Et lyn kan lyse en verden op, så kort end det varer. Det samme gælder Per Gammelgaards lynhistorier, der kaster deres skarpe skær ned over en virkelighed, hvis dybder man ofte kun aner, men alligevel får et tydeligt indtryk af.
Med den ultrakorte form - historierne fylder mindre end en side - betjener forfatteren sig af en koncentration, der er tæt på lyrikkens. Teksterne har mange lag, mange finurligheder, overrumplende sammenklipninger og dertil perspektiver, der åbner forløbene mod den større sammenhæng, hvor de hører hjemme. Det er gjort med stor sproglig veloplagthed: et vidnesbyrd om det nære forhold, der altid har bestået mellem Gammelgaard og kortformen.
Bogen rummer - med bagsidetekstens formulering - ”små glimt af almindelige mennesker i ualmindelige situationer”. Det er glimt både fra danske udkanter samt fra Berlin og New York. Geografien er imidlertid af mindre betydning: Gammelgaard gør alle stederne til sine egne.
Intet er tilsyneladende for besynderligt til at blive omfattet af beretterens solidaritet. Hans sans for det groteske er særdeles veludviklet. Vi oplever det straks i den indledende tekst om Kaj, der kan røre ved alting lige med undtagelse af dørhåndtag. Så hellere en kongepyton, fodret med rotter fra fryseren.
Senere møder vi - blandt mange andre- ”Frøken Klokken”, der hvert år går i protestmarch til Christiansborg. Ned med sommertid! står der på hendes medbragte skilt! ”Ikke om hun begriber politikernes indgreb i tidens suverænitet. Hvem tror de, at de er?”
Særligt nærværende er bogen, når konturerne af en alment menneskelig historie antydes. For eksempel i titelteksten, hvor ordene på asfalten - ”Nygifte. Dyt for Stanley!” - vækker undren: hvorfor er det kun Stanley, der skal dyttes for? Hvad med hans kone? Flere svar overvejes inden det forløsende: Selvfølgelig er det Stanley selv, der har nedfældet opfordringen: venneløse Stanley. Behændigt afsluttes teksten på en måde, der forhindrer sentimentalitet - som Per Gammelgaard i øvrigt på intet tidspunkt kan mistænkes for at være fristet af.
Et pudsigt indslag er en erindring om Frank Jæger, som den unge håbefulde poet engang sendte digte til: ”Hver tekst var lagt ind i en splinterny, kraftig plasticlomme. Det kunne Frank Jæger godt lide. Det tydede på, at jeg holdt meget af dem og ville beskytte dem mod verden, skrev han tilbage i sin muntre hilsen. Brevpapiret var gulligt, duftede af tobak, og et par kommaer viste sig at være tobakssmulder.”