Efteråret er for længst så langt fremskredent, at mørket har sænket sig over Amager, når folk først på aftenen valfarter til de traditionsrige torsdagskoncerter. I sidste uge kunne koncertgængerne desuden glæde sig over, at en flere etager høj og let genkendelig Carl Nielsen-profil prydede Den Blå Kubus, der rummer DR Koncertsalen - naturligvis i anledning af at man til næste år kan fejre 150-året for vores største komponists fødsel.
Man tog hul på den kommende tids mange Nielsen-koncerter og -arrangementer på et meget højt niveau.
Programmet var lige så enkelt, som det var vægtigt: inden pausen Jean Sibelius 4. symfoni i a-mol, opus 63, fra 1911 - efter pausen Nielsens 5. symfoni, opus 50, fra 1922. En finsk og en dansk symfoni, dirigeret af en 87-årig svensk maestro, der har vundet verdensry for sine fortolkninger af begge komponister: Herbert Blomstedt, der både torsdag aften og ved ”andendagsgildet” 24 timer senere (som jeg havde den glæde at opleve) virkede nærmest naturstridigt veloplagt og med sikker hånd styrede DRSO gennem begge værker.
Blomstedt var chef for det danske Radiosymfoniorkester i tiåret mellem 1967 og 1977 og indspillede i den periode alle Nielsens seks symfonier. Svenskerens Nielsen-fortolkninger er kun blevet bedre med årene - ikke alene dem, han lavede som chefdirigent for San Francisco-symfonikerne, men også de nyere udgaver med DRSO (der utvivlsomt er et blevet bedre orkester i løbet af årene).
Sibelius og Nielsen har nu som før status som Nordens mest betydningsfulde komponister gennem tiderne, og koncerten var naturligvis en anledning til endnu en gang at sammenligne de to unikke begavelser, der begge er født i 1865 (Nielsen den 9. juni, Sibelius den 8. december).
Finnen var måske den mest stringente eller disciplinerede af de to, en alvorsmand i mere end én forstand - ikke mindst i sin fjerde symfoni, som han skrev i en kritisk fase af sit liv. Nielsen er for mig at høre til gengæld den mest eksperimenterende og ekspansive uden dog på nogen måde at gå på kompromis med sin velforankrede sans for tradition og struktur. Hans femte symfoni er kendetegnet ved kun at have to satser, der imidlertid har seks forskellige tempobetegnelser. Sine egne veje går Nielsen især i slutningen af førstesatsen, der udvikler sig til en hel lille ”trommekoncert”, hvor DRSO's erfarne slagtøjsspiller Tom Nybye viste topform med en suveræn virtuos præstation, der udviklede sig til en imponerende demonstration af Nielsens fandenivoldske humor.
Nybyes placering helt ude i højre side af scenen var for øvrigt ikke det eneste særpræg ved aftenens opstilling. Blomstedt havde nemlig valgt at blande strygerne på en måde, så førstevioliner og andenvioliner var anbragt på hver sin side af ham, nærmest ud mod publikum. Det bevirkede, at man kom til at opleve klangen som lysere end normalt, og det gjorde ikke mindst en forskel i Sibelius-symfonien.
Under alle omstændigheder var rækkefølgen rigtig, ikke blot kronologisk, men også psykologisk. Det føltes ganske enkelt rigtigt at gå hjem ”med Nielsen i sinde” - tyvstarten var mere end godkendt.