For et par år siden skrev jeg her i avisen om en uafrystelig elegisk kortroman af den amerikanske forfatter Philip Roth. Dens titel er ”Nemesis”, og den beskriver en polioepidemi, der i juli 1944 bryder ud i New Jersey-byen Newark med tragiske konsekvenser for dens hovedperson og mange andre børn og unge.
Siden ”Nemesis” udkom i 2010, har Roth ikke skrevet flere bøger, og i et interview i ugebladet The New Yorker den 9.11.2012 meddelte han, at denne blev hans sidste. Efter at have genlæst sine yndlingsforfattere og derefter hele sit eget forfatterskab er hans konklusion, at han ikke har spildt tiden med at skrive, og at hans indsats stort set har været en succes. I den forbindelse citerer han den legendariske sværvægtsbokser Joe Louis, der inden sin død i 1981 udtalte ”I did the best I could with what I had”. Nu er tiden inde til at takke af, siger Roth. Han har viet sit liv til skønlitteraturen og udelukket næsten alt andet. Men alt har sin tid, og endnu en bog ville ikke ændre ved, hvad han allerede har udrettet.
Også andre forfattere har trukket sig tilbage fra deres virke, og englænderen E.M. Forster, der blev over 90 år, holdt op med at skrive romaner, allerede da han var omkring 40. Så kan Philip Roth, der i dag er 81, vel også holde inde. Og jeg skulle mene, at ”Nemesis” er den perfekte bog at gøre det med. Den nobelprisvindende sydafrikanske forfatter Nadine Gordimer har ganske vist udnævnt ”The human stain” (En menneskelig plet) - filmatiseret i 2003 med Anthony Hopkins i hovedrollen som en professor med en hemmelighed - til Roths bedste bog. Men det var, inden ”Nemesis” udkom.
Husker jeg ret, besvarede filmstjernen James Stewart sidst i livet et spørgsmål om, hvorfor han trak sig tilbage med at sige ”I have nothing more to prove”. Det ordvalg smager lidt af, at han havde fået opfyldt sine ambitioner. Men det kan selvfølgelig også have været andet end ambition, der drev ham. I Roths tilfælde er det nok mest sandsynligt, at drivkraften har været en stærk indre trang til at udforske menneskers vilkår og skæbne og meddele sine tanker herom til andre.
Efter over 50 års forfatterskab kan Philip Roth trække sig tilbage med oprejst pande. Spørgsmålet er så, om det at skrive er blevet lige så nødvendigt for ham som at trække vejret. Det skulle ikke undre mig, om han ligesom Joe Louis gør et comeback.
Også Klaus Rifbjerg har passeret de 80, og siden debuten i 1956 har han skrevet et hav af skønlitterære bøger. Som Roth kunne også han med rank ryg trække sig tilbage, men det er der nu ikke tegn på, at han har i sinde, for der kommer stadig både digte, essays og romaner fra ham. For Rifbjerg er det at skrive nok også næsten lige så nødvendigt som at trække vejret.
Ikke uden grund kaldes Rifbjerg ”Store Klaus”, for foruden at være høj er han et fyrtårn i dansk litteratur. Jeg gætter på, at han ingen problemer har med at få trykt sine manuskripter. Måske er det en medvirkende grund til, at han af og til kun får halvgode anmeldelser. Det gælder for eksempel hans to seneste bøger, begge fra i år, kortromanen ”Idræt” og essaysamlingen ”Blandede bolsjer”. Den sidste er blevet anmeldt under overskriften ”Lidt om dit og lidt om dat fra Klaus Rifbjerg”, og selv sproget anføres at være ukarakteristisk slapt.
Det med sproget må nu absolut være en undtagelse. Forleden læste jeg et debatindlæg af ham om, at vi skal tage os i agt, for de sorte vinder frem. Uanset hvor man befinder sig i det politiske spektrum, er det altså en fornøjelse, hvor godt Rifbjergs indlæg er skrevet. Den første sætning er på 130 ord, så den kan jeg af gode grunde ikke citere.
Hvor næsten enhver anden ved at bevæge sig ind i en syntaktisk labyrint af denne længde aldrig ville komme godt ud igen, lykkes det i overlegen stil for Rifbjerg.
Indledningssætningen er ikke engang svær at læse, og dertil kommer, at den krydres med Rifbjergs grove uforskammetheder. Han harcelerer over, at en avis blæser Søren Krarups ”mugne fjæs” op på både forsiden og inde i bladet, og at en anden giver spalteplads til en ”nedgroet negl” som Mikael Jalving. For dem, der har en svaghed for persiflage (hån, spot, latterliggørelse), og som ikke tager det så nøje med argumentation, er en debatartikel som denne det rene guf.
Det hører med til billedet, at Rifbjergs seneste digtsamling, ”Fut fut fut” (2014), er blevet anmeldt som lyrik, når den er allerbedst. Han er en stor forfatter og kan stadig levere varen. Rifbjerg skal derfor være mere end velkommen til at fortsætte med at publicere, og hvis Roth skifter mening, byder jeg ham hjerteligt tilbage i arenaen. Never say die. Skønt jeg selv kun er i 70'erne, kan også jeg sagtens følge forfatteres behov for stadig at leve gennem deres skrivning.