Carl Nielsen har siden sin død fascineret og beskæftiget musikforskere både herhjemme og i udlandet. Hvem var manden bag melodierne til de folkelige sange som ”Jens Vejmand” og ”Jeg ved en Lærkerede”, som vi stadig synger med stor glæde? Hvorfra fik han idéerne til de spektakulære symfonier, der klang krast og modernistisk i samtidens ører? Hvad inspirerede ham til de tre vanvittigt krævende instrumentalkoncerter, der gav datidens største danske solister på violin, fløjte og klarinet kam til deres hår?
Der må være mange læsere derude, som brænder for at få et dybere indblik i Danmarks nationalkomponist op til hans 150-årsfødselsdag i 2015. For dem er Peter Dürrfelds korte, kompakte biografi, ”Den lille Carl Nielsen”, en smagfuld lækkerbisken: Skribenten går tæt på komponistens værker, hans personlighed og de mennesker, som spillede en særlig rolle i Nielsens musikalske karriere.
Dürrfeld er en rutineret forfatter. Han har tidligere skrevet både skakbøger, romaner og en operaguide, ligesom han har oversat en mængde musiklitteratur. Tilmed er han Kristeligt Dagblads erfarne klassiske musikanmelder. Flere af forfatterens Carl Nielsen-betragtninger i bogen har han da også hentet førstehånds fra de københavnske koncertsale. Med virtuos overlegenhed og en imponerende videnskilde at tappe fra skildrer han hele Nielsens livsforløb. ”Den lille Carl Nielsen” bliver ligefrem selvbiografisk sine steder. Vi får levende beskrevet, hvordan Dürrfeld på vej hjem fra et anmelderjob i DR Koncerthuset en sen aften nikker ærbødigt til Nielsen-rytterstatuen, der står på en plæne ved Østerport.
Skulpturen skabte Carl Nielsens hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, otte år efter ægtemandens død. Dürrfeld bruger den dygtigt som en døråbner til at beskrive kunstnerparrets stormombruste ægteskab. De to faldt for hinanden i Paris i forbindelse med verdensudstillingen i 1889 og giftede sig over hals og hoved. Senere gik forholdet i opløsning. Parret flyttede fra hinanden, men fandt sammen igen. Tre fælles børn blev det til - foruden dem, som den kvindebegejstrede Carl Nielsen fik uden for ægteskabet.
Med en pen, der sitrer af fortællelyst, krydrer Dürrfeld flere af sine faktuelle oplysninger med personlige indfald og vurderinger. Det er modigt, for Carl Nielsen er en mand, der i dén grad deler vandene. Enhver, der vover at sætte subjektive ord på geniet, risikerer at lægge sig ud med de bedrevidende i branchen.
Formmæssigt er bogen opbygget stramt og med en logisk kronologi, der gør den overskuelig. Først en farverig beskrivelse af Nielsens fynske barndom, opvæksten i Nørre Lyndelse og springet til musikmiljøet i storbyen København. De øvrige afsnit er hæftet op på komponistens værker. t afsnit om de danske sange, ét om symfonier, ét om operaerne. Undervejs skifter Dürrfeld vinkel fra værk til livsforløb. Han indfletter behændigt uddrag af anmeldelser fra samtidskritikere, brevuddrag, dagbogsoptegnelser og sine egne mere generelle musikalske betragtninger.
Forfatteren har lyttet til både historiske og nutidige indspilninger af Nielsens musik. Det kommer læseren til gode, for Dürrfeld deler rundhåndet ud af tips til, hvilke udgaver af komponistens værker den interesserede musikentusiast får størst udbytte af at opsøge - enten på cd eller via online-indspilninger på internettet.
Dürrfeld kan i bogen ikke dy sig fra at ruske op i politikerne på Københavns Rådhus. Han anmoder kraftigt - og fuldt berettiget - om, at Carl Nielsen i sit 150. fejringsår i 2015 får en mere værdig vej opkaldt efter sig end den nuværende Carl Nielsens Allé - en blot 40 meter kort stump af en sidegade på Østerbro. Vejen skal ligge centralt i det København, som Nielsen satte sit uudslukkelige aftryk på som komponist, violinist og dirigent. Dürrfeld foreslår bramfrit, at den store Vester Voldgade omdøbes i Carl Nielsens navn.
Virker ”Den lille Carl Nielsen” med sine godt 100 sider samt værkfortegnelse, citater af og om komponisten en kende for kort - Nielsens betydningsfulde musikalske karriere taget i betragtning? Nuvel, som læser savner man somme tider, at forfatteren trængte endnu dybere ind i mennesket Carl Nielsen. Her må den videbegærlige stille appetitten i mere detaljerede biografier eller i den store udgivelse af komponistens brevvekslinger med samtiden.
Skulle Peter Dürrfeld karakterisere Carl Nielsens musik med ét ord, er det ”fremdrift”. Det begreb karakteriserer også bogen. Man vender bladene i en ruf og har efter endt læsning et mere levende billede af manden bag de folkelige sange og de sjælsoprivende symfoniske klange.