stadig trives bedst på små steder,” siger Bent Vinn Nielsen, der er vokset op på landet. -
”Jeg stadig trives bedst på små steder,” siger Bent Vinn Nielsen, der er vokset op på landet. - . Foto: Kristine Kiilerich/Scanpix.

Forfatteren Bent Vinn Nielsen skriver ikke romaner om forfinede stueplanter i ”whiskybæltet”. Hans bælte er udkanten, og hans skikkelser er upåagtede hverdagsmennesker. En forfatter bør skrive om den verden, han kender.

Vinn Nielsen er vokset opi Vendsyssel og var ung ufaglært i Aalborg, og de to steder danner da også scenerne for handlingen i hans nye roman, ”Den svævende tankbestyrer”, der udkommer i dag.

Tankbestyreren, romanens jegperson og fortæller, er Magnus, der er bankuddannet og en ørn til regnskaber. Banken behandlede ham dårligt, men med sine evner kunne han blive regnskabschef i et firma i Aalborg.

Helst ville han dog være selvstændig, så han forpagtede en tankstation i Vendsyssel, ikke langt fra barndommens landsby - men lovlig langt fra langturschaufførernes hovedruter.

Og med lovlig mange ansatte: tre damer, mindst en for meget i forhold til den beskedne omsætning. Men Magnus er alt for rar til at kunne fyre.

Han er i det hele taget af de langmodiges æt, som nemt bliver udnyttet. Men udadtil virker han dog ikke som en veg og hældøret idealist. Magnus lader sig ikke sådan mærke med sin godhed, men giver irritabelt ondt af sig over alt muligt i sin indre monolog.

Alligevel er han den, som faktisk hjælper alle. Skikkelsen interesserer Bent Vinn Nielsen, og han har skrevet om den slags menneske før.

”Det er jo nu engang sådan, at bag ethvert menneske, der fester, er der en eller anden, som betaler for festen, den kedelige, som man ikke lægger mærke til,” fortæller forfatteren.

”Jeg synes det slår til, hvis man sådan for sit indre blik gennemgår sine bekendte. Disse hjælpere findes hele vejen rundt, hvis man kigger ordentligt efter: Nu ham det glade renæssancemenneske - hvem i baglandet betaler egentlig huslejen?”.

”Der er mange tankbestyrere og andre i disse almindelige erhverv, som andre har det sjovt på bekostning af. Litteraturen interesserer sig ikke rigtig for de mennesker. Man skal næsten forklare og forsvare, at man tager dem op i en roman, men uden for litteraturen kender vi dem jo alle sammen. De har alle dage været dem, jeg var mest fascineret af.”

Det må være en stor udfordring at tegne det gode menneske? Dostojevskij leverer den mest berømte præstationen i den retning i ”Idioten”.

”Ja, det er meget nemmere at skildre det dumme svin. Skurken er altid mere interessant. 'Idioten' er faktisk den af Dostojevkijs bøger, som siger mig mest. Fyrst Mysjkin skildres også som den, der træder til side i kampen om kvinderne. Måske er et godt menneske et menneske uden begær. Eller i al fald et, som ikke er parat til at krænke andre ved at følge sit begær. Det er også interessant, at fyrst Mysjkin skildres som lidende af 'sløvsind' som ung. Det har atter at gøre med, hvordan han ikke buser på for at opnå noget for næsen af andre. Så kan man få sådan et stempel.”

Magnus har en storebror, Evert, som mildt sagt ikke er den, der holder sig tilbage, når det gælder kvinderne. Han er en forrygende, nordenfjordsk casanova, der nedlægger dem på stribe. Han er også socialist og opfatter kendetegnende nok brødrenes gamle forældre som del af arbejderklassen, mens Magnus mere klart ser de to nøjsomme mennesker som almue. Faderens store lidenskab er at slå græsset med en le, som er så omhyggeligt passet og plejet. Den politisk bevidste Evert kan ikke bruge betegnelsen ”almue” til noget.

”Everts problem er, at han ikke kan trives uden for idealiteten, hvor der kan herske en klar fordeling af, hvem der onde, og hvem der er gode. Han søger altid at realisere det ideale. Evert bliver også på et tidspunkt vegetar og vil have, at alting skal være rent, næsten sågar afføringen. Men man kan ikke kræve renhed af verden. Verden bliver aldrig ren.”

