Rundtur i aftenlandet

Kirke med det danske flag, Særslev i

På rundtur i Universitetsdanmark, Foredragsdanmark - og Kirkedanmark. Foto: Jan Djenner / Scanpix

Klummeskriveren beretter fra en hastig rejse i sidste uge igennem sit livs dannelsesinstitutioner

Onsdag og torsdag i sidste uge var jeg på en danmarksturné. Det begyndte i Universitetsdanmark. Møde om formiddagen i Forskningsudvalget. Her skulle vi give sparring på kollegers håbefulde ansøgninger om eksterne penge til at forske for. Meget mere højspændt bliver det ikke inden for academia.

Det er her, man under foregivelse af stor ydmyghed og dyb respekt for kollegaens fagområde alligevel ved blot at hæve et øjenbryn kan antyde, at der da vist er hele kontinenter af viden, som vedkommende med fordel kunne sætte sig ind i.

Det var dejligt at haste videre til undervisning i tematisk kulturanalyse. Nogle gange kan man faktisk lokke de studerende ud i diskussioner, så det er, som om de glemmer, at de jo kun tager kurser for at bestå eksamen og kun går på universitetet for at få et job. Så bliver en aldrende underviser helt rørt. På kurset skal vi læse uddrag af Poul Behrendts bog ”Bissen og dullen” (genanmeldt her i avisen 16/9), der handler om ungdomsoprøret. En studerende spurgte mig, hvorfor det nu er, at de ikke gør oprør som dem i 1968? Et meget interessant spørgsmål, som vi ikke nåede til ende med at svare på.

Jeg hastede nemlig fra lokale U64 hen til lokale U73 og mine timer i skriftlig kommunikation og formidling - en slags journalistkursus for humaniorastuderende. Og jeg ankom samtidig til Avisdanmark, for min gamle kollega Kristian Lindberg fra Berlingske skulle holde gæsteforelæsning om kulturjournalistik med særligt henblik på filmstoffet.

Jeg elsker, når jeg på den måde kan føre to af mine verdener sammen og give de studerende en person- og erfaringsbåren fornemmelse af det store dyr, der ellers så let forbliver abstrakt: arbejdsmarkedet. Kristian gav dem også nogle rent håndværksmæssige skrivetips: en anmeldelse SKAL rumme noget underholdende uanset emnet, og man BEHØVER ikke skrive ”jeg” i den. Det kunne de så tygge lidt på.

Jeg havde fået lagt et lidt hårdt program for mig selv, for her sidst på eftermiddagen hoppede jeg på et tog til Fredericia. Torsdag formiddag skulle jeg gæste både Kirkedanmark og Foredragsdanmark, for jeg skulle holde foredrag for et hold af præster om protestantiske tidsånder i nutiden.

Præsterne hang så længe over en film af Michael Haneke, at jeg ikke nåede at møde dem i baren, og det var måske meget godt, for så kunne den mødige rejsende få sig en god nats søvn.

Torsdag formiddag diskuterede vi så teologi og kirke i efterkrigstiden, Tidehverv, kulturkamp, folkekirkens situation netop nu, korrektiver til det offentlige styringsparadigme og andet godt. Meget stimulerende.

Jeg kunne ikke nå at spise frokost, for jeg skulle haste tilbage til Universitetsdanmark, men jeg fik en madpakke med til toget, både sandwiches og chokoladekarameller. Tilbage på Syddansk Universitet stod den på historisk kulturanalyse og undervisning i Gadamer og hermeneutikken, begrebshistorie, kulturel erindring, Martin A. Hansen og de episke kvinder.

Vi sprang mellem det meget abstrakte og det meget konkrete. De studerende virkede engagerede. De spurgte slet ikke, om de overhovedet kunne bruge det på arbejdsmarkedet. Måske nøjedes de med at tænke det og lod en gammel tosse snakke.

Lidt træt var jeg til sidst i pendlertoget til København efter to dages rejse. Men jeg elsker alle disse Danmark’er, nogle med mere ambivalens end andre, og jeg vil gerne se dem som sider af samme sag.

Men i virkeligheden er der ofte dybe kløfter imellem dem. Det slog mig dog, at de alle sammen er truet på livet.

Universitetet var i de dage i granatchok over uddannelsesministerens bebudede ”dimensionering” af humaniora, papiraviserne er måske helt væk om ti år (de studerende læser dem allerede ikke længere), præsterne fandt det nærmest selv naturstridigt at knap 80 % af befolkningen stadig er medlemmer af folkekirken når man ser hvordan det går med medlemstallet i f.eks. Tyskland, og så livligt det end går for sig i Foredrags-Danmark, er det 65+, der er hovedstammen.

Kan det virkelig være sandt, at så stimulerende en rejse også er en rejse gennem aftenlandet, et Atlantis der snart synker?

Det holder jo nok min tid ud, men det er alligevel synd for de unge og for dem, der kommer efter dem.