De to store norske forfattere Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen var livslange venner, kolleger og rivaler, og de blev med tiden også bundet sammen i et forpligtende fællesskab, da to af deres børn, Sigurd og Bergliot, blev forelskede og giftede sig med hinanden.
Dette og meget, meget mere kan man læse om i skuespilleren og sceneinstruktøren Joen Billes nyligt udkomne og særdeles livfulde slægtserindringer om familierne Bjørnson og Ibsen med titlen ”Villa Ibsen”. Joen Bille er oldebarn af Bjørnson og Ibsen og har derfor de bedste forudsætninger for at skrive om forfatterfamiliernes sammenfiltrede skæbne.
I erindringerne citerer Joen Bille et brev, som Ibsen skrev til Bjørnson i 1882 i forbindelse med fejringen af Bjørnsons 25-årsjubilæum som forfatter. Bjørnson var en gigant på det tidspunkt og blev dyrket i hele Skandinavien som nordisk åndstype og samlende kraft. Ibsen derimod stod endnu på kanten til sit internationale gennembrud som dramatiker og havde også selv valgt en position som isoleret skikkelse. I brevet skriver Ibsen til Bjørnson:
”Du har en mægtig begavelse for politikken og en ustyrlige trang til at lede den. Jeg har ikke engang anlæg til at være statsborger; jeg er fuldstændig talentløs i den retning. Det er følgelig ligeså naturligt for dig at stille dig i spidsen, som for mig at stille mig udenfor.”
Ordene er præcise og karakteriserer glimrende to forskellige forfatterroller, der ikke altid spiller sammen. Heller ikke i tilfældet Bjørnson og Ibsen.
Bjørnson var livet igennem vildt, ja hæmningsløst engageret i politik, kønspolitik, partipolitik og unionspolitik, og gik med brask og bram ind for Norges selvstændighed og løsrivelse fra Sverige. Hans engagement lod sig ikke begrænse til Norden, han engagerede sig i politiske spørgsmål over hele Europa og var rystet over justitsmordet i Dreyfus-affæren i Frankrig. Han gik gerne i demonstration, og var ingen andre med ham, startede han den bare selv! Sikker som han var på, at andre ville følge ham.
Anderledes med den indebrændte Ibsen, der, som han selv nævner det i brevet, var fyldt af en sådan lede mod det politiske system, at han flere gange overvejede at blive statsløs. Han isolerede sig i stedet med karaktererne i sine naturalistiske og symbolistiske dramaer og lod dem gestalte de spørgsmål i livet, han ikke selv udholdt at forholde sig direkte og eksplicit til som samfundsborger.
De to vidt forskellige tilgange til forfattergerningen er gældende den dag i dag. Jeg kom til at tænke på Bjørnson, Ibsen og det moderne gennembrud, da jeg hørte Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis', tale på forlagets efterårsreception i slutningen af august. Heri beskrev Johannes Riis malende en række graverende samfundsmæssige skandaler og den omsiggribende umyndiggørelse af borgerne. Hvorefter han satte trumf på og opfordrede forfatterne til direkte at engagere sig i samfundet og det politiske.
Netop fordi de besidder en særlig magt. Sprogets magt. Det var som en genfødsel af Georg Brandes og hans opfordring i 1870'erne til forfatterne om ”at sætte problemer under debat”. Man manglede bare sneglen på Johannes Riis' talepult som et billede på det nuværende tempo i dansk åndsliv.
Johannes Riis' behjertede opråb har siden kastet en del debat af sig om forfatternes rolle i samfundet. Den skal hilses velkommen.
Netop fordi forfattere jo er samfundsborgere med en privilegeret tilgang til det offentlige rum, hvor samfundets indretning og lovgivning diskuteres. Ja, nogle af dem er tillige understøttet af staten og kunne måske føle sig kaldet til at demonstrere deres tankefrihed og suveræne uafhængighed. Men nu ser man jo sjældent en forfatter med en kniv i den ene hånd uden en gaffel i den anden.
Mindre kan også gøre det. Og det engagement, som Johannes Riis efterlyser fra forfatternes side, har da også været til stede hele tiden. Man behøver ikke at gå så langt tilbage som til de politisk betændte 1970'ere for at finde forfattere, der er politisk vakte og debatterende. Tænk på Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Bent Vinn Nielsen, Jens Martin Eriksen, Pia Tafdrup, Carsten Jensen eller Jens Christian Grøndahl, der er en blændende politisk essayist. Eller tænk på Claus Beck-Nielsen, der på sine ekstremt modige rejser i Mellemøsten under navnet Das Beckwerk kom meget længere ned i substansen end samtlige danske udenrigsministre.
Man kan selvfølgelig diskutere validiteten af danske forfatteres politiske udsagn, det er jo netop meningen med dem, men man kan ikke diskutere engagementet. Det er fuldt og helt.
Til gengæld bør man ikke nødvendigvis problematisere, at der findes en anden type forfattere, som i stedet og i deres aldeles gode ret dyrker poesiens blå blomst i fuldkommen hypersensitiv isolation. De befinder sig ikke nødvendigvis i et elfenbenstårn, de er verdensvendte som alle os andre. Men deres fokus er et andet, og det skal det have lov til at være.