Når holocaust ikke gør ondt

”Vores klasse” på Odense Teater er en vægtig fortælling om Anden Verdenskrig, men den trænger ikke ind

"Vores klasse" spilles på Odense Teater.
"Vores klasse" spilles på Odense Teater. Foto: Torben Åndahl .

I 2001 udkom bogen ”Neighbors”, der rystede Polen og ændrede den historie, polakkerne troede, de kendte. Historikeren Jan T. Gross afslørede i bogen, at helt almindelige polske borgere deltog i nazisternes jødeudryddelse under Anden Verdenskrig, slog deres naboer ihjel og flyttede ind i deres huse. Det var en ubehagelig sandhed, som polakkerne ikke ville vide af.

Nu er Gross' bog blevet omsat til teater, og Odense Teater har påtaget sig den alvorlige opgave at sætte krop på holocaust, der fortsat ligger som et betændt sår i den vestlige verdens kollektive bevidsthed. Resultatet er en vægtig men overfyldt forestilling, der desværre ikke formår at sætte de følelsesmæssige aftryk, som den tilstræber.

Vi møder ti klassekammerater i 1935 og følger dem frem til år 2000. I 1938 trænger den forestående verdenskonflikt sig ind på dem, og kammeraternes religiøse og kulturelle forskelligheder begynder at få betydning. De jødiske elever får verbale tæsk, og de polsk-katolske kammerater udvikler sig fra ubekymrede rottehalebørn til barbariske minivoksne.

Men jøderne og polakkerne kan ikke undslippe hinanden, for de er fanget i klasselokalet - en bunker med vægge, lofter og gulve af tavler. Selv de døde bliver tilbage og lurer i hjørnerne. Som i Lars von Triers ”Dogville” kridtes scenen op i usynlige rum, og det er op til tilskuerne selv at tilsætte billederne. Med en kridtstreg graves en grav på scenen, og den står der som et åbent sår, indtil den til sidst vaskes væk. Det fungerer, og det er flot.

Skuespillerne skiftes til at agere fortællere af og spille hovedrollerne i deres egne historier, så metabeskrivelser blandes med dialog og suppleres af handling. Det er en kompleks form for ”story telling” tilsat billeder, og det er ganske raffineret. Desværre tillader fortælleformen også, at spillerne kan skøjte over historien med en enkelt replik - og dermed bliver handlingen hektisk og uigennemsigtig.

Vi når igennem 65 år på to en halv time, og selvom de fleste karakterer får deres del af rampelyset, er der ikke tid nok til at lære dem at kende. Derfor er det svært at lade sig ramme af de grusomme ting, de udsættes for og forstå de omstændigheder, der skal nuancere deres hensynsløse handlinger. Det er ellers én af forestillingens vigtigste pointer: At man ikke kan tegne et rent billede af godt og ondt.

”Vores klasse” er tæt pakket med fortællemæssige greb, harmonikamusik, navne, historiske begivenheder, årstal, spøgelser og følelser - og man fristes til at bruge flosklen om kvalitet frem for kvantitet, for instruktør Martin Lyngbos opsætning har alt for travlt og vil for meget. Så meget, at scenen til sidst flyder over med tyk symbolik.

På den positive side er der også meget gods at hente i ”Vores klasse”, og Odense Teater har fornuftigt nok markedsført den som et stykke tværfagligt undervisningsmateriale til de store klasser. Der trækkes tråde frem til samtiden, særligt til konflikten mellem arabere og jøder, og verdenskrigen ligger som en klangbund for vores måde at anskue nutiden på. Det er spændende.

Man kan virkelig ærgre sig over, at ”Vores klasse” kun formår at kradse i overfladen, når den burde have sendt os helt ned i dybet. Det er en flad fornemmelse at gå derfra uberørt.