Juleevangeliet gendigtes - eller noget i den retning

Jakob Brønnum digter løs og digter charmerende videre på juleevangeliet i ny bog, der udkommer i dag - præcis to måneder før juleaften

Jakob Brønnum gendigter fortællingen om Jesu' fødsel.
Jakob Brønnum gendigter fortællingen om Jesu' fødsel.

Der er ikke mange ord i juleevangeliet; det har sin egen velgørende knaphed. Overflødighederne er slebet af, og kun de mest betydningsfulde elementer står tilbage. Der er plads til, at senere fortællere kan fylde huller ud, digte til og fra, skrive fortællingen ind i vores egen tid. Det har Jakob Brønnum gjort i et langt prosadigt, ”Juleevangeliet, En gendigtning. Eller noget i den retning”.

Det er mest for voksne, og det er ikke en knap historie. Her fabuleres med afsæt i den bibelske fortælling. Omslaget signalerer overflødighedshorn, en kitschet julekrybbe, med får og hyrder, ko og æsel, engle og stjerne, lys og Josef og Maria, grantræer og glimmer. Midt i det hele, det lille dukke-Jesus-barn med bar overkrop og armene indbydende bredt ud som til en velsignelse, kom her, I som er syge og sorgfulde “

Men tag ikke fejl, der er også alvor indeni. Det begynder hos kejseren i Rom, Augustus, et ”helt almindeligt helt almindeligt menneske”, der samtidig har magten over verdens hidtil mest internationale samfund.

Og det slutter hos Josef, der - efter rejsen med Maria til Betlehem og på flugt længere sydpå - vender hjem til Nazaret og genåbner sin butik. Josef spiller en fremtrædende rolle i evangeliet ifølge Brønnum, Maria er mere tilbagetrukket.

Indimellem foregår det hele, sættes i bevægelse som af en sommerfuglevinge. Det er velkendt men med et twist. Verdens frelser kunne ikke fødes på et hotel, hvor morgenmaden serveres mellem 7 og 10, og ”hvor livet lyver for at holde sig selv ud”.

Englene taler smukt om alt det, engle ikke selv har, de kan ikke ”en skumringstime høre nogen tale / med en stemme der dufter / som ordet magnolia lyder”. Da englene og alle andre begynder at synge, synger arkitekterne kirker frem, Johann Sebastian Bach lader sine fingre synge på orglet i Leipzig, Grundtvig synger om stjernetæpper og så videre.

Sine steder er stilen høj, andre steder er det finurligt og sjovt. Hyrderne er af forskelligt snit, en besynger drengen, hvis hænder skal være en bro mellem tiden og evigheden, en anden svajer en anelse og byder Josef en lille én af amphoraen. De bryder op fra stalden på et ”nå” fra den fornuftigste og kedeligste af hyrderne.

Enkelte steder bliver det fortænkt, de vise mænd kommer ikke helt godt fra start, men de kommer efter det. Det er uhyggeligt, da de ved, Herodes' hof aner, at de er på det helt, helt forkerte sted.

For det meste er det slet ikke ueffent. Det er godt tænkt at lade flugten til Egypten gå helt derned, hvor alting begyndte, og mennesket rejste sig og blev til. Man får som læser lov at lege fremmed med det kendte, det er øjenåbnende.

Forfatteren Brønnum holder hus med teologen af samme navn - og teologen Brønnum forhindrer forfatteren i at falde i oplagte grøfter.

Juleevangeliet gendigtet fylder knap 200 sider, beretningen fra Matthæus og Lukas fylder blot fem. Men det er jo en historie, man helst ikke vil være for hurtigt færdig med - så læs endelig Brønnum de næste par måneder. Pludselig er det jo jul.