Gilead er en støvet landsby i Midtvesten, hvor dovne hunde ligger og blunder på hovedgaden og kun flytter sig, hvis en af byens få biler dytter vedholdende. En by, man hurtigt rejser igennem og glemmer alt om, mener kvinden Lila.
Byens præst, John Ames, ser helt anderledes på Gilead. For ham er den lille flække verdens centrum, her løber bibelsk og amerikansk historie sammen, og her finder han det klareste udtryk for kernen i sin teologi: at Gud er god, og at Han elsker verden.
At to personer ser forskelligt på deres hjemby, er ikke så mystisk, men Lila og John Ames er nygifte med en aldersforskel på omkring de 40 imellem sig. Læg dertil, at hun er analfabet og han er højlærd, og at hun venter deres første barn. Penge er der ingen af.
Hvis ”Lila” var en helt normal moderne roman, ville handlingen med meget stor sandsynlighed dreje sig om, hvordan det umage par med deres indbyrdes forskelle umuligt kan blive sammen. De må skilles, for romantikken kan ikke overleve derude i det støvede Gilead.
Men nu er forfatteren til historien om ægteparret Ames, Marilynne Robinson, ikke nogen konventionel moderne forfatter, der skriver samme konforme skilsmisseromaner, som tiden synes så rig på.
Hun abonnerer hverken på modernismens sammen-brudsideologi eller det romantiske kærlighedsideal, så læseren kan roligt forvente og glæde sig til en læseoplevelse af de sjældne med forfatterens helt nye roman, den fjerde i alt fra hendes hånd.
Hvis man allerede kender Robinsons prosa er ”Lila” som at vende hjem, for det er tredje gang, at forfatteren gæster den lille prærieby, der sætter rammen om romanen. I ”Gilead” (2005) ser man begivenhederne fra præsten John Ames' synspunkt, i ”Hjemme” (2008) ligger synsvinklen hos nabopræsten Jack Boughtons datter, og i den nye roman er det så Lila Ames, som vi følger tæt. Alle tre romaner beskriver de samme begivenheder, men føjer også mange nye facetter til, og kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.
Lila er forældreløs og vokser op på et selvbestaltet børnehjem, men samles op af den ældre Doll og indleder et liv på landevejen med forefaldende arbejde. Selvom de to kvinder bevæger sig på skyggesiden af det amerikanske samfund, der synes låst fast i 1930'er-depressionens jerngreb, oplever de også gode ting og medborgeres hjertevarme, kulminerende med mødet med John Ames, den gamle præst i Gilead.
Fra den første roman ved vi, at han har været gift før, men hustru og barn døde i barselssengen, og siden har han levet sit liv alene og i, hvad man fristes til at kalde stoisk ro, hvis det ikke netop var, fordi Ames' livsindstilling er calvinsk og ikke græsk.
Hans kærlighed blusser op den dag, Lila møder op til gudstjeneste i hans kirke. Hun er på gennemrejse og leder efter midlertidigt arbejde, men bliver boende, bliver gravid og, som vi ved fra ”Gilead”, med tiden enke og eneforsørger af parrets syv-årige søn. Hvis ikke Robinson er færdig med miljøet, kunne hendes næste roman give drengen stemme, for ham har vi snart hørt en del om, men ikke fra, og Robinson er som bedstemor til børn i samme alder inde i de omtrent ti-åriges tankeverden.
Som i de tidligere romaner løber bibelske temaer gennem ”Lila”, der også henter næring i smukt gennemgående vandmetaforer - ikke mindst i en central dåbsscene, hvor Ames døber Lila ved landsbyens bæk. ”Generer det dig slet ikke, at jeg har arbejdet på et bordel?”, spørger hun ham bagefter. ”Så vidt jeg er orienteret er du nu så ren og uskyldig som en nyfødt,” svarer han.
Det er simpelthen skønt at læse en roman, der uden at skjule disharmoni og uenighed nægter at give efter for konventionelle normer om sammenbrud og adskillelse som eneste udgang på uenigheder mellem mennesker. Beslægtet hermed er romanens gennemgående tematisering af enfoldighed (Lilas) versus refleksion (Ames').
Hun, der stort set hverken kan læse eller skrive, gifter sig med en mand, hvis samlede prædikener beløber sig til over 50 bøger, men alligevel får de det til at fungere, ikke mindst fordi Ames synes ude af stand til at se, at analfabetisme skulle være et problem. Lila rummer jo så meget andet storslået. Og blot fordi man ikke kan læse, kan man jo godt stille kloge spørgsmål, må læseren og Ames sande.
Som beskrevet her i avisen i sidste uge er ”Lila” blevet modtaget med stor ros af de amerikanske kritikere, og Robinson nævnes nu oftere som nobelpriskandidat. I det nye nummer af magasinet New York Review of Books skriver anmelderen Cathleen Shine bevæget om Robinsons calvinistiske kærlighedshistorie: ”Hun er virkelig ikke som nogen anden forfatter. Det er hun virkelig ikke.”
Nej, hun er i sandhed et originalt fyrtårn i et hav af konformitet, en kunstner, man læser langsomt, tænker over og lever med. ”Lila” udkommer på dansk på forlaget Gyldendal i begyndelsen af 2015.