Når de døde taler med

Ny bog skildrer, hvordan forskellige kulturer forholder sig til et emne, der har bud til os alle

Moesgaard Museum har udsendt en bog i anledningen af den ny museumsbygning.
Moesgaard Museum har udsendt en bog i anledningen af den ny museumsbygning.

Den 10. oktober åbnede udstillingen ”De dødes liv” i forbindelse med åbningen af det nye Moesgaard Museum i Aarhus. I den forbindelse har museet udsendt en bog, der er rigt illustreret, flot sat op og med et emne, der nok også har bud til de fleste af os.

I forhold til andre levende væsner kan vi mennesker holde på hemmeligheder, huske drømme og sørge for at vore døde bliver begravede. Det gælder, hvad enten man bor på Ny Guinea, New Zealand eller Nykøbing Sjælland. Og ”De dødes liv” kommer især godt rundt om begravelsespraksisser verden over. Klaus Markmann Jensen understreger i sit bidrag, at selv om vi opfatter folkekirkens ritualer som uforanderlige, har begravelsesritualet faktisk undergået betydelige forandringer siden midten af 1800-tallet.

Carsten Bach-Nielsen peger på, at dyrkelsen af spiritismen igen har taget fart, efterhånden som protestantismen har mistet terræn. Kirsten Marie Raahauge har ligefrem været ansat på et projekt, der skulle analysere huse i Danmark, som var hjemsøgt af ånder.

Det var dog ikke noget klokkeklart resultat, hun nåede frem til: ”Om det er døde, der går igen, og hvorfor de i givet fald gør det, er der ingen, der ved.” Men måske savnede de døde noget fra den jordiske tilværelse?

Filminstruktøren Luis Buuel forklarer i sine erindringer, at han i hvert fald ikke har tænkt sig at forblive i graven: ”Jeg tror nok jeg én gang om ugen vil kravle op for at se, hvad der står på kioskens spisesedler, og så skynde mig ned igen.”

K.E. Løgstrup mente, at alt, hvad der tolkes religiøst, også kan tolkes irreligiøst - blot ikke nær så godt. Den anskuelse synes bogens forfattere at dele. Men det er kun Ton Otto, der går så langt, at han på Ny Guinea ligefrem indlader sig på et ritual, hvor han angiveligt træder i forbindelse med sine afdøde bedsteforældre. Han håbede på, at de ville hjælpe ham med at lave en vellykket etnografisk udstilling på Moesgaard Museum.

Vi får ikke at vide, om ønsket gik i opfyldelse, men antropologiprofessoren har i alt fald fået lyst til at udforske åndernes betydning i sit eget liv.

Det var pæne ord, man sagde, da han kom - og det var også pæne ord, man sagde, da han gik. Det var kun, mens han virkede, man fandt ham helt umulig. Sådan har man undertiden ironiseret over ligtaler. Og sandt er det, at nekrologerne ofte omfatter den døde med en rørende godhed og overbærenhed. Men som Bodil Selmer skriver i sit bidrag, er mindet om de døde ikke sjældent betinget af, at vi finder et kompromis mellem det, der er værd at huske, og det, som er bedst at glemme.

”De dødes liv” bliver næppe glemt med det samme, eftersom udstillingen på Moesgaard Museum fortsætter de næste tre år. Og som en let tilgængelig indføring i et vanskeligt stof kan bogen bestemt også anbefales.