Vi bor i hinanden.
En smuk sætning, som man kan blive ved med at gå og tænke over. På hvordan mennesker, man har kendt som barn, stadig lever inden i en. Bor der, som de bor i andre, de betød noget for. Når et menneske ikke lever mere, bliver den følelse af, at det bor inde i én måske endnu tydeligere, som om det dog skal have hjemme et sted, det menneske, som ikke mere er fysisk i blandt os.
Ophavskvinden til den indledende sætning er maleren Anette Harboe Flensburg, som i en meget smuk og lækkert udført lille kunstnerbog skriftligt og visuelt reflekterer over tabet af en nærtstående. Og reflekterer over, hvordan den dødes væsen så at sige stadig findes, både i de fysiske rum og i den pårørendes mentale rum. ”Stolen taler. Med tydelig knirkestemme ud i rummet, præcis som var der nogen, der rejste sig for at gå ud i køkkenet for at hente teen.”
Der er, som hun skriver: ”Det, der kan begraves, og det, der ikke kan.” Den døde er definitivt væk, ude af denne verden, men samtidig med erkendelsen af det faktum, er der ”et rum, der er flyttet ind i huset, uden at det findes”.
Dels er der det fysiske, stolene, der knager, som om han, den afdøde far, stadig satte sig og rejste sig fra dem, hans skjorter, som stadig går rundt i rummene, nu båret af kunstnerens mand, dels er der den mentale fornemmelse. At der er flyttet et usynligt rum ind i ens rum. At virkeligheden har flere dimensioner, end vi umiddelbart kan erkende.
Anette Harboes tekster er ganske korte og skifter mellem netop at være gådefuldt åbne og så meget konkrete som beskrivelsen af at stå i haven, iført sin fars gamle jakke, ”som en anden vagabond, med missende øjne” og vinke til et fly, der dukker op bag skyen.
Visuelt består bogen af ret små, fornemt trykte fotografier af nogle af de papmodeller, Anette Harboe Flensburg bygger op, fotograferer og herefter bearbejder til malerier. For hun er optaget af rum, af lys og skygge, passager og åbne døre, som de, der kender hendes næsten hyperrealistisk udførte malerier, vil vide.
Sådan kommer man også i tvivl - er de her billeder egentlig ”rigtige” rum, er de små eller store modeller, eller er de maleriske bearbejdelser? Det kan være svært at se forskel, og det er vel også en af pointerne: at vores sanser ikke altid er gode nok, at der er dimensioner, vi har svært ved at aflæse.
Det er drømmeagtige rum, løsrevet fra tid og sted, Harboe Flensburg viser os. Rum, der peger på både drøm og erindring, på fornemmelsen af både en tabt fortid og en fremtid, vi ikke har adgang til. Rum, der ligger derude og venter, måske. Og samtidig er det også bare helt konkrete modeller, illusioner sat sammen af pap og nåle.
”Vi bor i hinanden” er en bog, men i sig selv også et kunstobjekt, der viser, hvad bogen som medie kan. Trykt i fire farver på tykt papir, indbundet med garnhæftet papirhelbind.