Uafhængige boghandlere bryder negativ spiral

I USA vokser antallet af uafhængige boghandlere. Trods krise kan danske boghandlere gøre dem kunsten efter, mener branchefolk

Siden 2010 er antallet af danske boghandlere faldet med cirka 20 om året, og i januar opgjorde man, at der var 358 boghandlere tilbage mod 416 i 2010.
Siden 2010 er antallet af danske boghandlere faldet med cirka 20 om året, og i januar opgjorde man, at der var 358 boghandlere tilbage mod 416 i 2010. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA Denmark.

E-bøger, Amazon, streamingtjenester og et dalende privatforbrug som følge af krisen. Der er mange faktorer, som har gjort livet svært for danske boghandlere de senere år. I USA, derimod, vokser antallet af boghandlere.

Ifølge American Booksellers Association er der på fem år kommet 19,3 procent flere af de såkaldte ”indie bookstores”, der er selvstændige boghandlere uafhængige af kæder.

I Danmark ser man ikke den samme tendens, selvom der også her er en behersket optimisme hos Dansk Boghandlerforening. Her har man en stærk fornemmelse af, at selvom branchens totalomsætning er nedadgående, så går det bedre for en række enkeltbutikker.

”Jeg tror snart, vi har nået bunden. Men boghandlerne bliver nødt til at tænke nyt og have en god forståelse for det område, de ligger i, for at overleve,” siger direktør i Boghandlerforeningen Olaf Winsløv.

Siden 2010 er antallet af danske boghandlere faldet med cirka 20 om året, og i januar opgjorde man, at der var 358 boghandlere tilbage mod 416 i 2010.

Men hvorfor er det så, at man i USA ser en opadgående spiral? Ifølge direktør Oren Teicher i American Booksellers Association er der flere årsager.

Han nævner blandt andet, at boghandlerne er blevet mere innovative i forhold til at have andre aktiviteter end selve bogsalget, og at kontakten til kunderne er blevet bedre med hjælp fra de sociale medier, som spiller en stadig større rolle. Samtidig er der en bevægelse mod at kunderne shopper mere og mere lokalt, fortæller han:

”Dataene er nu ubestridelige. Der er millioner af amerikanske forbrugere, som hver dag beslutter sig for at købe ind lokalt,” siger Oren Teicher til internetmagasinet Salon.com.

En uafhængig dansk boghandel, der oplever succes med et alternativt koncept, er Tranquebar i det centrale København, der specialiserer sig i rejsebøger.

Her sælges der også skønlitteratur, musik og kunsthåndværk af høj kvalitet fra hele verden, og forretningens bogsalg er i markant fremgang - ifølge butikkens indehaver, Tina Larsen, har man i år solgt 20 procent flere bøger end på samme tid sidste år.

Hun forklarer, at det for de danske boghandlere gælder om at skabe sig en niche.

”Man skal nytænke og tænke i nicher - noget personligt. Folk kan ikke holde ud at støde på den samme butik på alle hjørner. Vores kunder kommer, fordi de ved, at vi har et udvalg, som de ikke får andre steder,” siger Tina Larsen.