”Dagligdagens trivialiteter irriterer ham. Han vil hellere realisere en idé. Hans tilknytning til den tørre virkelighed er ikke udpræget stærk. Og det er ikke uden forbindelse med, at han er sådan en utrolig skørtejæger. Ja, han ser så også ualmindeligt godt ud, men den egentlige grund til, han har det så nemt med kvinder, er, at han aldrig forelsker sig. Uden den uro og sårbarhed, som forelskelsen giver, bliver alt jo meget nemmere. Evert er en kvinde-forbruger - ikke af ondskab, han kommer bare til det. Og han undviger alle forpligtelser, også over for sin kone, Jenny. Den tid, de er gift, svigter han hende hele tiden med andre kvinder. Han kan ikke ændre sin karakter.”

Jenny og de små børn tager den opofrende Magnus sig af. Gang på gang bor de hos ham, og han røber aldrig, at han selv er dybt forelsket i den svegne Jenny.

Men vores tankforpagter har altså også sin krakilske side. Romanen igennem giver Magnus ondt af sig over ”jahat og humørsmil”, østrogen-hysteriske kællinger, smalsporede lønslavers fidele fedteri, hykleri, hul ambition og jag efter status. Det er underholdende og udstødt med så indædt lidenskab, at det næsten må dreje sig om Vinn Nielsens egne ideosynkrasier?

”Ja, det er faktisk mig. Jeg kan godt lide at skælde ud over alle de pladdernakker, der er til. Magnus er irriteret, men det er ikke den almindelige samfundskritik, han kører af. Samfundskritikken trænger i dag selv til kritik, for den er konform med sit stive højre-venstre-skema. Den kan ikke rumme mellemgruppen og gider egentlig ikke at have med den at gøre. Den består af alle de anonyme skaffere, der lever som Magnus. Bankmænd, tankbestyrere og så videre.

De forekommer samfundskritikken uinteressante, men det er jo dem, der forsørger os. Ingen bryder sig om dem, men vi har brug for, at de knokler. Egentlig er de eksotiske, selvom de er så mange og så funktionæragtige. Eksotiske, fordi de er så oversete.”

Romanens Udkantsdanmark er bestemt ingen idyl. Men man har en fornemmelse af, at i dine øjne er de menneskelige dårskaber heller ikke mere udbredte her end i storbyen. Land og by har ikke noget at lade hinanden høre?

”Det vil jeg mene, ja. Det er en af tidens myter, at det hele bliver værre, når man bevæger sig ud i yderkanten. Der sker vel at mærke heller ikke det modsatte: at jo længere vi kommer ud på landet, jo mere autentiske er menneskene. De er de samme, på godt og ondt. Forskellen mellem land og by består egentlig kun i, at de på landet er bedre til at beskæftige sig med hinanden. Det kan man ikke på samme måde i byen, for her udgør man en masse og kender ikke hinanden på samme måde. Ellers er det de samme mennesker. Selv er jeg præget af landet, hvor jeg voksede op, og jeg må bekende, at jeg stadig trives bedst på små steder.”

Du har da ellers boet længe i Nykøbing F.

”Jamen det er nu også en overskuelig by.”

”Jeg er en Opel-mand” siger Magnus. Vendingerne, tonen - dem kender du indefra?

”Det er ikke noget, man gør bevidst. Det ligger i ens natur. Man færdes mellem mennesker, lytter til tonefald. Lytter til, hvordan de får det sagt, hvordan de måske kører lidt rundt i digressioner, for kun efterhånden, sådan lidt ved siden af, at komme frem med det. Jeg er jo vokset op i det. Egentlig har jeg et helt lille arsenal af sprog til min rådighed. Jeg kommer fra Vendsyssel, men min mor var sjællænder og talte rigsdansk og havde mange særlige vendinger. Om en, der gik og snusede, sagde hun: 'han næser sådan rundt' - den vending findes jo på engelsk: 'to nose around'.

Og jeg har selv boet mange år nu på Lolland. Så jeg har samlet meget forskelligt op, og finder jeg ikke vendingen og klangen i vendelbomålet, så kan jeg søge andetsteds.”

Der er meget salt og slagfærdighed i ”Den svævende tankpasser”, men det virker ikke, som om danskerne virkelig er ”verdens lykkeligste folk” på Bent Vinn Nielsens sider. Det medgiver han gerne.

”Nej, de er ikke så glade. Jeg blev interviewet af en tysker, som spurgte til det med 'verdens lykkeligste'. Skal man være ærlig, svarede jeg, så er Danmark ikke det værste sted at vokse op. Men lykkelige? Vi er vist ikke mindst nogle store brokkehoveder. Danskerne kan virkelig beklage sig. Vi kan sagtens se, at noget er småting, hvis det overgår andre. Men er det én selv, så får piben sandt for dyden en anden lyd! Men jeg tror, man skal have en tilfreds tilstand som bund inde bagved for at kunne brokke sig så meget, som danskerne gør.”

WWForskellen mellem land og by består egentlig kun i, at de på landet er bedre til at beskæftige sig med hinanden.