Da jeg for snart mange år siden var ung lærer på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, blev jeg en sommer sat til at eksaminere en studerende i den franske digter Charles Baudelaires forfatterskab. Jeg husker ikke helt, hvorfor loddet faldt på mig. Det var en eksamensform, hvor den studerende havde lov til selv at vælge emne og pensum. Problemet var bare, at jeg ikke anede noget videre om Baudelaire. Jeg havde selv været studerende i tværfaglighedens gyldne år, og min litteraturhistoriske viden havde derfor kontinenter af hvide pletter, for der fandtes jo så meget andet interessant: sociologi, antropologi, filosofi, teologi, som man kunne strejfe rundt i.
Men der var ikke noget at gøre. Jeg havde et par dage til at læse Baudelaire op, og da det var før internettets tid, greb jeg efter diverse litteraturhistorier på mine reoler og gik nok også på biblioteket efter nogle primærværker. Efter omstændighederne erhvervede jeg mig en vis kyndighed udi Baudelaire, og den mundtlige eksamen gik meget godt. Jeg vidste nok til at kunne styre slagets gang efter den studerendes fremlæggelse. Jeg kunne gennemskue, hvad hun vidste, og hvor hun ville hen, så der faldt både et par ledende spørgsmål, der fik censor til at klukke lidt (hvor meget han så vidste om Baudelaire blev mig aldrig helt klart) og et par mere subtile indvendinger, for der var jo forskellige skoler inden for forskningen, ikke sandt?
For så vidt en opbyggelig historie. Jeg havde med held anvendt det, man dengang hyldede som ”de generelle akademiske kvalifikationer”. Det betyder, at når man i forvejen ved en smule og samtidig er trænet i at overskue og strukturere stof på et vist abstraktionsniveau, kan man hurtigt sætte sig ind i og beherske nye områder.
Det var disse generelle kvalifikationer, man satte sin lid til, når humanister dengang umiddelbart kunne se ud til at have en usikker beskæftigelsessituation. Det betød ikke så meget, om man i udgangspunktet var klassisk filolog, arkæolog, antropolog eller noget syvende. Som regel kunne man sagtens bruges i det private erhvervsliv eller andre steder fjernt fra udgangspunktet. Jeg kender meget få, mig selv inklusive (i hvert fald i perioder), der kom til at arbejde med det, de i snæver forstand var uddannet til. Og jeg kender ingen, der ikke fik arbejde af en eller anden slags.
Hele denne filosofi om generelle kvalifikationer synes forsvundet i nutidens mere primitive uddannelsesdebat. Man er af en eller anden grund holdt op med at tænke uddannelser som portaler til en vifte af muligheder. I stedet tænker man uddannelser som noget, der er målrettet bestemte typer af job, og så må man selvfølgelig i den såkaldte dimensionerings-debat slå hårdt ned på angiveligt jobløse fag, for hvor mange antropologer er det nu lige, der er brug for?
Nu er der imidlertid også en anden lære af mit korte bekendtskab med Baudelaire. Efter et par dage eller måske uger havde jeg glemt alt om ham igen. Alt det, jeg havde læst op og brilleret med, var væk igen. Og det er aldrig kommet tilbage. Måske ligger det på et fjernlager i hukommelsen. Måske kan det aktiveres. Det har jeg bare aldrig haft behov for. Jeg havde præsteret en kortsigtet tilegnelse af stoffet. Det kom aldrig til at indgå i en mere organisk - faglig eller eksistentiel - sammenhæng med det, jeg i øvrigt lavede og interesserede mig for. Når jeg observerer, hvordan nutidens studerende tilegner sig stof, bliver jeg bekymret, fordi jeg tænker på mig og Baudelaire. De studerende bliver pisket til at komme hurtigt igennem studiet, og de skal helst også have meriterende studiejob ved siden af. Det gør, at mange af dem forholder sig taktisk og økonomisk til pensum. Er det her noget, jeg har brug for at kunne til eksamen? Er det her noget jeg hurtigt kan læse op til allersidst i semestret, mens jeg bruger kræfterne på noget andet? Er det her noget, jeg har brug for at vide, eksistentielt eller til det konkrete job, jeg stiler efter? Næh, men jeg må hellere lige læse det op til husbehov. En videregående uddannelse kan være et stort personligt gode for den enkelte og et stort gode for samfundet. Lad os ikke ødelægge den i kortsigtede kalkuler og afretning af de unge til taktisk studiepraksis.