Denne bog er en lille sag på 60 sider, som alle litteraturelskere simpelthen må læse, så de kan forstå, hvorfor de er så overhalede netop nu og vil være det fremover, hvis de bliver stående ved bogen som medie. Men aflivningen af boglæseren bliver foretaget med en sådan følsomhed, at man også lærer noget om, hvad det var, boglitteratur helt exceptionelt kunne.
Lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet Dan Ringgaard har skrevet sine erfaringer med litteratur sammen ved at se på sin bogreol, som ingen af hans børn i den nye medietid vil frekventere.
Og så går det ellers med hjælp fra tyske og engelske litteraturkritikere derudaf med at stille patienten ”Litteraturs” diagnose og dødsprognosen for bogen som medie. Og lad det være sagt med det samme, inden jeg begynder at referere fra den lille bog: Det er tænksomt og fremragende gjort. Tilmed let at læse.
Bogen har eksisteret siden Gutenberg (cirka 1500), og nu er dens tid som medie forbi, afløst af de digitale medier fra midten af 1980'erne. Ord er ikke længere eneste adgang til viden, billeder og lyd indgår i bevidstheden på lige fod, hvis ikke mere. Skriftkulturen har længe sunget på sit sidste vers - og dermed også den skønlitteratur, der har kunnet skabe fiktive frirum for den læsende og tilbagetrukne i stolen.
Men det har jo været i gang længe begyndende med fotografiet (cirka 1840), fonografen (cirka 1880) og filmen (cirka 1900), radioen (cirka 1920) og tv (cirka 1950). De digitale medier har bare speedet denne udvikling op.
Men som Ringgaard også rigtigt bemærker, så er litteraturens død ikke nogen ny sag. Allerede Hegel i romantikkens tid anså filosofien som historiens drivende kraft i stedet for litteraturen - og mange andre har proklameret litteraturens død siden. Det synes, som om denne død som tabsindskrivninger selv er en del af skønlitteraturens selvforståelse (”evigt ejes kun det tabte”). Alligevel har vi den stadig, og måske vil vi fortsat have den som sprogkunst formidlet digitalt og ikke mellem bogens for- og bagside.
For medierne ændrer vores bevidsthed i retning af billed- og lydbevidsthed. Vi vil ikke længere kunne læse den gamle litteratur i dens egen selvforståelse med ordet som eneste tilgang til verden. Ligeledes vil analysen af litterære værker ændre sig. Man vil ikke søge meningen i værket, men genbruge det ved at køre det igennem forskellige medieudtryk. Den store informationsmængde i vores digitale tid gør, at vægten flytter sig fra en forståelse af eksistensen hen imod en praksis i den:
”Kunst i det 21. århundrede handler i stigende grad om at sortere og finde ting i kaos, gøre noget med det, der er, skabe et koncept, indramme tingene på en måde, som gør en del af verden synlig og mulig at forholde sig til.”
Alt dette har man jo længe anet som underviser for studerende, der i timerne forlod ånden i lokalet for at gå på nettet og finde den andetsteds. Litteraturen har overlevet sig selv og definerer ikke længere samfundsdebatten, endsige det, man finder vigtigt ved at være levende. Det frirum til privat nydelse og læring om at være menneske, som litteraturen i sin gamle horisont tilbød, er blevet erstattet af et socialt sms- og billedrum.
Et tilbud om venskab givet på sms eller facebook opfyldes også næsten kun i denne mediegenre som et i gammeldags forstand handlingsløst forhold.
For noget kunne den jo, litteraturen! Den kunne lade den læsende trække sig tilbage til sit private rum og lære vedkommende om sig selv, formulere følelserne blandt andet. Den kunne i fiktionen fortælle om det at være menneske, den kunne lære en at ”læse verden litterært”, det vil sige sætte nutidige begivenheder i forhold til litterære forhistorier.
Ringgaard laver således en præcis læsning som litteratur af fodboldspilleren Zidanes hævnaktion på en svinagtig modstander med en skalle og ser den i lyset af Shakespeares Othello, hvor Jago (svinet) driver den naive Othello til at myrde Desdemona.
Litteraturen havde sine myter i figurer, og den forståelse, det gav at se verden således sammenlignet, vil sandsynligvis eksistere videre, fordi andre medier som tv-serier tapper så meget fra den gamle litteratur i deres plot og figuropbygning.
Teknologien i de nye medier vil give os et nyt nerveliv, en ny sensibilitet, og den vil skabe nye miljøer. Men sprogkunsten overlever bogens dødsproces ind i de mange mediers kaos, mener Ring-gaard.
Sprogkunsten vil forske i netop dette nye kaos og gøre det med ord, der er anderledes mættede med et nyt livs erfaringer på hjemmesider og blogs. Ordet vil forlade bogsiden for at overleve i den fagre nye verden. Eneste problem, som Ringgaard ikke kommer ind på: Hvem skal finde de steder på nettet, hvor denne sprogkunst foregår, og give den videre til de læsere, som findes endnu?
Som en gammel litteraturelsker takker jeg for, at jeg fik lov at opleve litteraturen i dens overhalede boghorisont - men også fordi jeg fik lov at forstå, som her i Ringgaards bog, hvorfor jeg blev overhalet.