Michael Lentz hører til blandt de mest imponerende repræsentanter for en ny lydpoesi i det nuværende Tyskland: Han leger i sine bøger og under oplæsninger med utrolig skarphed og præcision med ordenes klang, forskyder deres betydning og åbner for stedse nye associationsrum.
Det var derfor med store forventninger, at jeg påbegyndte læsningen af denne lille samtalebog, hvor netop Michael Lentz interviewer Tysklands seneste Nobelpristager, den rumænskfødte Herta Müller. Bogen, der er på kun godt og vel 40 sider, blev til i forlængelse af Herta Müllers poetikforelæsning i Leipzig 2009 og blev lanceret som en samtale. I realiteten er der dog tale om et interview, hvor Lentz har lov til at stille spørgsmål - eller skal man snarere sige: give stikord? - til forfatterkollegaen Müller, der fortæller om sit syn på sprog, erindring, skriveprocessen med videre.
Og selvfølgelig er det aldrig uinteressant at læse om Müllers litteraturopfattelse, sprogbrug og skriveproces. Men samtidig er mange af de i bogen fremhævede pointer allerede kendte gennem det utal af forskellige interviews, Müller gav de seneste år, især efter tildelingen af Nobelprisen i 2009: Litteraturinteresserede læsere har efterhånden haft mange muligheder for at høre om den særlige udfordring, det var for hende at skrive under diktaturet i Rumænien, og adskillige er de gange, hun fortalt om arbejdsprocesserne, der førte til romanen ”Atemschaukel” i 2009 (romanen, der på dansk fik den noget misvisende titel ”Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig”).
Set med disse øjne er der ikke meget nyt i den lille interviewbog. Den kan have interesse for dem, der går helt op i lige Müllers poetik; for den almene litteraturinteresserede læser er der dog ikke meget nyt at finde. Og mine forventninger om netop Michael Lentz' rolle i ”samtalen” blev også fælt skuffet: Langt hen ad vejen er hans rolle reduceret til mikrofonholder for Müller, og dér, hvor han endelig for alvor kommer på banen, forsøger han at være overakademisk - eksempelvis når han beskriver Müllers skrivemetode som en ”metamorfosisk praksis”, der alt efter ”situation og perception” sigter efter at ”opbløde tingenes formgrænser”“. Og så fremdeles. En virkelig interessant dialog mellem de to forfattere udvikler sig aldrig, og spændende, som deres forfatterskaber hver især er, formår ”samtalen” ikke at skabe spænding eller synergi imellem de to. Her er tale om en fin, agtværdig, men i virkeligheden ikke særlig interessant udgivelse.