Det usynlige liv i ørkenen

Midt i den israelske Negev-ørken ligger geologisk museum, der giver teologisk stof til eftertanke

Ramonkrateret midt i Negev-ørkenen i Israel ligner lidt et Mars-landskab, men krateret er dannet naturligt af vand, is, vulkaner, jordskælv og blæst gennem tiden.-
Ramonkrateret midt i Negev-ørkenen i Israel ligner lidt et Mars-landskab, men krateret er dannet naturligt af vand, is, vulkaner, jordskælv og blæst gennem tiden.- . Foto: Daniel Øhrstrøm.

I begyndelsen skaber de tørre ørkenveje gennem Negev den misforståelse, at her er livløst. Det hele ligner én stor grusgrav. De få pjuskede planter stikker støvede op fra den israelske jord som tyndt teenageskæg. Intet kan tilsyneladende gro rigtigt i denne verden, der virker kedelig og trist med sine endeløse varianter af farven beige overalt i støv, sand og klipper.

Kun himlen er blå som Det Røde Hav, men alligevel ikke så turkis. Så i begyndelsen er det egentlig svært at forstå, hvordan denne udørk kan tiltrække tusindvis og atter tusindvis af turister, da vi nærmer os krateret Makhtesh Ramon.

Her er man ved at bygge et af Israels dyreste hoteller, der i øvrigt hedder ”Genesis” efter begyndelsen af Bibelen. Det ligger ved siden af det geologiske museum Ramon Visitors' Center, der blev om- og udbygget for et par år siden, men virker underligt anonymt fra hovedindgangen, hvor facaden er bygget op af store sandsten. Og indenfor handler museet ved første øjekast oven i købet kun om én mand, der ikke engang er Jesus eller Moses, men ”blot” den første israelske astronaut og tidligere jagerpilot med samme efternavn som krateret, Ilan Ramon, der døde tragisk under et rumeventyr i 2003.

På store plakater og film bliver den israelske rumhelt, der rent faktisk ligner den tidligere amerikanske justitsminister og præsidentbror Robert Kennedy lidt, vist frem med patriotiske speaks på både hebraisk og Hollywood-amerikansk, mens man også kan se forskellige af hans personlige genstande.

Udstillingen er sådan bygget op, at man går trinvis opad og sågar kører i en rumfartsagtig elevator, indtil man ender i toppen i en stor panorama-bio, hvor der i første omgang kun bliver kørt et lille lærred ned med en dokumentarfilm, der igen handler om Ilan Ramon. En evigt smilende, begavet, ung mand i topform og sin bedste alder med en kone og børn, der elskede ham. Og en sand søn af Israel med en gribende familiehistorie fra holocaust. Ilan Ramon havde rejst sig fra fortidens jødehad for at søge mod stjernerne til ære for sit land, men kunne altså alligevel ikke kontrollere sin egen død.

Den var vitterlig tragisk, men i sammenligning med holocaust-museer verden over virker det - i begyndelsen - voldsomt at lave så stort et museum for én mand, der trods alt havde haft et succesrigt og spændende liv. Men så slutter filmen, det lille lærred bliver rullet op, mens de store panoramavinduer bliver trukket til side, så man pludselig får udsigt over det enorme krater udenfor. Det ændrer alt.

Ligesom Olafur Eliasson kan sætte naturen og kulturen i perspektiv ved at udstille sten på Louisiana, kan dette museum nærmest endnu mere effektfuldt sætte naturens storhed i perspektiv ved simpelthen at udstille den. Kuratortricket er begavet. For sådan bliver Ilan Ramon heller ikke kun en israelsk astronaut, men en metafor for hele menneskehedens stræben efter at forstå mere af skaberværket og universet. Og det kedelige krater udenfor bliver nu til en betagende storfilm.

Resten af udstillingen handler blandt andet om kraterets geologi og historie med en moderne, interaktiv museumsformidling, så børn og voksne både kan røre, se og lege med at forandre naturen gennem simulationsmaskiner, der for eksempel kan udsætte sand og sten for påvirkning gennem vand. Museet har også en film om universets og kraterets opståen, der ganske elegant fletter Bibelen og videnskaben sammen ved at begynde med at sige:

”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Ifølge videnskaben blev universet sandsynligvis skabt ved et big bang for næsten 14 milliarder år siden.”

Om man tror på Bibelen, videnskaben eller begge dele, er selvfølgelig op til den enkelte, men det geniale ved udstillingen er at stille et ambitiøst menneskes bedrifter overfor Gud/naturen.

Som et babelstårn stiger man op mod filmen om IIan Ramons forsøg på at nå stjernerne, og gennem pædagogisk museumsformidling bliver man ført ned på jorden igen gennem en fin geologisk udstilling, der slutter med en film om det skjulte, rige dyreliv af utallige fugle, småkryb, skorpioner, slanger, geder, mus, ræve, ulve og sågar leoparder, der faktisk lever vildt i ørkenen.

Skjuler man sig tæt ved et drikkested, skal dyrene nok komme med tiden. For de lever trods alt mere af vand end af sand.

Således oplyst kan man træde ud i naturen med et fornyet perspektiv på alt det, der virker livløst. For på toppen af Makhtesh Ramon fra det udsigtspunkt, man først kommer ud til efter museumsbesøget, virker alting stort

Man kan ikke se dyrelivet, men man kan mærke den friske vind, der som varm ånde blæser liv i alle de enorme sandskulpturer, intet menneske har kunnet skabe. Pludselig er den kedelige ørken et fantasifuldt landskab, og sådan forstår man også hurtigt, hvorfor Moses, profeterne og Jesus ofte søgte ud i ørkenen for at få åndelig inspiration. Det var her, hvor livet er usynligt, at de fandt tro.

Og når solen først går ned over ørkenen her og efterlader turisterne i et magisk mørke, vælter dyr og stjerner også frem med deres eget vidnesbyrd om, hvor stor og fantasifuld verden er.

”The Mitzpe Ramon Visitor's Center” ligger på klippekanten ud til Ramon-krateret, og udstillingen handlede oprindeligt kun om områdets geologi, men museet genåbnede i 2012 - dedikeret til den israelske austronaut og tidligere jagerpilot, Ilan Ramon, der omkom i 2003, da rumfærgen Columbia sprængte i luften på vej tilbage til Jorden. Hans søn, Asaf Ramon, der også var israelsk jagerpilot, døde i øvrigt nogle år efter under en flyveøvelse. Og en kommende lufthavn i det sydlige Israel vil få navn efter de to israelske piloter.

CITAT Ligesom Olafur Eliasson kan sætte naturen og kulturen i perspektiv ved at udstille sten på Louisiana, kan dette museum nærmest endnu mere effektfuldt sætte naturens storhed i perspektiv ved simpelthen at udstille den.