Udsøgt og gribende. Det er de ord, som oftest går igen i de amerikanske kritikeres anmeldelser af den prisvindende forfatter Marilynne Robinsons nye roman ”Lila”, der netop er udkommet i USA.
I et stort samtaleinterview i weekendens udgave af avisen New York Times' søndagsmagasin siger Marilynne Robinson til skribenten Wyatt Mason, at ”der skrives meget om religion med et koldt øje, men så godt som intet med et hengivent hjerte”. Og netop den pointe tages op i flere af anmeldelserne af ”Lila”, der handler om en præstekone af samme navn.
Sammen med Robinsons tidligere romaner ”Gilead” (2004) og ”Hjemme” (2008) udgør ”Lila” en ”trilogi om åndelig genløsning uden sammenligning med noget andet i amerikansk litteratur”, skriver eksempelvis den overordentligt begejstrede kritiker Ron Charles i avisen Washington Post.
”På en måde, som få romanforfattere har forsøgt, og som endnu færre er lykkedes med, skriver Robinson om kristne præster og tro og endda teologi, og alligevel kræver hendes bøger ingen rettroenhed ud over en vilje til at tænke dybt over tilværelsens uudgrundelige problem. Hendes romanfigurer foregriber herligheden i det hinsides, men de kender også mørkets dal (og de kan også nævne denne salme ved navn),” skriver Ron Charles.
Marilynne Robinson er en af de ganske få forfattere, som kan skrive begejstret og visionært om religion, skriver også anmelderen Joan Acocella i det toneangivende ugemagasin The New Yorker. En badescene i begyndelsen af ”Lila” er ”ren Rembrandt” og et eksempel på, hvordan Robinsons egen religiøsitet præger hendes forfatterskab, skriver Joan Acocella.
”I den badescene i 'Lila' udlægger forfatteren alle romanens hovedtemaer: lidelse, forladthed, tilgivelse, redning og derpå, som forfriskende modvægt, spørgsmålet om, hvorvidt man egentlig vil reddes, og om man kan. Scenen indeholder også romanens førende metafor, vand, som vil bortvaske vores synder - eller ej,” skriver hun.
I lighed med flere andre kritikere påpeger Joan Acocella, at ”Lila” ikke lefler for den læser, der higer efter forløsning og lykkelige udgange.
”Livet uden komfort, uden kærlighed, det er det rigtige liv, og Lila vil gerne forstå hvorfor. Dette er en uforfærdet bog,” skriver hun.
Marilynne Robinson er ”en af de sjældne forfattere, der er ægte viet til modsætning som en blivende sindstilstand”, supplerer kritikeren Leslie Jamison i magasinet The Atlantic.
”'Lila' tager som sit centrale anliggende, hvad som i en anden fortælling kunne have udgjort en lykkelig slutning: To ensomme sjæle, der aldrig forventede lykke, finder det på en eller anden vis. Men Robinsons mission er at belyse, hvor farefuld denne lykke er, skygget af frygt for dens opløsning og den fordærvede tilskyndelse til at sætte fart på den opløsning, inden den ankommer uindbudt,” skriver Leslie Jamison, der beskriver ”Lila” som en ”strålende og dybt gribende” roman.
I interviewet i The New York Times' søndagsmagasin forklarer Marilynne Robinson selv, hvordan denne ensomhed spiller ind i hendes eget tankesæt.
”Enkelte, som har læst 'Lila', spurgte mig: 'Hvorfor skriver du om problemet med ensomhed?'. Jeg svarede: 'Det er ikke et problem. Det er en tilstand. Det er en lidenskab af en slags. Det er ikke et problem. Jeg tror, at folk gør det til et problem ved at fortolke det sådan,” siger hun.
En af de få kritikere med forbehold over for ”Lila” er The New York Times' chefkritiker, Michiko Kakutani. Robinson skriver i ”smuk, vinkelformet prosa med en gammel bluegrass-tones høje ensomhed”, skriver Kakutani i anmeldelsen, hvor hun karakteriserer romanen som ”ufuldkommen, men gribende”.
”Romanen er mægtig og dybt rørende, men også til tider hæmmet af forfatterens besynderlige beslutning om at fortælle historien i tredje person, hvilket frarøver den 'Gileads' følelsesmæssige nærhed og resulterer i passager, der synes at nedværdige Lila, et uuddannet, næsten vildt væsen,” skriver hun.
I sidste ende fejes Robinsons ”fejltrin” imidlertid væk af hendes rørende skildring af Lilas ”langsomme, tøvende accept” af præsten John Ames' kærlighed og ”deres langsomme dans mod ægteskabelig hengivenhed”, skriver Michiko Kakutani:
”Mod sin slutning er romanen blevet en uafrystelig allegori over pastor Ames' forståelse af den calvinistiske lære, 'at folk er nødt til at lide for virkelig at genkende nåde, når den kommer'.”
Kristeligt Dagblad anmelder ”Lila” i avisen på fredag. Læs interview med Marilynne Robinson her.