Forunderlige værker i Malmø

Hvis turen går til Malmø, bør man ikke gå glip af Gunilla Klingbergs poetiske værk, der også kan ses i en permanent udsmykning på station Triangel

Gunilla Klingbergs forunderlige værk ”A Sign in Space” fra 2012/2014. -
Gunilla Klingbergs forunderlige værk ”A Sign in Space” fra 2012/2014. - . Foto: Helene Toresdotter.

I 2012 skabte den svenske kunstner Gunilla Klingberg et stykke landskabskunst i Nordspanien. I naturparken Urdaibai nær Bilbao søgte hun ned til sandstranden en tidlig morgen og fik en af de lokale renovationstraktorer til at trække en stor tromle af jern efter sig. Tromlen var monteret med et mønster af gummi, som Gunilla Kling-berg havde lavet af profilerne fra gamle lastbildæk.

Mens tidevandet var lavest, kørte traktoren med tromlen trillende bag sig i lange lige baner hen over hele stranden ved Biscayen. Sandet fik påtrykt et mønster, som ikke var naturen, vinden og havets eget, men kunstnerens. Og dog spejlede det med sit mønster og sine stjerneformer himlen og månens faser.

Stranden blev et stykke landskabskunst, hvor Gunilla Klingberg var i åben udveksling med omgivelserne. Men kun så længe, det var ebbe, og kun så længe, der ikke færdedes mennesker på stranden. Efter en tid ændredes mønstret af de badendes bare fødder, og alt som månens faser forandredes, løb tidevandet ind og slettede værket. Stedet fik sin naturstrand tilbage.

En del af dette stykke midlertidig landskabskunst med titlen ”A Sign in Space” har for tiden fået plads i Malmö Konsthalls renfærdige rum med de hvide vægge og det svale ovenlys. Der er rullet en bane sand ud, som tromlen med gummiprofilerne har kørt hen over. Den mønstrede sandbane ligger i hele rummets længdeakse med cylinderen som et skulpturelt slutpunkt. Sandet er iblandet silikone, så det holder formen.

Det er betagende at bevidne. Et lille stykke af den store, nærmest kosmiske spejling, som Gunilla Klingberg skabte ved Biscayen, har fundet plads i Malmø. Ikke længere med døgnets temporære rytme i sig, men mere permanent. Det er også fristende at se på. Man har lyst til at røre ved sandet og har lyst til at gå på det, forandre udtrykket og selv blive en del af dets taktile stoflighed.

Det må man naturligvis ikke. Men Gunilla Klingberg har af samme grund givet den besøgende andre muligheder for at blive en del af hendes værk, dets mønstre og foranderlighed. Når man ankommer til udstillingsrummet, skal man således igennem måske ikke Mayas slør men en række forhæng og rumlige strukturer i værket ”Parallelareal Variable”.

Draperierne består af en række nedhængende kæder med små metalkugler, som danner en række rum i rummet. Det er en slags passageværk, der fylder den besøgende med forventning og hensætter en i øjeblikke af undren. Men også lader beskueren netop ”sanse” kunstnerens værk og blive en del af det.

Når man i bogstaveligste forstand går igennem Gunilla Klingbergs værk, spejler sig i det og lader blikket følge dets mønstre og linjer, bliver man en del af værkets åndedræt og dermed af tid og rum på stedet. Heri ligner hun andre samtidskunstnere som udstillingsaktuelle Jeppe Hein (Ordrupgaard) og Olafur Eliasson (Louisiana).

Men som landskabskunstner og repræsentant for den internationale ”Land Art” lægger Gunilla Klingberg sig i sporet efter en af de helt store, amerikaneren Walter de Maria (1935-2013).

Også han trak i 1960'erne spor i sandet og lagde linjer ud i landskabet, ligesom han skabte et rum - som stadig kan ses på Manhattan i New York - fyldt med jord. Naturen taget ind og udstillet, så at sige, så det var og er til at tage og føle på.

Det forhold, at Gunilla Klingberg betoner bevægelsen igennem (kunst-)værket som en del af både oplevelsen af det og tilegnelsen af det, bliver en helt særlig pointe ved den aktuelle udstilling i Malmö Konsthall. Kunstneren er så at sige ankommet eller måske ligefrem kommet hjem.

Kunsthallen ligger 100 meter fra den ny undergrundsstation Triangel, der er udsmykket af Gunilla Klingberg. De sydlige og nordlige op- og nedgange rummer eksempler på hendes ornamentale mønstre på vægge og gulve. Som store iskrystaller fryser de øjeblikket i disse rum, hvor mennesker er på vej op og ned ad rulletrapperne. Disse rum for ankomst og afsked, transit og temporær tilstedeværelse får med hendes arbejder et strejf af evigheden over sig. Kommer man med toget fra Danmark til Malmö Konsthall, så stå af på Triangel og begynd mødet med Gunilla Klingbergs forunderlige værk her.