Hvad svenske Carl von Linné var for botanikken, det var danske Søren Kierkegaard for det menneskelige sjæleliv: en utrættelig, omhyggelig og systematisk iagttager af sine medmenneskers indre rørelser, som han klassificerede i arter, underarter, slægter og underslægter. Hvor Linné inddelte planterne efter et ”sexualsystem” ud fra deres forplantningsorganer, lavede Kierkegaard en fintmasket mennesketypologi ud fra de måder, vi forholder os til kærlighedens fremtrædelsesformer på.
Men til forskel fra Linné, der studerede den ydre, ubevidste natur og med sit blotte øje kunne tælle blomster, grifler og støvdragere, så undersøgte Kierkegaard mennesker, det vil sige væsener med ånd, fornuft, stemninger, vilje og følelser, der rumsterer under overfladen, usynligt. Derfor måtte han slutte fra det ydre til det indre, fra menneskers handlinger, ord, gestik og mimik til deres indre sjæleliv. Det kræver selvfølgelig indlevelsesevne og et vist personligt følelsesregister, som han sammen med en frodig og nuanceret sans for modersmålet var begavet med til overmål.
Kloge Søren, hvis liv var fattigt på ydre begivenheder, og som aldrig realiserede et borgerligt liv med fast arbejde, kone og børn, kaldte sig selv for en ”politi-spion”, der aflurede folk deres hemmeligheder.
I sin nye, kompetente og velfortalte kortlægning af Kierkegaards betragtninger over kærligheden, kalder teologen Pia Søltoft ham i stedet en ”erotisk betragter”, og det virker mere rimeligt; ”erotisk”, ikke forstået seksuelt, men som en lidenskabelig, kærlig betragter, der ikke vil dømme og docere, men opbygge og vække sine læsere til selvvirksomhed, som ikke vil arrestere dem, men sætte dem fri.
Kierkegaard er psykolog for alle og enhver, men han havde altid kristendommen ”in mente”. Det forudsættes, at kærligheden ”er”: Den er givet på forhånd, skabt, nedlagt i menneskets ”grund”. Den har ikke os selv som ophav. Her henviser han gang på gang til 1. Johannesbrev: ”Gud er kærlighed”. Kærligheden er, med Søltofts formulering, både ”gave og opgave”, for man kan forkvakle den, lukke den ude, misforstå den, rette den mod afguder.
Kærligheden findes i alle som en dobbelttrang til at give og modtage, til at elske og blive elsket. Den kan ikke defineres, men beskrives ud fra sine virkninger, tydes ud fra sine tegn. Det er den samme kærlighed fra den samme kilde, der antager forskellige skikkelser i forelskelsen, venskabet, ægteskabet, forældreskabet og i den specifikt kristne bestemmelse, ”næstekærligheden”.
Filosoffen K.E. Løgstrup beskyldte i sin tid Kierkegaard for at nedvurdere den menneskelige, naturlige kærlighed til fordel for en streng, livsfjendsk udlægning af næstekærlighedsbuddet. Søltoft fremhæver derimod, at det for Kierkegaard er samme kærlighed, der er på færde i eksempelvis forelskelsen og i troen på Gud. Derfor kan man ikke sige, at Kierkegaard forkaster den naturlige kærlighed, ”forkærligheden” for et menneske frem for andre, da den er uundværlig som selvets opvågnen og er vores første forsøg på at give vor iboende kærlighedstrang et ydre objekt. Forelskelsen ligner ikke bare troen, den kan virke ”opdragende” til troen.
Det går først galt, når man (som mange moderne mennesker) forholder sig ”romantisk” eller ”digterisk” til forelskelsen, når vi sætter den over alt andet og tror, at vi selv skaber den, når vi vil opstille betingelser for den og forveksler kærlighed med forelskelsens følelsesintensitet. Så ender vi i gold selvforgabelse, en formålsrettet, lidenskabsløs konstruktion uden kærlighed.
Modsætningen står mellem ”digteren” og ”den kærlige”. Hvor førstnævnte lever i et kunstigt, iscenesat rum, der drejer sig om ham selv, ser sidstnævnte kærlighedsforholdet som et trepartsforhold mellem de to elskende og kærligheden. ”Den kærlige” tror på kærligheden som en kraft i sig selv, der ganske vist kun viser sig i relationer, men er til stede som et selvstændigt tredje. Kun således kan kærligheden ”sætte hjerte”, som det poetisk hedder, det vil sige blive vedvarende, sidde fast.
Den poetiske romantiker, der mest er forelsket i sine egne følelser, oplever derimod snart, at de er flygtige. En forelskelse varer kun et halvt år, konstaterer en af Kierke-gaards litterære figurer, Johannes Forføreren. Ikke alt har forandret sig; på 200 års afstand kan man stadig finde læge- og spiseurter i Kierkegaards menneskebotanik, som Søltoft fremstiller med stort overblik og pædagogisk tæft, sans for helheden og detaljen.
Kristeligt Dagblad bragte i går et interview med Pia Søltoft om bogen. Læs artiklen på