Helstøbt roman-opera uden klar pointe

Fin kammermusikalsk opera efter romanen ”Is-slottet” af Tarjei Vesaas

Tuva Semmingsen spiller Siss i operaen.
Tuva Semmingsen spiller Siss i operaen. Foto: Jens Astrup .

Der behøver ikke altid være en entydig pointe med stor kunst. Men hvis det er tilfældet med Tarjei Vesaas' roman ”Is-slottet”, som i 1964 indbragte den norske forfatter Nordisk Råds Litteraturpris, er det, at livet går videre - for de overlevende. Tankestregen inden ”for de overlevende” kan forekomme så tankevækkende, at smerten over døden og dens mysterium bliver ubærlig.

Musikteatret Saum og Den Ny Opera, der har basis i Esbjerg, er gået sammen om at lave en opera over Vesaas' fremragende roman, og det er næsten et helt lille mirakel, at det i den grad er lykkedes at bevare tonen fra bogen. Den korte forklaring er, at dramatikeren Jesper Bræstrup Karlsen, komponisten Magnar Åm og instruktøren Daniel Bohr er gået til opgaven med respekt for og kærlighed til værket. Ikke mindst Åms musik løfter helheden. Ensemblet består af blot fem musikere: Frode Andersen, der også fungerer som kapelmester, spiller akkordeon og har sammen med slagtøjsspilleren Frans Hansen taget plads til venstre for scenen, mens publikum fra højre side hører klarinettisten Anna Klett, cellisten Live Johansson og bratschisten Andreas Birk.

De tre sidstnævnte har desuden statistroller som skolekammerater og de voksne, der leder efter den forsvundne pige Unn i Telemarkens isformationer. Musikernes opdeling i to plus tre er i høj grad medvirkende til, at den sitrende musik får en rumlig karakter og så at sige omkranser det isslot, Bohr og hans team har skabt i midten af rummet.

I programmet til forestillingen drager Torben Brostrøm, der tilbage i 1963 oversatte Vesaas' værk, for øvrigt en parallel til Kafkas roman ”Slottet” og konkluderer: “Den norske digters isslot er en naturdannelse, man kan forvilde sig ind i med livet som indsats. Men dette slot styrter sammen i vårflommen.”

I centrum for handlingen står to 11-årige piger, Siss og Unn. Sidstnævnte er flyttet til byen, hvor hun efter sin mors død bor hos sin moster. Hun er ramt af ”ensomhedsvildelse” og holder sig for sig selv i skolen. En dag inviterer hun Siss hjem til sig. I en scene, der rummer al pubertetens længsel og søgen efter en identitet, står de to piger foran et rektangulært spejl og klæder sig af, mens de synger om ”fire glitrende, strålende øjne ... det er os!”

Det mere end tangerer en kærlighedsduet, og det er naturligvis et stort plus for forestillingen, at dens to mezzosopraner, Tuva Semmingsen som Siss og Ingeborg Fangel Mo (der i 2011 stiftede Saum) som Unn, agerer overbevisende som 11-årige piger, både vokalt og scenisk, hvor de lader det blive ved antydningens kunst.

Overspil ville også have været en dødssynd i dette ekstremt alvorlige stykke. For selvom Siss til sidst - efter at alt håb om at finde Unn, der natten efter deres ”spejlscene” for vild i ismasserne, for længst er ude - bliver ”løst fra sit løfte” af Unns moster, falder det vanskeligt at tale om en happy end, og bifaldet på Takkelloftet i Operaen var af samme årsag nok hjerteligt, men også behersket - på den eftertænksomme måde.

I den helstøbte forestilling, hvor det blot var et mindre minus med en vis dansk-norsk sprogforbistring, dannede de velsyngende Jens Søndergaard som Aslak, Siss' mand, og Ruth Wilhelmine Meyer som mosteren, rammen om selve handlingen - han i fortællerens en anelse vidtløftige rolle, hun med en funktion, der kan sammenlignes med korets i antikkens dramaer.