Det er en af operalitteraturens sikreste succeser, der frem til den 26. november bliver sendt på turné i kongeriget. Puccinis ”La bohme” om unge, fattige, livsglade, men også dødstruede kunstnere i 1800-tallets Paris har næsten alt det, man som operagænger så gerne vil opleve fra scene og orkestergrav: glødende kærlighed, afvæbnende humor, smægtende melodier og en atmosfære, der er så sart og delikat som en sprød crme brlée, serveret på en fortovscafé i Latinerkvarteret.
Men det forudsætter vel at mærke, at man har den nødvendige respekt for værkets væsen, sådan som Giacomo Puccini og hans tekstforfattere Giuseppe Giacosa og Luigi Illica havde skabt det til urpremieren i Torino i 1896.
Det er netop, hvad den spanske iscenesætter Alfonso Romero Mora og scenografen Ricardo Snchez Cuerda har gjort med sikker stilsans og et glimt i øjet - den vanskeligt definerbare kvalitet, man plejer at kalde charme. Handlingen er nænsomt opdateret fra 1830 til et halvt århundrede senere, Paris på Toulouse-Lautrecs tid, fornemmer man, og der er, hvad der skal være: Skorstensrøgen bølger over hustagene i det sjette arondissement, og der er ”vaskeægte teatersne” i både anden og tredje akt.
Der er som sagt tale om en turnéforestilling, der skal passe ind i vidt forskellige teatre og fungere på store og små scener, så man har måttet ty til visse praktiske løsninger, nemt flyttelige moduler, der i et par snuptag kan forvandles fra gadebillede til lejlighed. Man har nok hugget en hæl og klippet en tå, men uden at gøre minimalismen til en dyd i sig selv.
Helheden lever og vibrerer gennem alle fire akter, og vi tror på digteren Rodolfo og hans kammerater, maleren Marcello, musikeren Schaunard og filosoffen Colline, og vi tror på Rodolfos store og særdeles øjeblikkelige forelskelse i den fattige syerske Mimi. Det er nu engang et af operakunstens helt store momenter, når de to i den mørke atelierlejlighed leder efter hendes nøgle, og han - ikke helt uforvarende - griber hendes hånd og bryder ud i arien ”Che gelida manina”, så kold den lille hånd er. Musik, som kun Puccini kunne skrive den, og det samme gælder hendes efterfølgende ”præsentations-arie” ”Mi Chiamano Mimi”, man kalder mig Mimi.
Det er denne sekvens, en opførelse af denne opera skal måles på, og tårer i øjenkrogen eller rygradsrislen er sikre tegn på, at man har ladet sig rive med, at ens hede Puccini-drømme er blevet indfriet. Oplevelsen i Aalborg belærte mig om, at der ikke behøver være de store verdensnavne på eller bag scenen, for at det kan lade sig gøre.
Alle de store roller er dubleret, så en nærmere vurdering af sangernes præstationer lørdag eftermiddag i Aalborg Kongres & Kultur Center er næppe relevant i denne forbindelse, men det skal dog nævnes, at den sydkoreanske tenor Jung Soo Yun og den rumænske sopran Gabriela Istoc udgjorde et rørende og velsyngende par.
Men i det hele taget var der ingen svage led i den vokale kæde, og jeg har ingen grund til at antage, at det skulle ændre sig med en anden holdopstilling. Sagen er nemlig, at det er hele konceptet ved denne forestilling, der var rigtigt, og at det lykkedes den 35-årige tyske dirigent Michael Banke at få Aalborg Symfoniorkester til at levere et uimodståeligt sugende og sitrende Puccini-spil. Det vil næppe ændre sig, fordi et af de øvrige fire landsdelsorkestre tager over.
Annilese Miskimmon, chef for Den Jyske Opera, har om ”La bohme” sagt, at det er ”den mest romantiske og tragiske historie, jeg kender fra operaens verden”. Hun må glæde sig over, at det omfattende samspil mellem de mange involverede i den særlige produktion, der med garanti bliver den mest spillede operaforestilling i 2014, er gået op i en højere enhed.