Nye kortfilm skal gøre konfirmander interesserede i kristendom

Filmmagasinet Ekko med Claus Christensen i spidsen udsender med Helsingør Stift otte kortfilm, der sætter nye standarder for, hvad man kan opnå i konfirmandundervisningen

Den danske kortfilm ”Helium”, der er med blandt de otte udvalgte film, fik i 2014 en Oscar som bedste kortfilm. -
Den danske kortfilm ”Helium”, der er med blandt de otte udvalgte film, fik i 2014 en Oscar som bedste kortfilm. - . Foto: Scanpix.

Helsingør stift og filmmagasinet Ekko er gået sammen i et enestående projekt, der bringer otte nordiske kortfilm ud i konfirmandstuerne.

Det er ganske enkelt en strålende idé. Der produceres mange kortfilm, som aldrig når ud til et større publikum. Selvom der er forskellige initiativer, som promoverer kortfilm, så er det stadig ikke det store publikum, der ser dem, og slet ikke unge mennesker. Dette projekt har en mulighed for at komme ud til mennesker, der normalt ikke ser kortfilm. Filmene i materialet kan ikke kun benyttes i konfirmationsforberedelsen, men også i studiekredse. Kortfilm har den elementære fordel, at de er, som ordet siger, korte. Det er en fordel, når man kun har begrænset tid. At vise en almindelig spillefilm og have en samtale om den bagefter kræver tid. Med dette materiale, hvor filmene varierer i længde fra tre til 38 minutter, kan film og samtale finde sted inden for almindelig konfirmationsforberedelsesramme og indenfor en studiekreds' tidsmæssige begrænsning.

Selve filmene har forskellige emner såsom ansvar, kærlighed, håb, tilgivelse og frihed. Der er tale om fire danske, to norske og to svenske kortfilm. Der er i materialet en god introduktion til filmene, og de enkelte film gennemgås, så præsten/studiekredslederen kan forberede sig godt. Der er faktisk ingen grund til at lade være med at anskaffe sig materialet.

Herunder kan du læse anmeldelser af de enkelte kortfilm 

Bawke
Instruktør: Hisham Zaman 

*****

Filmen fortæller en historie om en kurdisk far og søn, der har været på flugt gennem Europa. Da de endelig kommer til Norge som blinde passagerer under en lastbil, må faderen foretage et valg. Enten må han forlade sin søn, eller også bliver de begge bliver sendt tilbage. Hvordan kan en far forlade sin søn? Skal man nogle gange ofre noget for at vise sin kærlighed? Offertanken er jo central i kristendommen. Der er ikke langt til at tale om forholdet mellem Jesus og Gud Fader.

3000 meter
Instruktør: Gorm Just 

****

En mand vågner op midt i et frit fald fra 3000 meters højde. Han har ingen faldskærm på, og om lidt rammer han jorden, og så er det forbi. Hvad var meningsfuldt i det liv, der drøner ned mod jordens overflade? Koncentrer dig om det, der er vigtigt. Det er en øvelse, vi alle bør gøre. Der er lidt Nik og Jay og sangen ”En dag tilbage” over det.

Se filmen her 

Djur jag dödade förra sommaran
Instruktør: Gustav Danielsson
 
****

Filmen handler om drengen Leo, der dræber små og mindre dyr. Han brænder myrer, slår en hveps ihjel ved middagsbordet, lader en aborre dø i solen. Hans far mener, at dyr skal aflives på en god og hurtig måde. En dag sætter han en musefælde op ved skraldespanden. Der kommer ikke til at ske noget med Leos mus, lover faderen; det gør der dog, men han fortæller det ikke til drengen. Senere bliver faderen yderligere sat på prøve. En film om moral, løgn og forældrehykleri.

Helium
Instruktør: Anders Walther 

******

Denne danske kortfilm fik i 2014 en Oscar som bedste kortfilm. Den handler om håb, tro og Himmeriget. Albert er en 6-7 årig dreng, der ligger syg til døden på sygehuset. En dag kommer der en ny, mandlig rengøringshjælp, der kan fortælle en håbets historie ind i den syge drengs tilsyneladende håbløse situation. Filmen ender med, at Albert går over broen til de levendes land. Det er en meget smuk og løfterig skildring. Den lægger op til en god samtale om kristendommens evighedshåb. Filmen kan ses af alle.

Bror min
Instruktør: Jens Jonsson 

*****

To søskende sidder i en bil. Den ældste dreng piner og plager lillebroderen. Forældrene griber ikke ind, fordi de har travlt med at skændes uden for bilen. Voldsspiralen fortsætter.

Overgang
Instruktør: Jesper Quistgaard 

*****

En ung pige er ude på en snedækket mark med sin syge hund, der skal aflives. Hendes far er parat til at aflive hunden med et riffelskud. Skal pigen gøre det selv? Det handler om at tage ansvar. At være voksen er at træffe svære valg.

Se filmen her 

Side om side
Instruktør: Christian Sønderby Jepsen
 
****

To naboer i Tarm har ikke hilst på hinanden i 15 år. Siden dengang de kom op at toppes over drengestreger, er en kæmpehæk vokset op og har adskilt parterne. Årsagen til konflikten er ikke let at finde, men der viser sig at være drengeløgne involveret i historien. Så er der kun forsoning og tilgivelse, der kan ændre forholdene. Lidt lang for konfirmander, men velegnet i studiekredse.

Sniffer
Instruktør: Bobbie Peers
 
*****

I et grotesk samfund holdes mennesker til jorden med tunge støvler. En mand, der lever af at være sniffer på en deodorantfabrik, ser den frie due - Helligånden? - og løsner sine bindinger og flyver væk. Filmen blev kåret som bedste kortfilm i Cannes.

"Film og konfirmander" kan købes på Ekkofilm.dk